x
Rufus Wainwright : Falconer Salen

Rufus Wainwright , Falconer Salen

Rufus Wainwright : Falconer Salen

Anmeldt af Pernille Smith-Sivertsen | GAFFA

I går aftes indtog den anerkendte sangskriver Rufus Wainwright et næsten fuld Falconer Salen for dels at fejre udgivelsen af sit syvende studiealbum "Out of the game", som udkom i går, dels for at påbegynde sin Europa-tour.

En stemningsfuld åbning

Wainwright entrede den mørklagte sal, som kun var oplyst af dæmpede stearinlys, med beslutsom røst i en smuk a cappella version af den nye skives vinderballade "Candles". Bandet istemte i et tiltagende gospelkor, og de triste molharmonier fik fluks stimuleret gåsehuden. En stemningsfuld åbning, der gik direkte over i endnu et nyt nummer, det vuggende, charmerende 60'er-poppede "Rashida", der gav en fin fornemmelse af, at nu var koncerten for alvor i gang.

En undskyldende rejse gennem "Out of the game"

Wainwright var som altid sublimt velsyngende, og bandet var eminent, men det var en bemærkelsesværdig usikker og undskyldende Wainwright, der optrådte, så snart det var det nye materiale, der var på programmet. Efter tredje nummer "Barbara", som havde en finurligt cheesy Barry White-stemning over sig,  henvendte han sig første gang til publikum. Han påpegede, at dette nye album er hans hidtil mest poppede, og at det er meningen, man skal have det sjovt og danse til det – hvilket han så modvilligt ville forsøge at gøre. Dette var naturligvis en joke, men det virkede underligt devaluerende på hele projektet, eftersom publikum var solidt plantet i teaterstolene og Wainwright selv tydeligvis ikke følte sig godt tilpas ved at skulle "danse moderne". Han sagde endda om sine egne planer for aftenens optræden, at han ville stå på scenen "trying to be cool".

Det skal indskydes, at sidst, jeg oplevede Rufus Wainwright optræde, var i Musikhuset i Aarhus i 2007. Og eftersom denne koncert var et brag af en performance med fantasifulde kostumer (blandt andet en funklende gallakjole), flot scenografi og et show, der fik Wainwright til at stråle om kap med sin egen ekstravagance, var gårsdagens koncert en noget skrabet udgave med en noget mere usikker verdensstjerne.

Manglende selvtillid

I går aftes så vi kun den jakkesætbeklædte crooner-udgave af Wainwright, og der var ikke meget spræl over hans performance, der langt hen ad vejen kom til udtryk i stive, forcerede bevægelser. Det lignede, at han prøvede at danse til sine nye numre – på en cool måde – fordi han har besluttet sig for, at han har lavet popmusik. At han løbende ironisk kommenterede sin manglende performative frigjorthed, gjorde det ikke bedre.

Den manglende selvtillid kom for alvor til udtryk under andensidste nummer, "On My Way to Town",  hvor han alene på scenen fumlede rundt i sit klaverspil og tydeligvis til stor frustration måtte stoppe flere gange – og endda springe et helt stykke over. Han undskyldte med, at det altså fungerede under prøven, og udbrød "See? I'm not perfect!".

Måske denne nye usikkerhed vidner om en mere voksen, mindre provokende  og grænsesøgende Rufus Wainwright, der er blevet far og som har etableret sig i en ny verden af alvorligheder. Albummets titel kunne i hvert fald indikere det. Denne identitetskrise viste i hvert fald sin grimme side i fejlskuddene "Montauk" og "Bitter Tears", hvis kiksede, old school synthesizer-lyde virkede helt malplacerede i Wainwrights mere klassiske univers. 

Storslåede øjeblikke trods usammenhængende koncert

I løbet af den næsten to en halv time lange koncert blev samtlige numre fra det nye album præsenteret - krydret med klassikere fra bagkataloget. Om koncertens fravær af et naturligt flow skyldtes Wainwrights undskyldende facon eller sættets opbygning, er svært at vurdere. At han halvvejs – i stedet for at holde en regulær pause – valgte at lade to af sine bandmedlemmer optræde med et par smukt udførte, men lidt stemningsdræbende ballader, tog virkelig også pusten ud af sættet – for da havde man allerede lyttet koncentreret meget længe. Man kom simpelthen til at kede sig i dele af koncerten, fordi der stort set ikke blev ændret på formen undervejs.

Men publikum var med hele vejen, og man kunne mærke, at der var dedikerede fans iblandt, og der var også storslåede musikalske oplevelser at hente. Især titelnummeret "Out of the Game" fremstod dejligt naturlig med sin fine, ørehængende melodi og poppede lethed, og der var ikke et øje tørt under den inderlige kærlighedserklæring "Song of You" og den smukke country-ballade "One Man Guy". Men det ville være en skam at kalde det en festlig popkoncert.

Man kan håbe, at Rufus Wainwright finder et passende udtryk til sine nye numre, så han ikke fremstår helt så undskyldende, som det var tilfældet i går aftes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA