x
Diverse kunstnere: Pop Revo, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere, Pop Revo, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere: Pop Revo, VoxHall og Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Pop Revo er en årligt tilbagevendende Aarhus-festival, som siden 2004 har præsenteret bands og solister "på kanten af den legesyge indie-scene, uden at smide folk af i svinget." Festivalen har tidligere præsenteret navne som The Radio Department, The Whitest Boy Alive, Jens Lekman, Twilight Sad, Frightened Rabbit, Gang Gang Dance, Owen Pallett og mange, mange flere og har ofte leveret musikalske oplevelser på et højt niveau. I år har festivalen efter en årrække på VoxHall også inddraget nabospillestedet Atlas. Med andre ord er der musik på to scener på skift, med sæt på cirka 45 minutter og et kvarter mellem hvert band.

Errors ****

Glasgow-gruppen Errors havde fået æren at åbne festlighederne fredag klokken 19.30. På dette tidspunkt var ikke voldsomt mange mødt op på Atlas, men salen blev langsomt fyldt op i løbet af koncerten. Den skotske trio består af de to kombinerede guitarister, keyboardspillere og elektronikbetjenere Simon Ward og Stephen Livingstone i front og den meget tight og hårdtslående trommeslager James Hamilton bag dem. Musikken var primært instrumental og bygget op omkring meget iørefaldende, enkle, repetitive temaer på skiftevis guitar og keyboard – og nogle gange begge dele på én gang – på en bund af keyboard og inciterende, til tider synkoperede trommer og med forskellige effekter lagt ind over. Af og til faldt Stephen Livingstone ind med nogle diskrete, lyse og klagende vokaler mikset langt ned i lydbilledet.

Errors' plader bliver udgivet af det skotske selskab Rock Action, der ejes og ledes af kollegerne i Mogwai, og Errors' musik giver også visse associationer til Mogwai, men den er mere elektronisk og mindre melankolsk og sender også tankerne i retningen af amerikanske navne som Tortoise og Battles. Errors har dog deres eget udtryk, og da de også er glimrende musikere, var deres optræden en fin åbning på Pop Revos første aften.

Cloud Nothings ***

Cleveland, Ohio-gruppen Cloud Nothings var et af de navne, jeg havde set mest frem til efter udgivelsen af deres tredje, fremragende album "Attack On Memory" i januar. Hæsblæsende garagerock, støjrock og punk tilsat meget fængende melodier og skarpe tekster fulde af aggressioner og weltschmerz, der – sammen med den let vrængende vokal fra frontmand Dylan Baldi – giver associationer til et navn som Pixies i deres unge år.

Sådan skulle det ikke blive til Pop Revo. Cloud Nothings lagde ellers fint ud med den hurtige "Stay Useless", og selvom det støjende lydbillede var lidt mere mudret end på albummet – det kan jo være svært at støje og bevare på skarpheden på samme tid – så gik det an. Gruppen insisterede dog på at slutte nummeret med et flere minutter langt instrumentalt guitarstøjorgie. Dette var sådan set fint nok, men det skulle vise sig at være et mønster, der gentog sig efter hver eneste af de ellers udmærkede sange, bortset fra afslutningsnummeret "Wasted Days", der sluttede med et instrumentalt støjstykke på cirka 20 minutter. På albumversionen er der her cirka fem minutters outro, og her fungerer det fremragende, netop fordi det er eneste sted på albummet, Cloud Nothings hiver denne gimmick op af hatten.

Til Pop Revo blev Cloud Nothings' lange støjstykker hurtigt kedelige, også selvom både Dylan Baldi og gruppens anden guitarist Joe Boyer er udmærkede musikere, som også gav sig tid til at spille hurtige soloer. Til gengæld gav de lange støjorgier kun plads til et sæt på fire numre, selvom sangene i sig selv – minus instrumentalpassager – kun varede tre-fire minutter. Cloud Nothings koncert på 45 minutter var som en eksamen, hvor eksaminanden halvdelen af tiden taler uden om det egentlige emne, og så kan det kun blive til en karakter på det jævne.

Samling **** (billedet)

Oven på Cloud Nothings' støjorgie var det en lise at se hele to akustiske guitarer på scenen, da svenske Samling gik på. Gruppen var blevet programsat i sidste øjeblik som erstatning for afbudsramte engelske Factory Floor og består af hele syv musikere, en sanger/akustisk guitarist, to elektriske guitarister, bassist, trommeslager, en mand på congas og en anden på forskellige former for slagtøj.

Flertallet af gruppens medlemmer var langhårede, adskillige bar enten fuld- eller overskæg, og en enkelt var iklædt skovmandsskjorte. Det visuelle udtryk signalerede 70'erne, og det gjorde musikken også. Der var dømt folk-rock med psykedeliske elementer, ikke mindst i kraft af de mange effekter fra de to elektriske guitarer og de evigt bankende congas. Udtrykket var generelt mere elektrisk og tempofyldt end den indie-folk-bølge, et orkester som Fleet Foxes har været eksponent for, og nok var der var masser af kor, men som regel i unisone arrangementer. Det hele var altså lidt mere råt og upoleret end meget andet af tidens indie-folk, men det gjorde ikke noget, og sangskrivningen – med svenske tekster – var på et solidt niveau. Samling havde styr på tropperne.

The Soft Moon ***

Herpå var det blevet tid til San Francisco-gruppen The Soft Moon, der – efter en ellers stram afvikling af tidsplanen – var et kvarter forsinket. Gruppen spiller en slags post-punk med synths og en konstant pumpende bas som en markant del af udtrykket, hvorover sanger, guitarist og sangskriver Luis Vasquez spiller små temaer på sin guitar og synger korte passager med en noget spinkel og anonym vokal, mens trommerne banker løs i baggrunden. Det hele er holdt i et minimalistisk, repetitivt og ganske dystert univers, som giver visse associationer til et navn som Suicide.

På gruppens selvbetitlede debutalbum fra 2010 fungerer denne kombiation nogenlunde, og i kortere perioder var den dansevenlige og stramt spillede musik ganske inciterende. I længden blev det dog for monotont og minimalistisk for min smag. The Soft Moon mangler et eller andet, der kan hive dem ud af anonymiteten. Måske en mere karakteristisk vokal, måske bedre sange? Retfærdigvis skal det siges, at adskillige publikummer i den nu næsten fyldte sal lod til at nyde koncerten i stor stil, ja, der blev endda slamdancet foran scenen. Jeg måtte dog en tur i baren efter kaffe for at kunne opretholde koncentrationen. Sådan er vi så forskellige.

Swearing At Motorists ****

Og nu til noget helt andet: Dayton, Ohio-gruppen Swearing At Motorists, der har 20 år på bagen, stod nu klar på Atlas. Det vil sige, det var kun sanger og guitarist Dave Doughman. Duoens andet medlem, trommeslager Joseph Siwinski, var angiveligt blevet væk (!), selvom der stod et trommesæt (i øvrigt uden hverken hi-hat eller bækken) klar på scenen. Så måtte Dave Doughman jo klare det selv. Og det gjorde han uden problemer.

Dave Doughman er nemlig en veritabel showman, som kom helt ud i salens bageste afkroge med sin ekspressive vokal, sit alsidige, til tider loopede spil på den elektriske guitar og sine tragikomiske sange om primært problematiske kærlighedsforhold. Undervejs var der også masser af humoristiske anekdoter og opfordringer til især den kvindelige del af publikum om dette eller hint, ikke mindst backstage. Af og til begyndte snakken at gå lidt for meget rundt i hjørnerne, men så var Dave Doughman straks ude i salen foran de formastelige, stadigt syngende, og så blev der stille. Til sidst blev alle publikummer inviteret med på scenen til en fællessang, den herligt smittende "It's Love That Chooses You". Absolut et af aftenens højdepunkter.

Deathcrush ***

Så var det tid til at runde af med den unge norske trio Deathcrush. I front finder vi de to sangerinder Åse Røyset og Linn Nystadnes, som skiftevis spiller guitar og bas og skiftes til at synge leadvokal, mens Andreas Larssen hamrer løs på trommerne i baggrunden. Gruppen er opkaldt efter den første ep med de norske black metal-veteraner Mayhem, men bandet spiller nu ikke black metal, men støjrock af den ganske upolerede og aggressive slags, som dog får en mere blid og feminin tone takket være de kvindelige og lidt distancerede vokaler. Et band som The Breeders er en oplagt sammenligning.

Gruppen gjorde sit til at komme godt ud over scenekanten ved at spille helt fremme på scenen, Åse Røyset og Linn Nystadnes var ganske letpåklædte i korte T-shirts og shorts, så der var noget til husarerne, og den platinblonde Linn Nystadnes var flere gange nede i salen og henvende sig direkte til udvalgte publikummer. Energien var høj, og i mindre doser var trioen også fængende, men efterhånden satte en vis monotoni ind, da sangene syntes at glide i ét med hinanden. Undervejs begyndte publikum også at udvandre, og da Linn Nystadnes mod slutningen af koncerten begyndte at slamdance ind i publikum, lignede det panik før lukketid.

Deathcrush var lidt fesen afslutning på en noget blandet aften med tre gode og tre middelgode koncerter, hvor ikke alle var lige legesyge, og hvor i hvert fald nærværende anmelder blev kastet af i svinget et par gange. Karaktergennemsnittet ender på 3,5 stjerner, men så er der jo noget med, at man skal runde op til nærmeste hele tal, og så ender vi på fire stjerner, og det ser jo lidt pænere ud. Jeg vil dog også gerne give en halv stjerne for arrangørernes utrættelige entusiasme og til det dedikerede publikum, hvoraf en fortalte mig, at hun havde afbrudt en vigtig eksamenslæsning og var villig til at gå to karakterer ned for at komme til Pop Revo.

Pop Revo fortsætter lørdag med et program bestående af Moonface, Grimes, Lower Dens, Hayvalar Alemi og Austra. Køb billetter via GAFFA Live.

Der er desuden gratis dayparty på Råbar fra klokken 13 med Fossis, Lower, Snaredrum og Girlseeker.

Læs mere på poprevo.dk

Læs anmeldelser fra Pop Revos anden dag her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA