x
Chromatics : Distortion Festival, Skuespilhuset, København

Chromatics , Distortion Festival, Skuespilhuset, København

Chromatics : Distortion Festival, Skuespilhuset, København

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Åbningsdagen på Distortion Festival 2012 kunne ikke mønstre weekendens gode vejr. Det bremsede imidlertid ikke publikums opbakning til både dag- og aftenfester. Kl. 01 var der en kø af armbåndsbeklædte mennesker foran Skuespilhuset i København, som var proppet til bristepunktet, og det lidt efterårsagtige vejr skulle vise sig at sætte en perfekt ramme for Chromatics' eftertænksomme electronica.

 

Bassen kilder frækt i mellemgulvet

Det tikkende instrumental-nummer "Tick Of The Clock" ressonerer i foyeren, hvor scenen er stillet op på langs mellem to barer. Forsanger Ruth Radelet vugger roligt fra side til side lader blikket vandre hen over det tæt pakkede lokale og videre op på balkonerne. Her er hverken dansestemning, rave, skrig eller skrål. Kun en blød, velproduceret bund kilder os frækt i mellemgulvet og får et smil frem på læben. Flere står med lukkede øjne svømmer væk i keyboard- og backtrack-mand Johnny Jewels analoge synth-landskab.

 

En åndelig seance

På 2010-singlen "In The City" sætter Radelet sig igennem som vokalist. Med silkeblød sødme tilføjer hun den egentligt formidlinende dimension til bandets noir-elektro-univers. Stemmen er pinligt ren og har en snært ungpige-uskyld og alligevel underbygget af mørk, luftig klang som vidner om musikalsk modenhed. Under hele seancen (for det føltes virkelig som en form for shamanistisk oplevelse) stirrer hun tomt ud mod ingenting med et catwalk-agtig udtryk i ansigtet. Lidt ligesom Ryan Gossling ser ud i hele "Drive"-filmen, hvor bandet desuden har et nummer med på soundtracket (som må siges at tage en pæn del af æren for deres europæiske success).

 

Håndspillet electronica

Hele sættet spilles på akustiske trommer med elektroniske "triggere" på, som gør electronica'en håndspillet. Der skal ikke lægges skjul på, at det er jeg stor, stor fan af. Slow-house-tracket "These Streets Will Never Look The Same" fra 2012-albummet "Kill For Love" viser hvor meget det giver til rytmikken at blande det, computeren spiller, med det menneskerne spiller: Stortrommen på alle fire og de sekstenende-delte hihat-slag spændes ud som en elastik, der hele tiden strammes en smule, løsnes en smule igen, vrides lidt mod venstre og så tilbage. Det hele bliver til et levende groove, som hele tiden flytter vægten fra den ene fod til den anden, alt imens den bundsolide bas-synthesizer holder skansen og forsikrer timingen. Det er faktisk en jazzet attitude at have til sit sammenspil.

 

Opbygger momentum til hele ugen

Tempoet sættes lidt i vejret med "I Want Your Love", hvor guitar-introen antænder dansegulvet og spoler tiden tilbage fra efterår til forår. Publikum åbner øjnene, bevæger sig mere og mere, og der hoppes med øl i hånd, mens smilene har bredt sig til grin. De sidste par numre danses der insisterende og hele tiden, og guitarist Adam Miller får lige tangeret en headbanging-session under "Running Up That Hill". Coveret af Kate Bush-klassikeren fra 1985 bliver bandets sidste nummer. Den går lige ind hos en nu festklar sal, som måske godt kunne have brugt et to-timers dj-sæt til at forløse hele det opbyggede momentum. Alligevel går vi fra koncerten med ro i sjælen og en glad tilfredshed over, at dette momentum trods alt har endnu fire dage til at udleve sit fulde potentiale. En nærmest perfekt booking til Distortion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA