x
Phronesis: Walking Dark

Phronesis
Walking Dark

Phronesis: Walking Dark

GAFFA

Album / Edition Records
Udgivelse D. 31.05.2012
Anmeldt af
Ivan Rod

Walking Dark er den dynamiske jazztrios fjerde plade. En plade ventet med spænding efter den anmelderroste treer, Alive, som både af Mojo Magazine og Jazzwise blev kåret til årets bedste jazzplade i 2010.

Og lad det være sagt med det samme. Phronesis' nye plade skuffer ikke. Tvært imod demonstrerer den internationale trio endnu engang, at den er værd at holde øje med og lytte til.

Danske Jasper Høiby (kontrabas), britiske Ivo Neame (klaver) og svenske Anton Eger (trommer) har lavet en jazzplade, der har en høj puls og en høj grad af kompleksitet.

Selv om trioens musik altså ikke er mainstream, men snarere resultatet af en polyrytmisk udforskning af nye retninger og varierende grooves, er den alligevel tilgængelig. Fordi den har en retning. Fordi den har noget klart over sig. Og fordi den rummer en karismatisk energi.

Pladen bærer på én gang præg af stram styring og åbenhed over for udfordringer. Af samme grund vidner den om et sublimt, næsten telepatisk samspil de tre imellem. Meget betegnende hedder et af pladens bedste numre Democracy! Det er dét, der kendetegner trioen. Den tager sig ud som et yderst velfungerende demokrati med høje vækstrater.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA