TV-2 : Skive Festival, Scene 1

TV-2 , Skive Festival, Scene 1

TV-2 : Skive Festival, Scene 1

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sommerfestivaler og TV-2 er en mangeårig og god tradition. Om det er Grøn Koncert eller nogle af de mange fastliggende open air-arrangementer er Steffen Brandt & Co. kendt for at levere varen – hver gang. Med nu 31 år bag bagen og et bagkatalog af hits, som kun Kim Larsen kan konkurrere med, er Danmarks efter eget udsagn kedeligste orkester i ordets bedste betydning god, ren familieunderholdning, du kan stole på. Faktisk er gruppens største problem det luksusproblem, at de dårligt kan få plads til alle deres hits på de 75 minutter, som en festivalkoncert typisk varer. Slet ikke hvis de samtidig har et nyt album, de vil promovere. Det har de nu ikke i år, hvor nyeste udspil, "Showtime", har mere end et år på bagen. Omvendt bringer det et skær af uforudsigelighed til en TV-2-koncert, fordi man nok ved, at der er nogle sange, som er sikre – "Popmusikerens Vise", "De Første Kærester På Månen" og ikke mindst "Bag Duggede Ruder" plejer at dukke op – mens andre jævnligt bliver skiftet ud.

Samtidig er der visse faste ritualer til en TV-2-koncert, ude som inde: De begynder med afspilning af "Bornholmervalsen" over højttalerne, de slutter med "An der schönen blauen Donau", når bandet har forladt scenen for sidste gang, bandet er klædt i sorte jakkesæt, og undervejs har Steffen Brandt masser af underfundige kommentarer, retoriske spørgsmål og opfordringer til at "råbe noget åndssvagt", når "Popmusikerens Vise" kommer. Og sådan var det også på Skive Festival, hvor gruppen lagde ud med "Hallo-Hallo", der også har åbnet mange tidligere koncerter – dog langtfra dem alle. I år var alle medlemmer i øvrigt iklædt sorte skjorter bortset fra trommeslager Sven Gaul, der spillede i hvid skjorte, hvilket har været en del af gruppens dresscode i en årrække. Nu synes et minimalt modemæssigt stilskifte at være i gang.

Lidt nyt var der også på den musikalske front, for hvor TV-2 sidste år i forbindelse med 30 års-jubilæet for første gang i mange år spillede som den oprindelige kvartet og dermed uden såvel blæsertrioen The Aarhus Horns som deres faste live-keyboardspiller Henrik Nilsson, havde de denne gang allieret sig med en ny, udmærket keyboardspiller, hvis identitet dog ikke blev afsløret fra scenen. (Peter Dencker hedder han). Der var også fint kvindekor i form af Anne Hjort (kendt fra albumaktuelle Deer Bear) og Kamilla Schultz – sidstnævnte var dog også med på sidste års turné, dengang med sin søster Charlotte.

Overraskende gæstestjerner

En par gæstestjerne-overraskelser blev det også til undervejs. Først kom Camille Jones ind og fremførte sin aktuelle, absolut udmærkede TV-2-omskrivning "En Verden Perfekt" i duet med Steffen Brandt og understregede, at hun er i besiddelse af en solid soulpopvokal, hvis man ellers skulle have været i tvivl. Senere dukkede Jonny Hefty og Ham Den Lange op og fremførte hittet "Gamle Dreng", som ellers normalt er kendt med Jonny Hefty og Jøden. De to halvgamle, højenergiske rappere vakte jubel blandt publikum og sendte den i forvejen gode stemning yderligere i vejret.

En storskærm bag gruppen viste diverse filmoptagelser og animationer, heraf en del med rumfart som tema. Forbindelsen til de enkelte sange virkede ikke altid helt logisk, men fine var billederne da, og en del af animationerne gav sjovt nok associationer til Kraftwerks pladecovere – en gruppe, TV-2 var tydeligt inspireret af i de unge år.

Sætlisten bød blandt andet på nyere hits som "For Dig Ku' Jeg Gøre Alting" og "Randers Station", i alt fire fine sange fra "Showtime"-albummet, klassikere fra 80'erne som "Nærmest Lykkelig", "Rigtige Mænd", "Popmusikerens Vise", "Eventyr For Begyndere" og "Be Bab A Lula", og "Kys Bruden" som enlig repræsentant for 90'erne. Og med de uundgåelige "De Første Kærester På Månen" og "Bag Duggede Ruder" blandt ekstranumrene. Lutter velskrevne, begavede sange om tendenser i tiden og livet, døden og kærligheden som sådan. Steffen Brandt var vanen tro veloplagt bag skiftevis akustisk guitar og keyboard og, bortset fra enkelte småhæse passager, ganske velsyngende. Både guitarist Hans Erik Lerchenfeldt og bassist Georg Olesen fik lov at brillere med flere solide soloer undervejs, mens Sven Gaul nøjedes med at være det solide trommeanker bagerst på scenen.

Publikum sang traditionen tro med af fuld hals, og skulle Brandt & Co. være bekymret for, om de nu også når de yngre generationer, så kunne jeg ved selvsyn konstatere adskillige begejstrede teenagere omkring mig, så arvefølgen i fanbasen synes sikret. Med andre ord: Endnu en fremragende koncert fra et af Danmarks mindst kedelige orkestre. Og så på årets teknisk set første sommerdag, der vejrmæssigt artede sig nogenlunde.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA