x
The Cardigans: Plænen, Tivoli, København

The Cardigans, Plænen, Tivoli, København

The Cardigans: Plænen, Tivoli, København

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Sidste gang The Cardigans havde et nyt studiealbum ude, hed året 2005. Derfor er det heller ikke aktualitet, der denne gang har taget dem på (en mindre) turné af fem eksklusive koncerter. Derimod har de gjort, som så mange andre har gjort det før dem, at grave noget frem der har virket tidligere. Kanoniserede og/eller særligt populære albums bliver i dag fremført raskt væk, og det kan være en ufattelig nostalgisk oplevelse, men nogle gange kan albummets udmærkede tænkte ramme ikke altid bære den totale gengivelse. På et overordnet plan var det også tilfældet til gårsdagens koncert med The Cardigans, hvor de fremførte deres vel mest succesfulde album "Gran Turismo" fra 1998. Der var dog også flere gode momenter.

 

Solnedgang i regn

Kvintetten spillede på Plænen hvor et stort publikum trodsede regnbygerne, og deres koncert nåede op på omkring halvanden time, hvor vi fik "Gran Turismo" fra ende til anden, samt en mindre hitparade til at gå hjem på.

Tonerne til "Paralyzed" satte koncerten an, hvor den svenske gruppe meget passende kun var belyst bagfra, hvorfor den mørkere stemning, der er at finde på "Gran Turismo" blev understreget af gruppens dunkle silhuetter. Herefter blev vi ført igennem hele "Gran Turismo", med en meget album-nær lyd, hvor især brugen af kompressor på de fleste af instrumenterne er meget kendetegnende.

På hittet "Erase/Rewind" viste Nina Persson sin flotte langsomme vibrato og andre af sine kvaliteter, men samtidig var der også flere skrantende tegn fra Persson. Det kommer vi lige tilbage til. Mens regnguderne lukkede op for sluserne, satte gruppen gang i de den tyste og melankolske "Explode", der primært blev drevet af især Magnus Sveningssons kendetegnede basspil. En dronende udgave af "Starter" blev suppleret med den sammenbidte "Hanging Around", hvor trommemaskinen supplerede Bengt Lagerberg på trommerne. Det var i dette nummer, at der første gang var en lidt mere kantet og tiltrængt energisk indsprøjtning.

Den smukke sjæler "Higher" blev især båret af guitarfigurerne, hvor svenske Moto Boy viste sig som en god erstatning for vanlige guitarist Peter Svensson – igen til den mørkere side af "Gran Turismo". Coveret til pladen forestiller som bekendt en solnedgang, og på "Marvel Hill" virkede dette cover som en god visuel forestilling, mens Lagerbergs beat var den ubetingede fremdrift sammen med Lars-Olof Johanssons velspillede keys.

 

En sang fra 1800-tallet

"My Favorite Game" fik publikum med på fællessang, hvor keyboard og bas byggede det noget hurtigere nummer op til det tyste omkvæd, hvor guitarfiguren agerer hook. "Do You Believe" læssede os med saw og kompresseret overdrive, før verset med det sortseende spørgsmål og den pessimestiske udmelding: "Do you really think that love is gonna save the world / Well I don't think so I just don't think so".

Gruppen sluttede "Gran Turismo"-delen med "Junk of the Hearts" og "Nil".  Førstnævnte en ubetinget sjæler, hvor melankolien og slideguitaren er i front med en hurtig slap-back på lilletrommen. Man vil huske fra albummet, at det bygges op til sidst med "Junk of the Hearts", der bliver gentaget igen og igen. Fint udført. Gruppen fortrak herefter, mens "Nil" blev smidt på, som stemningssætter til næste del. For de gav os otte numre mere fra det omfattende bagkatalog.

Først ørkenstemning med "For What It's Worth" fra "Long Gone Before Dayligt", hvor Persson fandt mundharmonikaen frem – og vi fik flere fra den plade, der var deres første efter "Gran Turismo". Med et stor smil på læben fik sangerinden hefter præsenteret et nummer fra 1800-tallet – med en overført henvisning til Romeo & Julie, hvor "Lovefool" blev brugt på soundtracket. Nummerets store hitværdi, samt de karakteristiske synth-markeringer var et glædeligt gensyn, men igen svigtede Perssons flotte og ellers detaljerige vokal. Hver gang hun ville sætte noget rocket power bag vokalen, var der meget hæshed at spore, og hendes vokale pitch svigtede også på helt afgørende tidspunkter – især ved diverse glissandi – fx i "Lovefool".

Efter en tromme- og keys-opbygning af "Hold Me" efterlod de små opbyggende detaljer en trang efter mere fra den skuffe. Hvor små ophold, fills og en veludført guitarsolo faktisk nåede en god energi, hvorefter et stille coda-stykke åndede ud.

Også "You're the Storm" indeholdt nogle flere gode ting, især Johanssons orgelspil var eminent. Her kom publikum da også for alvor med på en fællessang. The Cardigans sluttede med "I Need Some Fine Wine And You, You Need To Be Nicer" med en lidt mere klassisk gang retro rock.

 

Kommunikationen

Til store bifald kom gruppen igen ind, og gav os to numre. Det mere energiske "Give Me Your Eyes", mens "Communication" sluttede sættet, som det har gjort det for gruppen mange gange før. Det var også en ganske fin afslutning, hvor det afdæmpede stryg og gulvtam blev suppleret af et veludført kor, mens en trippende Nina Persson for alvor så ud til at nyde det.

Desværre kneb det lidt med det – kommunikationen. I den forstand - at selvom sangene fra "Gran Turismo" nok har haft mange spins i hjemmene hos Tivolis publikum denne aften, så lykkes det ikke helt at få sangene ud på en ny interessant måde. Vi som publikum fik ikke noget overraskende – ikke fordi det er et krav, men samtidig var der heller ikke en reel perfektionistisk gengivelse af numrene på pladen, hvis det var det de efterprøvede. Den meget albumnære lyd gruppen har, er både deres styrke og deres svaghed. For der var vitterligt ikke meget nyt under solen i forhold til albummet, der i dens svøbende kompresserede perfektionistiske produktion er meget svær at gengive i sin helhed – især når Perssons vokal gjorde så markante udfald. Jeg er selv nysgerrig efter at vide, om der skulle være en forkølelse eller lignende, for hendes vokale teknik er ikke til at tvivl på.

Lyden var desuden ikke alt for god før i slutningen af sættet. Jeg stod i midten – midtfor i forhold til lydmanden, og jeg ville mene, at der var burde være optimal lyd der, men det var nu ikke tilfældet. Vokalen stod meget frem, ligesom bassen gjorde det. Mens hele mellemregisteret, der netop giver den fyldige lyd, som "Gran Turismo" også indeholder, først for alvor kom, da gruppen havde taget fat på anden del af sættet, hvor keys og guitar for alvor først kom til sin ret.

Gruppen kunne egentlig godt have fået en stjerne mere, men deres mangler kom desværre til at overskygge deres højdepunkter. Deres sange er gode, de er dygtige musikere, men jeg vil hellere se dem igen næste gang, hvis de skulle lave noget nyt materiale, hvor de har haft lejlighed til at planlægge et sæt ud fra nogle andre præmisser, for nostalgien var desværre ikke nok denne aften.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA