x
Joe Bonamassa: Driving Towards The Daylight

Joe Bonamassa
Driving Towards The Daylight

Joe Bonamassa: Driving Towards The Daylight

GAFFA

Album / Target Distribution
Udgivelse D. 21.05.2012
Anmeldt af
Henrik Friis

Arbejdsraseri. Anderledes kan man ikke beskrive Joe Bonamassa, som – mens denne anmeldelse af solo-cd nr. 13 skrives – er ved indspille tredje album med Black Country Communion. Men: man må give amerikaneren, at det ikke går ud over kvaliteten.

Driving…. er en hyldest til bluesens faderskikkelser – og til den højlydte, hvide engelske scene, der i 60'erne tog anerne op (Cream, Zeppelin m.v.). Selv om undertegnede  hellere havde hørt ham udvikle de nysgerrige afstikkere fra Black Rock, må man bare sige, at Bonamassa kan sit kram. Faktisk holder mange sange og arrangementer sig fri af de kopi- og Still Got The Blues-faldgruber, flere af hans genrekolleger trætte hopper i: Det ér personligt, fokuseret og baggrunden ofte organisk med godt med country-blues-feel og akustiske instrumenter under de tunge elektriske klodser.

Hangen til lir har Bonamassa nu stadig, men når man er ved at gå død i de gentagne skalaopbygninger, ryster han en god fingerpicking-solo af, eller stærk, grødet slide. Så alt i alt: Det er proft. Det holder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA