x
Noah And The Whale : Northside Festival, Blue Stage

Noah And The Whale , Northside Festival, Blue Stage

Noah And The Whale : Northside Festival, Blue Stage

Anmeldt af Trine Jørck | GAFFA

Det er dejligt. Det er solskin. Det er begyndelse på Sommer. Weekend. Festival. NorthSide. Græsset er stadig grønt. Sæbebeholdningen på toiletterne er stadig intakt. Og udsigten til den blå scene er klar. De fem flotte medlemmer fra det engelske band Noah and The Whale står klar til at skyde NorthSide Festival 2012 i gang. Det gør de som årets første act.

Valget af Noah and The Whale til en sådan sommer-festival-starter er ikke noget dårligt valg fra NorthSides side. Primært med materiale fra deres nyeste album, "Last Night On Earth", er der dømt carpe diem, livsglæde og eskapistiske be-happy-beats for alle pengene. Med to albums yderligere i bagagen, "The First Days of Spring" og "Peaceful, The World Lays Me Down", har Noah and The Whale vist, at de mestrer både den folk-indie-traditionelle musik, det underspillede melankolske og nu den happy-go-lucky stadion-rock, lige-ud-ad-landevejen agtige musik. Sidstnævnte kategori var publikum i dag vidne til.

Fra "Last Night On Earth" starter Noah And The Whale showet med nummeret "Life is Life" og en linje som "And it feels like this new life can start, and it feels like heaven." Der er lagt op til lidt af en åbenbaring og himmelflugt. Koncertens første to-tre numre lever dog langt fra op til denne udsigt. Der kommer dog løbende mere indlevelse i musikken fra bandets side, og mere respons fra publikum. Men ja. Den er svær. Første koncert på en festival, hvor folk stadig står i kø udenfor for at komme ind, hvor øllen endnu ikke har sat sin drømmeflugt i publikum, og hvor hele stemningen stadig kun langsomt er ved at etablere sig.

Trekløveret i den rødhårede spradebasse bassist Matt Owens, den storsmilende trommeslager Michael Petulla, og den, om muligt, endnu mere smilende violinist og pianist Tom Hobden giver den ellers alt, hvad de har fra start til slut, og trækker niveauet af koncerten betydeligt op. Forsanger Charlie Fink, som ellers både synger og spiller fantastisk, formår dog kun til allersidst at overbevise mig om sit værd. Han gør, hvad han skal, han synger fantastisk, siger de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter, men der mangler noget. Fink ligner en, som udfører et job. Ikke en, som synger om et liv, der er ved at begynde i "Life is Life" eller om en helt særlig aften i "Tonight's The Kind of Night". Han springer op på kasser, bevæger sig rundt på scenen, taler med folk – men det virker indstuderet og en smule påtaget.

I numre som "Blue Skies" fra albummet "The First Days of Spring" begynder der dog at ske noget. Her blomstrer intensitet og indlevelse hos Charlie Fink, band, og publikum. Intensiteten blusser op igen i det vellykkede feel good nummer "5 Years Time" fra debutalbummet, hvor en afdæmpet indie-folk-udgave af noget The Beach Boys kunne have lavet, lover "sun, sun, sun" og "fun, fun, fun". Og jeg tror på Fink og company. For første gang gennem koncerten. Glæden og intensiteten følger med på afslutningsnummeret, som er 2011-albumhittet "L.I.F.E.G.O.E.S.O.N". Nummeret, som minder om en blid og let udgave af The Kinks-klassikeren "Lola", slutter koncerten med stil.

Alt i alt går jeg fra koncerten med et smil på læben. Noah and The Whale gjorde hvad de skulle, men ikke mere. Jeg blev ikke rørt, flyttet, overrasket. Det var udmærket, stabilt og velspillet, men udtrykket levede aldrig op til den ekstase og livsglæde, som det syntes at være musikkens mål at formidle. Noah and The Whale livede langsomt og stabilt sig selv og publikum op, men det blev aldrig rigtig spændende.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA