x
Killswitch Engage : Copenhell, Refshaleøen, København

Killswitch Engage , Copenhell, Refshaleøen, København

Killswitch Engage : Copenhell, Refshaleøen, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

For første gang i Copenhells historie åbner festivalen med sol.

Ud over at være vokset lidt og rokeret lidt omkring, så ligner Copenhell sig selv. Heldigvis, for Copenhell er et unikt og tydeligt tiltrængt pust til det danske festivalmarked. Rammerne på Refshaleøen er ideelle til lige netop denne type musik. Scenografi, atmosfære og de tunge toner falder på et tørt og letantændeligt sted. Det starter godt ...

På den store Helvíti-scene begynder Killswitch Engage nedstigningen til Helvede, med en rodet koncert, der dog slutter bedre end den starter. Hos Killswitch Engage ender det godt.

Killswitch Engage regnes for at være nogle af metalcore-genrens grundlæggere. Dannet i 1999 i Massachusetts og har haft skiftende bandmedlemmer, hvor seneste rokade er en tilbagevenden til den oprindelige forsanger Jesse Leach, der ellers forlod gruppen i 2002.

Fem mand på scenen. Fem meget forskellige mænd. Første tanke der slog mig var, at det var metalgenrens boyband - et sirligt cast trådte ind på scenen: den skørt udklædte guitarist, den mohikaner-klippede forsanger, den undselige og nærmest gennemsigtige rytmeguitarist etc.

I starten støjede showet mere end musikken. Og efterhånden som bandet fik spillet sig varme begyndte musikken at træde frem som en enhed. Måske nogenlunde samtidig med at jeg lærte at lukke øjnene fra guitaristklovnens fjollerier, der - i hvert fald på denne anmelder - virkede irriterende og uforenelige med musikken.

Snart rullede maskineriet sig ud, og gruppens meget varierede og idérige musikaliteter stod frem. Der var lir, der var skarpe detaljer og breaks, og der var energi langt ud over scenekanten. At se Justin Foley sidde tronende og nærmest urokkelig bag sine trommer var en fryd - selv når han spillede allermest buldrende og med dobbeltpedal, var hans stenstøtte af en positur i vatter.

Jesse Leachs orale udbrud er både skrigende og syngende. Hans distortede og skarpe brøl står stærkere end de melodiske og sungne passager. Desværre. Men han kæmper og helgarderer sig med nærvær og energi. Særligt i de numre han selv har været med til at skrive, fra den tidlige periode, står han stærkt.

Hos mig trækker det gøglede udtryk ned. Heldigvis er det mest fremhærskende i første del af koncerten. Der skal nok være nogle, der synes, at det er et frisk pust til en ellers alvorlig og sort genre. Andre vil opleve det som distraherende og usammenhængende. Til gengæld trækker bandets musikalske dynamik og modige variationer op.

Copenhell er skudt i gang - nedstigningen er begyndt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA