Bat For Lashes : Northside Festival, Blue Stage

Bat For Lashes , Northside Festival, Blue Stage

Bat For Lashes : Northside Festival, Blue Stage

Anmeldt af Trine Jørck | GAFFA

Vinden rusker, river og hiver i de fremmødte. Den danske sommer er over os. Scenetæppet er taget ned og storskærmene sænket af sikkerhedsmæssige årsager. Naturen og den ruskende storm har lagt træerne ned i vandrette formationer og tager sin plads i baggrunden af scenen, som scenografi til dagens koncert med den engelske sangerinde og sangskriver Natasha Khan, bedre kendt som Bat For Lashes.

Naturens vildskab og indtrængen i koncerten kunne næsten virke planlagt. I hvert fald synes den at tilføre en ekstra dimension til en musikalsk oplevelse, som er lige så vild, utilregnelig og fascinerende som naturen. Tre mand står på scenen og Natasha Khan står i front, iklædt naturmønstret kjole og bånd i håret. Med sit mørke hår ligner hun næsten en indianerkvinde, hvis stemme synes at bevæge sig om kap med vindens vilde bevægelser.

På samme måde som sangerinder som Joni Mitchell og Kate Bush bevæger Khan sig mesterligt i de helt høje toner, som hun af og til tager afstik til fra de helt dybe og mørke. Som Björk formår Khan at bevæge sig fra det næsten råbende til det helt hviskende luftige og lette. Hun går fra det bløde til det skarpe og tilbage igen. Der er et enormt spænd og mange interessante facetter i hendes meget karakterfulde stemme og stemmeføring. Sommetider bevæger hun sig uden for den europæiske toneskala, hvilket giver lyden et etnisk islæt.

Det etniske islæt er ikke kun i stemmen, men også i instrumentering og sangenes arrangementer. Sangene som er fra de to album "Fur and Gold" og "Two Suns", samt et par nye, bærer generelt præg af at være enormt varierede og mangfoldige i deres udtryk. Der er jungle-lignende rytmer, der er middelalderlydende cembalo, skrigende savlydende lyd fra instrumentet theremin, 90'er-programmerede beats, et modigt Joni Mitchell-cover ("Blue") på autoharp, og altså som sagt etniske elementer fra effekter på synths såvel som i Khans vokal. Det er imponerende, at Bat for Lashes slipper af sted med at bringe så mange forskellige elementer sammen i et så fuldendt og helstøbt musikalsk udtryk. Sangene er på en gang skæve og kantede og lettilgængelige og melodiøse. De mange effekter, forskellige instrumenter og Khans mangefacettede stemme giver musikken et vibrerende og vitalt udtryk i mange lag.

Koncerten udvikler sig organisk med publikum, stemning og natur. Intensiteten vokser og gror som koncerten skrider frem. Da koncerten sluttes af med det 90'er-lydende hit "Daniel" fra det andet album "Two Suns", og vinden blæser, solen titter frem fra sit skjul, og trommer, bas og programmerede beats banker lige ind i hjerte og krop, føles det som om alt går op i en højere enhed. Bat for Lashes er en fysisk, eventyrlig og fængslende oplevelse.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA