x
Dawda Jobarteh : Roskilde Festival, Pavilion Junior

Dawda Jobarteh , Roskilde Festival, Pavilion Junior

Dawda Jobarteh : Roskilde Festival, Pavilion Junior

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Guitarist Preben Carlsen startede årets Roskilde Festivals første toner med en sfærisk guitar, der etablerede den eftertænksomme melankoli, gambisk-danske Dawda Jobarteh formidler via sin musik. Han kom ind messende foran et forventningsfuldt publikum, der fra start tog vel imod Dawda og det syv personer store orkester.

Dawda Jobarteh skabte ringe i vandet, da han kastede sin første musikalske sten med albummet "Northern Light Gambian Night" i 2011. Idet han er onkel til den malinesiske kora-virtuos Toumani Diabate – en 21-strenget kalabasharpe – hænger æblerne i denne familie på samme træ. For Jobarteh er en særdeles talentfuld musiker, og med et solidt groovende orkester var det en mere end udmærket optræden som Pavilion Junior-starter denne søndag.

To verdener mødes

Efter Carlsens og Jobartehs ansats kom de resterende bandmedlemmer ind og supplerede, hvor der var blevet plads til to perkussionister, to korpiger, en trommeslager, en bassist og en guitarist foruden Jobarteh selv, der gjorde den på vokalsiden samt kora og tromme. Som udgangspunkt var den største oplevelse i sandhed Jobarteh selv, der især på koraen viste en fantastisk rytmisk forståelse og formidlede nogle fremragende løb på sin kalabasharpe. Et meget varieret lydbrug gjorde, at karakteren af instrumentet aldrig blev for ensformig eller flad.

Jobartehs musik afspejler i høj grad både det gambiske og det danske, hvor der i løbet af sættet blev malet dybfølte landskaber og klare billeder af ensomme afrikanske bjerge, mens der samtidig var en tone af det så omtalte melankolske nordiske element. Dansk-gambianeren storsmilede sættet igennem og formåede virkelig at supplere sine musikeres grooven med måbende flotte kora-passager. Der blev således også plads til en decideret guitar– og kora-chase, der høstede jubelscener af de tilstedeværende.

Det vuggende bas-spil og den velspillende rytmegruppes fremaddrivende drive gjorde desuden at der blev hoppet og danset flittigt med sættet igennem. Desuden lagde Jobarteh koraen, som blev skiftet ud med en slags skuldertromme, hvor tonen blev ændret med den smilende sangers tryk på trommen. Som han sagde, så skulle han vænne sig til, at man ikke bare spillede trommer alle steder i Danmark, og at folk havde bedt ham tie stille, og han bad os i stedet "go to Africa", hvor korsangerinden supplerede med en opildnende dans.

En kropslig reaktion

Jobarteh fortalte desuden, hvordan han meget tidligt blev overladt til sin onkel, da hans 70-årige far og kun 15-årige mor havde givet ham væk. Han sang derfor en sang om at man skulle holde fast i sin børn så længe, man var i stand til det. Det var med en elektrificeret kora med overdrive, der var meget vellykket. Jobarteh vandt klart publikum mere og mere med, som showet skred frem, og reciterede blandt andet hooket fra Guns N' Roses-nummeret "November Rain" hen mod slutningen.

De otte mennesker kom ind til et ekstranummer med punch, hvor der blev leget meget med dynamikken, mens det virkelig groovede, og der var blevet nogle flere anerkendende nikkende hoveder som showet skred frem. Her viste Jobarteh også sin meget direkte kontakt med publikum, mens han brillerede på koraen, mens han kiggede folk direkte i øjnene – insisterende på en kropslig reaktion.

Dawda Jobarteh levede op til det fremragende materiale på "Northern Light Gambian Night" med et velspillende, virtuost show, der understregede hans kora-evner til fulde. Samtidig var det en livsbekræftende hybrid af den gambiske rytmik og instrumentation, mens den nordiske melankoli periodevis kom til udtryk via en dybtfølt erfaring, mens der blev danset videre – og det kunne både band og publikum havde blevet ved med. En smuk start på årets festival.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA