Dangers Of The Sea : Roskilde Festival, Pavilion Junior

Dangers Of The Sea , Roskilde Festival, Pavilion Junior

Dangers Of The Sea : Roskilde Festival, Pavilion Junior

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Hvis hårsækkene på kroppen har noget som helst med kuldegysninger at gøre, så føltes det som at få masseret de små gevækstende poser under huden i store dele af Dangers of the Seas udmærkede koncert på Pavilion Junior. Dangers of the Sea er en forholdsvis ny konstellation, der blandt andet består af erfarne kræfter fra grupper som Saybia, Efterklang og Slaraffenland, og kompetencerne kunne bestemt mærkes under koncerten, hvor teknisk kunnen og udførsel var spot on.

Kvintetten viste de store inspirationer hos Neil Young og Midlake i de hyppigt kor-harmonisk-opbyggende numre. De fem herrer spillede otte numre, der både indeholdt en flittig brug af såvel el-, 12-strenget og akustisk guitar, samt klassisk rockopsætning. Forsanger og grundlægger Andreas Bay Estrups fine lyse vokal stod behagelig klart frem i lydbilledet, hvor den tyste vibrato flere gange kom til udtryk.

Dangers of the Sea leverede både up-tempo numre og mere tyste nedbarberede sange, hvor korarrangementerne var det toneangivende element, hvilket var en god balance i en dynamisk sammenhæng. Der var smukke melankolske tekster, som i "Everything Will Be Alright", hvor der bliver ytret: "I don't want your sympathy / If I can't have your love", mens optimismens tilstedeværelse også var til stede: "Everything will be alright / everything will be okay". Et dejligt nummer med en utrolig smuk melodifrase i omkvædet, der egentlig også ville kunne begå sig i radioen.

"Light" havde en god fyldig klang og flotte vokalharmonier, mens intensiverende akkordbrydning byggede nummeret gevaldigt op. Det var et nummer, gruppen havde taget med fra deres "fugtige kælder i Valby", hvor de havde forberedt sættet. Herefter kom et af gruppens smukkeste numre "Sheer Desperation", der var minimalistisk bygget op med guitar-picking og rejfe-slag, mens der blev tilføjet bas og gulv-tam i nummeret opbygning. Der var også et vældig veldoseret kor til at understrege tekstens indestængte underspillede frustration.

De fem herrer var generelt meget hjemme på scenen, og formåede at etablere en god kontakt til publikum, der så ud til at nyde det meget. Slutteren "Your Time Is Wasted" stod også klart i erindringen efter koncertens ebbe, hvor de startede ultratyst med kor, mens guitar og keyboard skiftede til at være vers-akkompagnement – et vældig godt arrangement. Uh-koret resulterede til sidst i, at hårsækkende atter fik en omgang massage over den smukke afrunding.

Gruppens underspillede folk var harmonisk og smuk, hvor den indebrændte melankoli, der blandt andet bliver udvist i den smukke musikvideo til "Sheer Desperation", gerne måtte være kommet mere til udtryk i musikken, der i nogle periode kunne have tendens til at virke en kende for poleret. Et kommende album vil dog blive modtaget med kyshånd af undertegnede, for det var bestemt en koncert, der smagte af mere – meget mere.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA