x
Copenhagen Collaboration : Roskilde Festival, Arena

Copenhagen Collaboration , Roskilde Festival, Arena

Copenhagen Collaboration : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Når man står med notater til 25 numre med ti forskellige bands, der inkluderer 30 musikere og to en halvtimes koncert, så må selv normalt spidsfindige anmeldere konkludere, at det bliver en af de svære. Det var ikke mindst opgaven for denne anmelder, efter at Copenhagen Collective havde formidlet den sidste tone ud over den store Arena-scene fredag eftermiddag, som leverede musik af høj kvalitet over deres lange sæt.

Blandet musikalsk blod

Copenhagen Collaboration er et kollektiv, der består af en række Københavns fineste samling af musikere, der begår sig inden for organisk folk, alternativ rock og singer/songwriter, samt en mere elektronisk side med shoegaze, elektrorock og en mere minimalistisk elektro – derudover et par kunstnere, der befinder sig mere i en gråzone herimellem. Nogle af de mere eksponerede navne tæller bands som CODY, Sleep Party People og Alcoholic Faith Mission.

Det var et kæmpe sammensurium af kor, trommeslagere, perkussionister, stryg, blæs, keys, diverse afarter af håndspillede strenginstrumenter, et alternativt klokkespil, samples, harmonika og meget mere under koncerten. Det blev blandet på kryds og tværs igennem det lange sæt, der startede ud med Alcoholic Faith Missions "Down From Here" fra "Ask Me This" fra i fjor. En meget smuk intro, hvor korindsatserne fremkaldte kuldegysninger fra første færd.

Herefter fulgte en længere gennemgang af numre fra de respektive grupper, der blev fortolket tæt på originalerne, men oftest i nye instrumentale konstellationer og gæstevokalister til at give numrene en alternativ karakter, hvilket flere gange lykkes på en overbevisende måde.

Bred skare af højdepunkter

Der var mange musikalske højdepunkter ud over førnævnte, hvor især numre som "Alive" (Monkey Cup Dress), "Wild Fire" (The Ondt and the Gracehoper), "Comfort And Rage" (CODY), "Demons" (From Sarah), "Mareridt" (Stærosaurus), "Years&Years&Years" (Before the Show), "Astronaut" (You.You.You.) og "Chin" (Sleep Party People) stod ud af mængden, hvor de enkelte kunstnere lyste igennem.

The Ondt and the Gracehopers ironiske smådestruktive univers i "Wild Fire" tog virkelig pusten fra en, mens det dystre forløb omkring vold og sex blev formidlet af både en kvindelig og mandlig fortæller – et band det bliver spændende at høre mere til. Den dybe og atter fremragende "Comfort And Rage" blev "sunget af dem, der selv inspirerede til sangen", hvor der var nogle meget virkelig smukke kvindelige vokalpassager, samt nogle ekstremt storladne trommerundgange. "Mareridt" var en smuk sang for tre, mens perkusssion og guitar skabte en intim og meget smuk atmosfære i Arenateltet. De tre trommeslagere til nummeret "Years&Years&Years" gjorde det til et intenst powernummer. Kaninerne i Sleep Party People leverede et lydligt højdepunkt med "Chin", hvor det mekaniske beat og den afdæmpede melodi blev bygget smukt op.

Konceptet fungerede generelt rigtig godt, og en stor cadeau til Roskilde Festival for at lade de ti grupper tage teten sammen. Hvis man skal kigge lidt nøgternt på det, er der nok desværre ikke nogen af de kunstnere, der ville kunne indtage Arena på egen hånd. Derfor var det da også en meget positiv ting at give plads til denne type projekter, som man ikke oplever hver dag. En koncert, der bestemt kommer til at sætte sig i erindringen et godt stykke endnu. Fire store stjerner til en meget sympatisk gruppe musikere, der fortjener medvind, men som led under mange skift og en trækken i langdrag, der gjorde oplevelsen en kende for stakkeret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA