x
The Cult : Roskilde Festival, Orange Scene

The Cult , Roskilde Festival, Orange Scene

The Cult : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Arkivfoto

En time før kick off var køen til lokummerne til højre for scenen med sine cirka 40 personer dobbelt så lang som dem der ventede på pit-adgangen til The Cult-koncerten. For slet ikke at tale om den lange række af Jack White-interesserede, som skulle på scenen fire timer senere…

I sig selv måske ikke en målestolk, der måske kan bruges til ret meget – andet end at konstatere at Roskilde-publikummets interesse for de genopstandne 80'er-veteraner var stærkt begrænset. Men ligesom der aldrig var fare for trængsel i pitten eller uden for den store Orange Scene, var der heller aldrig fare for et koncert-minde, der vil komme med i Den Store Roskildebog.

Set ud fra gruppens seneste udspil, den vellykkede Choice Of Weapon, var den udgang på koncerten skuffende. For det album er det bedste fra The Cult i umindelige tider, og en moden gennemgang af bandets dyder: den hårde tre-akkords riff-rock, Doors-mørket, de store slingrende guitar-flader, det pumpende bund, indianer-mysticisme og Ian Astburys i vokal storform. Men fredag aften kom det aldrig rigtigt til sin ret, og mægtige, svære Orange Scene fik taget endnu en skalp.

Stærke sager fra bagkataloget som Lil' Devil, Rain og Nirvana parret med nye tunge skud som Honey From A Knife og Lucifer lagde ellers godt ud – eller sådan troede de to engelske hovedpersoner og deres amerikanske backing oppe på scenen åbenbart, at det virkede. Men mere end et par meter ud over den store scene-kant kom det ikke for alvor, og de hårde klodser og tunge beats forplantede sig ikke.

Mere tankefulde Embers prøvede med delvist held at drage folk ind, mens ellers var gruppens respons: mere af samme skuffe: Højt. Kværnende. Hurtigt – eller massivt. Med det resultat at et gammelt es som Fire Woman bare fik klap i spredt fægtning.

Vred og frustreret
Oppe på scenen mærkede Ian Astbury udviklingen: "Hvis I kan koncentrere jer om andet en jeres cellphones, skal vil I blive belønnet", lød det i en blanding af sarkasme og bøn, mens han lod frustrationen kom til udtryk i vrede grimasser og hidsig stavren rundt på scenen.

Men egentlig havde man mest indtryk af en gruppe, der ikke havde et reelt svar til rådighed over for deres publikum når højt og hårdt ikke var nok, og ikke havde det krævede ekstra gear. Indtil vi 2/3 henne i koncerten – med gamle The Phoenix – endelig fik bid med ekstra malende, kværnende klodser fra Duffys hvide Gretsch og en Ian Astbury, som kylede tamborinen han over scenen og nu kæmpede med næb og kløer for at redde aftenen hjem. Og ryet.

Dét gav respons. "Thank you, kindly" lød Astburys svar og kort efter fik Cult-klassikeren She Sells Sanctuary endda armene i vejret for første gang hos mere end de første to rækker. Men her var vi også fremme ved sidste sang inden ekstranumrene – som Astbury & co. nærmest skulle bede om den fornødne applaus til, for at gå på scenen igen.

Astbury bad endnu engang folk om at tænke på andet end "mobiltelefoner, tv og dyresex": I'm just trying to make a connection", bønfaldt han publikum om forståelse.

Og ret skal være ret: Spiritwalker og Love Removal Machine rockede igennem – og fik også tilhørere med. Lige indtil de genoptog små-snakken og smartphone-kiggeriet i samme nanosekund sidste tone var døet ud….


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA