Jack White : Roskilde Festival, Orange Scene

Jack White , Roskilde Festival, Orange Scene

Jack White : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

I en kaskade af hektiske trommer og affyrende en af sine signatur-vanvidssoloer dukker Jack White op på Orange Scene som ene hane i gården, blandt et formidabelt velspillende band af hvidklædte kvinder. Første regulære nummer er White Stripes' "Dead Leaves On The Dirty Ground", der trods en lidt mudret lyd – den rettes der hurtigt op på – kommer godt ud over scenekanten og rammer den pænt fyldte plads foran Orange.

Nummeret tager bestemt ikke skade af den større instrumentalisering og af at få rykket dogmerne lidt. "Missing Pieces" tager over, og vokalen er en smule forpustet – også her rettes der op, efterhånden som solen nedstiger over Orange Scene. Til gengæld mangler guitarspillet ikke på nogle tidspunkter noget, og White deler koncerten igennem gavmildt ud af de eminente evner på den seksstrengede. Og tanken melder sig, om han mon egentlig ikke er en bedre guitarist end sangskriver? Noget, der i så fald siger en hel del om hvor dygtig en guitarist han er, de mange fine numre, han har begået taget i betragtning.

"Sixteen Saltines" får alt hvad remmer og tøj kan holde, og generelt får solo-numrene et ekstra skud power i forhold til studie-indspilningerne. Det gør ingenting. Også "Love Interruption" får et løft, og "Hotel Yorba" sætter for alvor gang i festen og den første gang fællessang.

Ud over at klæde seancen rent visuelt spiller bandet forbilledligt og gør indtryk, og man kunne godt ønske sig en live-udgivelse på et tidspunkt, så man også fremover kunne nyde de aftryk de sætter på særligt White Stripes-numrene. White har som bekendt støvlerne plantet solidt i den amerikanske sangskrivertradition, men formår at sætte sit helt eget præg på traditionerne, og dét særlige præg får vi oplevet til fulde i aften. Og hvor er det i øvrigt befriende at en rundtur i det White'ske univers med effektiv vekslen mellem det blide og sårbare og de store hidsige rock-udladninger kan samle så mange mennesker foran Orange Scene.

Det lykkes Jack og bandet at piske en solid stemning op, og en – dog lidt rodet – version af "Steady As She Goes" vækker jubel blandt masserne. Efter det egentlige sæt er afsluttet nynner mængden riffet til "Seven Nation Army", men får i stedet den delikate popperle"My Doorbell" og episke "Caroline Drama". Efter mere "lå-lå-lå-lå" fra publikum og en bandpræsentation fra White (pedal-steel-spillersken Margrethe Björklund alias Maggie Bjorklund er fra Roskilde) kommer så endelig den store forløsning i form af "Seven Nation Army", hvor publikum flere steder helt overtager vokal- og guitararbejdet. Stemningen er helt i vejret, smilene er alle steder, og det er på alle måder en majestætisk afslutning på en storslået koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA