x
The Low Anthem: Roskilde Festival, Pavilion

The Low Anthem, Roskilde Festival, Pavilion

The Low Anthem: Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

"Der er nærmest flere bandmedlemmer end publikummer", bemærkede min sidemand. Sidst The Low Anthem var på vore breddegrader, var det ganske passende som at sidde ved et lejrbål, hvor man saligt lod sig indhylle i deres varme pastorale toner. Heldigvis blev Pavilionscenen fyldt værdigt op, kort før americanabandet entrede scenen. Gruppen har haft vokseværk fra trio til en kvinttet, og har opgraderet deres sound betydeligt. Men hvad hjælper det, når arbejdsbetingelserne er på grænsen til det skændige. For det første det uopdragne småsnakkende publikum, for det andet det evindelige bulder fra Orange Scene og endelig dagslyset, som er særdeles upassende, når meget af bandets musik er bygget op omkring det inderlige og sjælfulde. 

 Traditionerne holdes i hævd

De fleste sange var hentet fra The Low Anthems seneste udspil "Smart Flesh", som udmærker sig ved at være indspillet i en nedlagt pastasovsfabrik. Omgivelserne betyder alt, når bandet fra Providence ved Rhode Island skal forkynde deres lavmælte og stillestående americana. Bandets næste album bliver således indspillet i et gammelt forladt operahus. De intime betingelser, som bandets musik behøver var ikke til stede på nogen måde ved dagens koncert. Det afholdt dog ikke bandet fra at give en magtdemonstration i, hvordan den støvede amerikanske tradition holdes i hævd.

Op med tempoet

For det første er Ben Knox Miller en fremragende sangskriver, og for det andet består gruppen af fantastiske musikere, der forstår at læse hinanden, og hele tiden skifter instrumenter. Titelnummeret "Smart Flesh" og "To The Ghost" blev indhyllet i sagte toner fra klarinet, trompeter og ikke mindst det summende trædeorgel, som ligger foruroligende bag gruppens smukke toner. Bandets skæbnesange om frelse, fortabelse og forløsning får her en højere betydning. På "All You Hippies" og den fantastiske "Boeing 737" bliver der skruet op for tempoet. The Low Anthem træder her ud af deres vante skabelon på en tung og rockende måde, der er med til at løfte koncerten op under teltdugen.

Et udsøgt stykke af Amerika

"Ghost Woman Blues" og "Charlie Darwin" samler gruppens medlemmer om samme mikrofon, og deres samstemmige korharmonier giver sangene sjæl og patos. Igen rykker bandet rundt mellem instrumenterne. På "This Goddamn House" og Leonard Cohens "Bird On The Wire" tilføjes en klagende sav, der står vibrerende i luften på den mest afdæmpede måde. The Low Anthem leverer på en udsøgt måde et stykke af Amerika, hvor de med spænding kæler for finesserne.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA