x
Bruce Springsteen & The E Street Band : Roskilde Festival, Orange Scene

Bruce Springsteen & The E Street Band , Roskilde Festival, Orange Scene

Bruce Springsteen & The E Street Band : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Efter sigende har Bruce Springsteen været øverst på Roskilde-publikummets ønskeliste år efter år efter år. Lørdag lykkedes det så endelig at få det amerikanske rock-ikon og hans mægtige E Street Band op på Orange Scene, og det kan der kun være en konklusion på: Roskilde fik sin Bruce-fest. Godt og vel.

2 timer og 55 minutter. Et af de korteste Boss-job på den igangværende turné, hvor den længste koncert har varet næsten en time længere. Men mere end rigeligt til at understrege Springsteens suveræne format som sanger, bandleder og indpisker – og en musiker som fra først til sidst er opmærksom på sit publikum og tager det hamrende alvorligt.

Ekstrem slidstyrke – fremragende band

Den aktuelle turné beskrives fra alle lande som ekstremt vellykket, og ud over den 62-årige chefs egen ekstreme og imponerende slidstyrke, skyldes det også nutidens udvidede udgave af det 16 m/k store E Street Band som – uden at vi skal diskutere tidligere udgaver her – både virker utrolig homogent og måske endda med endnu flere farvemuligheder. Ja, der er nærmest tale om beslægtede, som forstår at følge familieoverhovedets luner. Overalt.
Lørdag var Springsteens lune først og fremmest fest lagt an på festival, og bare starten med No Surrender, Badlands og Two Hearts var hæsblæsende overbevisende, og publikums-reaktion med sigende "ååårh-det-er-fedt"-smil til hinanden og fællessang fra første omkvæd fortalte egentlig alt.

Jake budt velkommen

Berusende. Og som et dejligt billede på den igangværende turné blev afdøde Clarence Clemons' nevø Jake også i Roskilde budt varmt velkommen i den store familie, når han i Badlands gav aftenens første saxsolo: Alle de gamle rotter i bandet vendte resolut front mod den nye, og rockede ham støttende gennem dette første møde med det nye store publikum.

Så kom de nye kritiske sange fra Wrecking Ball på programmet. Og man må bare sige, at de nye numre (Springsteens bedste længe) også modtages efter fortjeneste af publikum. Specielt titelsangen med den akustiske intro, hvor tilskuerne i pitten endte med at hoppe som sindssyge og var med til at kaste nedrivningskuglen mod det system, som igen og igen snyder samfundets udsatte. "Hard times come, hard times go, hard times come, hard times go", lød det oppiskende mantra fra Springsteen med resultat i håb om bedre.

Party Time

Tung folk-rock med Death of My Hometown, My City In Ruins' soul/gospel og den jazzy-slaskede positive version af Spirit In The Night viste det mægtige bands' genre-alsidighed, og ledte frem til endnu en festperle, The E Street Shuffle, hvor landsmændene fra The Roots pludselig øgede antallet af musikere på scenen til langt over 20! Party time, folks. Party time.

Men der hvor festen også opnåede virkelig stor dybde var i bandets varme, langsomme fortolkning af Jimmy Cliffs samfunds/kærligheds-kritiske Trapped, som helt naturligt blev efterfulgt af dejlige skæbne-trodsige Because the Night, hvor Nils Lofgrens lange, flotte solo igen mindede en om alle de mange kompetencer dette store orkester indeholder.

Samtidig var det numre, hvor Bruce Springsteens format som sanger måske stod allerstærkest. Indædt. Inderlig, Nok tævet, men ikke besejret – og stadig med mod på drømmen om noget endnu bedre. Med stærkt afsmittende virkning på alle og samlet set et af de helt store højdepunkter denne aften.

Fan-begejstrer
I Waiting On A Sunny Day var de så rollen som fan-begejstrer han tog på sig – i løbeture ud ad Orange Scenes lange sikkerhedsgange i pitten og med håndtryk til masser af ellevilde tilskuere. Et par måneder fra sin 63 års fødselsdag lagde han selvironisk ikke skjul på, at al løberiet slider på "den gamle". Men ikke mere end at han et nanosekund efter havde kræfter til endnu en gang at puste liv i The River med den blødende mundharpe, og give klassikeren endnu en velfortjent runde i manegen. Stort. Og tilsammen et rent efteruddannelseskursus i såvel at styre som have respekt for sit publikum.

Så var det tid til The Rising, Out In The Streets, Land of Hope And Dreams. Altså flere af Springsteens mere voldsomme og massive sange, og skal aftenen have et kritikpunkt er det netop dette: I Roskilde var ikke specielt meget plads til de mere inderlige følelser, eller de fremragende akustiske sange (på guitar eller piano), som han ellers også er en mester i. Dertil var den store festplads tilsyneladende fór opmærksomhedskrævende.

Dog fik man små minder om det sidste i det sættets afsluttende sang, We Are Alive (som Springsteen i aftenens længste præsentation fortalte fik sin inspiration fra hans og søsterens barndomsleg på kirkegården). Her var det den lækre akustiske guitar, der startede og sluttede den herlige fortælling om historiske amerikanske arbejderstemmer fra graven.

Men straks gik det over i første ekstranummer med Born In The USA, som aldrig – gentager: aldrig – har været så voldsom og intens som på denne turné. Ingen kan være i tvivl om den virkelige mening nu. Heller ikke den mest tykhudede Reagan-klon.

Og så var resten ren og uforfalsket Festival-fest: Born To Run, Glory Days – med øm gammelmands-duet med Little Steven – osv, osv. helt frem til en La Mamba-groovet Twist And Shout som endegyldigt punktum.

"Jag alsker jær", råbte han til publikum da bandet gik af scenen, og afslørede hermed lidt mere dansk-kunnen end det rungende R-O-S-K-I-L-D-E, han koncerten igennem havde brølt af sine lungers fulde kraft (og det siger som bekendt ikke så lidt). Med lige så store tilskuerbrøl som svar.

Jo, Roskilde fik sin fest, som uden tvivl vil blive husket længe. Så må en "utaknemmelig" anmelder bare mindes et andet af de ordinære jobs på turen for at få den sjette stjerne og de sidste nuancer med.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA