Chris Minh Doky: Copenhagen Jazzfestival, Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke)

Chris Minh Doky, Copenhagen Jazzfestival, Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke)

Chris Minh Doky: Copenhagen Jazzfestival, Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke)

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den danske jazzbassist, Chris Minh Doky, fik forud for årets jazzfestival en opgave: Skriv en jazzmesse til opførelse i Københavns Domkirke.

Dét må have været en vanskelig opgave. På den ene side at skulle komponere musik til en koncert, der skulle tilgodese, at jazz som udgangspunkt er fri improvisation. Og på den anden side at skulle tilgodese, at musikken skulle integreres i en højmesse, som i sig selv er stramt komponeret, idet den indeholder faste ritualer, bønner, velsignelser o.lign.

Men Minh Doky havde med udtalt musikalitet løst opgaven. I hvert fald flød jazzens frie væsen og kirkens stramme liturgi på organisk vis sammen og blev til en fornem helhed.

Mens domprovst, Anders Gadegaard, stod som "arrangør" af det talte ord, stod Minh Doky som arrangør af musikken. Og selv om der under højmessen var skønhedsfejl i kombinationen af de to elementer, var det overordnede indtryk prisværdigt. Derfor var det også fedt, at Københavns Domkirke var fyldt til bristepunktet. Både kirkegængerne og jazzfestivalpublikummet fik således noget andet og mere med sig hjem.

Med sig på "scenen" havde Minh Doky en gruppe bestående af Palle Mikkelborg på trompet, Oscar Johansson på klaver og Jonas Johansen på trommer. Men ikke kun. Minh Dokys kvartet var stærkt flankeret, idet Maria Badstue dirigerede Vor Frue Kirkes Kantori, Hafnia Kammerorkester, solist Peter Lodahl og publikum undervejs. Med netop dét set-up formåede Gadegaard og Minh Doky med jazzmessen at åbne op for en aktiv interageren mellem musikere og præst på den ene side og publikum og kirkegængere på den anden. I en vis forstand kan man sige, at de optrædene og deres publikum blev én og samme masse.

Den rytmiske musik tilførte ydmygt højmessen en uhøjtidelighed. Og højmessen, den øgede med sin elasticitet fokus på den rytmiske musiks potentielle dybde. Derfor må man konkludere, at Minh Doky havde løst sin opgave noget nær optimalt. Han havde formået at skrive og arrangere musik, der på organisk vis bandt de to delelementer sammen til noget sammenlagt større, og som tilførte jazzfestivalen som helhed en vertikal dimension.

Når Minh Doky trods respekt for trosbekendelsen havde tilladt sig at omarrangere musikken til selvsamme var det en styrke. Når hans kvartet spillede sin helt egen musik under præsternes uddeling af nadver var det en styrke. Og når den smeltede sammen med kor, kammerorkester og publikum i en salme som Op al den ting, som Gud har gjort. Så var det en styrke.

Derfor: Lad os få mere af samme skuffe!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA