x
Lady Antebellum: Falconer Salen, København

Lady Antebellum, Falconer Salen, København

Lady Antebellum: Falconer Salen, København

Anmeldt af Trine Jørck | GAFFA

Publikum klapper fra første til sidste sekund. Lighterne tændes, armene bliver viftet, og folk synger gladeligt med. Alt sammen sker det på de rigtige tidspunkter efter tilbagevendende opfordring og instruktion fra medlemmerne i Lady Antebellum. En lang række lige-ud-ad-landevejen pop-rock-country sange bliver leveret med stort musikalsk overskud og smilende attitude fra gruppens tre frontfigurer og deres velspillende band. Publikum synes at få, hvad de er kommet efter.

På grænsen til kliché

Aftenens hovedpersoner Charles Kelly, Hillary Scott og Dave Haywood har rejst den lange vej over Atlanten fra Nashville, Tennessee til Europa og København. Efter opvarmning på Sams karaoke-bar aftenen før, synes de at være i topform. Kelly og Scott styrer som frontsangere slagets gang. Den lidt tilbagetrukne, men overlegent musikalske Haywood på guitar, banjo, flygel og kor stråler igennem på udvalgte tidspunkter.

Charles Kelly og Hillary Scott minder mest af alt om det smukke, populære kærestepar fra en af de mange High School Musical Movies, som USA har ry for at spytte ud i stribevis. I en lang række duetter erklærer de deres kærlighed, eller mangel på samme, til hinanden. Helt intimt bliver det i nummeret "Just A Kiss" fra trioens nyeste album "Own The Night", hvor de næsten lader os tro, at de... tsh… "kysser". Med et lyserødt flygel med sølv-marmorering, indstuderet koregrafi, skuespil og fællessang danser Lady Antebellum lige på grænsen til at være en klistret sukkersød suppedas af amerikanske klichéer. Med en oprigtig smittende spilleglæde, en charmerende udadvendt attitude og et fantastisk sammenspil med bandet redder de den dog på målstregen.

Ingen grund til lir

Og der er faktisk ingen grund til alt for meget sceneshow og lir, for faktisk fungerer trioen bedst når det hele brydes lidt ned. Gennem koncerten oplever vi både Lady Antebellum som et otte-mand-stort orkester med fuld skrald, pompøs og storladen rockattitude, som trio med trestemmigt kor og guitar, helt nøgent med vokal og klaver, og til sidst i en mere dynamisk og rytmisk halvakustisk version.

I sidstnævnte konstellation, som efter min mening er den bedste, bevæger Lady Antebellum sig helt over i en dejlig James Taylor-agtig, unplugged-varm, intim atmosfære. Her skinner særligt nummeret "Singing Me Home" igennem. Meget charmerende er alle otte musikere tæt samlet på den store scene. Keyboardspiller Jonathan Long har byttet tangenterne ud med diverse shakers, og trommeslager Chris Tyrrell har byttet trommerne ud med cajón. Man fornemmer her sammenspillet og energien mellem de otte musikere på en helt anden måde.

Få steder gennem koncerten må man dog sige, at det storladne pop-rock fungerer. Her kan blandt andet nævnes intro-titelnummeret "Own The Night", og i særdeleshed afslutningsnummeret og megahittet "I Need You Know". Sidstnævnte er, i aftens udgave, iklædt en noget mere spacet, dronende og tung mundering, som giver nummeret en helt anden skævhed og karakter, end den polerede version, som kan høres på diverse radiostationer verden over.

Velstruktureret koncert med få overraskelser

Koncerten med Antebellum er hele vejen igennem velstruktureret og professionelt gennemført. Der er god variation, dynamik og musikalsk overskud. Bandets besætning er veloplagte, storsmilende, og deres glæde ved at stå på scenen kan næsten ikke undgå at smitte af på folk. Men samme professionalisme gør også koncerten en smule kedelig og forudsigelig. Alle hits-kortene er eksempelvis placeret i korrekt rækkefølge. Et i starten ("We Own The Night"), et i midten ("Just A Kiss"), og selvfølgelig sluttes der af med megahittet "I Need You Now".

Men trods en del gentagelser og en lidt for forudsigelig struktur, overrasker bandet faktisk et par gange. Her gibber det helt i en muggen anmelder, og der trækkes stort på smilebåndene. Særligt kan nævnes aftenens proklamerede sidste nummer "Looking For A Good Time" (alle ved at "I Need You Now" er lige om hjørnet). Det ellers ret kedelige nummer tager pludselig en drejning og eksploderer i støvledans og countryspeed. Jonathan Long smadrer rundt på tangenterne som gjaldt det liv og død, guitarist Jason "Slim" Gambill kaster rundt med sine Willie Nelson/vikinge-fletninger, og trommeslager Chris Tyrrell flyver trommerne op i et tempo, som næsten får publikum til at hyperventilere. Det er pissefedt og meget overraskende.

Man kunne måske have ønsket sig lidt flere overraskelser, lidt mere country og lidt mindre pompøst, poleret pop-rock, men alt i alt leverede Antebellum et veltilrettelagt og professionelt show, med musikalsk og menneskeligt overskud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA