x
Rumer: Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm

Rumer, Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm

Rumer: Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

Den pakistansk opvoksede brite Sarah Joyce - med kunstnernavnet Rumer - har just aflyst en koncert i København med henvisning til "logistiske problemer", men at der nok i realiteten har været tale om svigtende billetsalg mere end antydes af, at hun her dagen efter den aflyste Vega-koncert står på scenen i Stockholm foran et siddende og talrigt publikum. 

"Seasons of My Soul" hedder sidste års debutplade, som overbeviste en del musikkøbere og anmeldere. Man kan dog også sige, at netop dén titel egentlig bare er en (lidt) mere poetisk måde formulere hvad en begavet sjæl engang har kaldt "songs in the key of Me". Altså; endnu en gang navlepillende poesibogslyrik sat i musik og skønsang. I det aktuelle tilfælde dog absolut behageligt - ja, ligefrem vederkvægende - i sin keyboardbårne cocktail af sødme og vemod.

Varm vokal

Idag leder fraseringerne i et indslag som "Thankful" tankerne i retning af Joni Mitchell - men vel at mærke en Mitchell blottet for personlig kant og indre kunstnerisk nødvendighed. Det sidste ved denne anmelder i sagens natur ikke noget om, kan du indvende - men sådan lyder det altså. Vellyden og de varme vokale kvaliteter er uomtvisteligt til stede, og ikke mindst i småjazzede passager demonstreres det, at det er dygtige musikere Rumer har med på landevejen: i al sin enkelthed bas, trommer guitar og keyboard bag den "naboens datter"-agtige frontfigur i blå kjole og løst hår.

"Nu vil jeg improvisere lidt", siger hun så og lader et par ord falde om sin aktuelle plade "Boys Don't Cry", som indeholder fortolkninger af udelukkende mandlige sangskriveres materiale fra halvfjerdserne: Neil Young, Isaac Hayes, Ritchie Havens med flere. Vi  skal have en drikkevise, får vi at vide, og oven i købet af Ronnie Lane; den gamle Small Faces-musiker som døde efter mange års sclerose i '97. Nu sker der med andre ord noget! 

Middagslur

Næh. For Rumer formår at hive dagens covernumre ned i samme stillestående og uvedkommende leje som sit eget materiale, og ligegyldigheden lurer. Ikke i leveringen, bevares, for Joyce er skam nærværende nok. Nej, det er selve udtrykket som er - lad os bare sige det lige ud - røvkedeligt. Mange blandt publikum sidder med lukkede øjne. Måske er de henførte. Måske snupper de en middaglur i solen. Deres Udsendte er tættest på det sidste.

Og det er ikke fordi, alt nødvendigvis skal være Patti Smith og politik og Marianne Faitfulls mørke skæbnefortællinger - for nu at tage et par eksempler fra i aftes. Slet ikke. Eller ikke nødvendigvis, i hvert fald. Men den gode Rumer kunne med fordel smutte ud backstage og få et par råd fra Emmylou Harris - en ekspert i coverversioner - om hvordan man kombinerer vellyd med et vedkommende og interessant udtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA