x
Buffy Sainte-Marie: Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm

Buffy Sainte-Marie, Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm

Buffy Sainte-Marie: Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

Der skal nok være mere en éen blandt vore læsere, som ikke er bekendt med navnet Buffy Sainte-Marie. Men tag ikke fejl: hendes sange er blevet fortolket af folk som Janis Joplin, Barbra Streisand og Elvis Presley (ja, fandeme!), og sangen "Up Where We Belong" indbragte hende en Grammy, da Joe Cocker og Jennifer Warnes indspillede den til filmen "An Officer & a Gentleman".

Og så er hun iøvrigt canadisk Cree-indianer, og netop dén identitet med de politiske implikationer det nu har, har været definerende for kunstneren og sangskriveren Sainte-Marie: titler som "Bury My Heart at Wounded Knee" og "Soldier Blue" taler for sig selv. Begge er naturligvis inkluderet, da Buffy og hendes tre unge backingmusikere træder op i hvad der skal vise sig at blive en gennemført sympatisk, men desværre også en smule ujævn koncert.

Grådige hunde

For første gang på festivalen oplever Denne Signatur rod med lyden: da Buffy indleder med "Pine Wood Hills" efterfulgt af den ellers stærke "Cho Cho Fire" fra comebackpladen "Running for the Drum" (2008), er vokalen alt for lav, og i sidstnævnte drukner den karakteristiske stemme næsten i bulder og brag. "Cripple Creek" introducerer mouthbow'en  ("et instrument som er blevet fundet over hele verden blandt såkaldt primitive kulturer - ja, det er så os", som hun siger), inden vi allerede som fjerde nummer får netop storhittet "Up Where We Belong".

Det er stadig en god sang - men at kalde leveringen uafrysteligt intens ville være en mild overdrivelse. Så er der faktisk mere på spil i "No No Keshagesh", som handler om "miljømæssig grådighed" og er et eksempel på den mellemting mellem talking blues og regulær rap, som Buffy siden udfolder igen i en stærk levering af "Working for the Government". Keshagesh, forklarer Buffy, var en hund hjemme i reservatet, som altid spiste sin egen mad hurtigt og derefter ville have de andres.

Her bliver den et billede på det moderne menneskes udnyttelse af naturen: "It's about uranium / It's about the water rights", som det hedder i teksten. Her brænder hun klart igennem, men der er også stunder, hvor der er noget underligt ufokuseret over seancen, selvom hun stadig synger forrygende og sættet er fremragende sammensat.

"Universal Soldier", i øvrigt nyligt genindspillet af svenske First Aid Kit, følger i en levering som er fuldstændig tro mod den knap halvtreds år gamle original. Om det nødvendigvis er en fordel kan dog diskuteres: selvom hovedpersonen har ret i at teksten "desværre stadig giver mening" undgår leveringen ikke et vist anakronistisk præg.

Folkemord og stammedans 

Selvom Buffy er glad, næsten sprudlende veloplagt, er det ikke overraskende en meget politisk, ja moralsk (ikke moraliserende) koncert. "Se på de helte, vi giver vores sønner...James Bond, lejemordere. Og se på aviskioskerne: seriemordere og krig. Vi kan gøre det bedre end det", som hun siger et andet sted.

Og naturligvis får vi hendes måske allerstærkeste sang, som "var et hit i Sverige, men helt ubemærket i USA...jeg lavede den til en film". "Soldier Blue" er stadig mesterlig, om end ikke helt så fejende flot og gåsehudsfremkaldende i dag som i originalversionen. Marchtrommerne giver mening i sammenhængen; den næsten heavy-agtige guitar måske i mindre grad.

Den stærkt behjertede, men musikalsk ikke hundrede procent forløste seance afsluttes endeligt med en flot "Bury My Heart at Wounded Knee" - lokaliteten, hvor det 7. kavaleri i 1890 massakrerede kvinder, børn og gamle som hævn for slaget ved Little Big Horn seksten år tidligere, hvor berygtede general Custer blev dræbt. Det hele munder ud i at trommeslageren - alle tre bandmedlemmer er indianere fra Manitoba, Canada - opfører en stammedans på scenen og Buffy aktualiserer det hele ved at råbe "støt Samerne!", inden hun forlader scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA