Bryan Adams : Smukfest, Bøgescenerne, Skanderborg

Bryan Adams , Smukfest, Bøgescenerne, Skanderborg

Bryan Adams : Smukfest, Bøgescenerne, Skanderborg

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Give the people what they want," er Smukfests motto. Festivalen kunne næppe finde på at programsætte et navn som den humørsvingende, eksperimenterende og inderlige countryrocker Ryan Adams – men næsten-navnebror Bryan Adams, det ved man, hvad er. Festlig, folkelig, fornøjelig og fordøjelig poprock med tilpas meget spade til, at man kan kalde det rock, men samtidig sjældent med mere end et minut til det næste superiørefaldende omkvæd. Og let forståelige og syng-med-venlige tekster om hjerte, smerte, om at holde vilde fester, om barndommens første guitar og om at være evig teenager.

Alt dette skal ikke forstås som noget negativt. Publikum på Smukfest vil have fest, og Bryan Adams er manden, der kan levere den. Og han gør det godt. Med sig selv på sang og rytmeguitar og et yderst kompetent band med den klassiske rockbesætning lead-guitar, bas, trommer og keyboard sørgede Bryan Adams for effektiv power-poprock med skiftevis inciterende up-tempo-numre og romantiske ballader – og den gode melodi i fokus hele vejen. Tilmed med glimrende lyd og Adams' karakteristiske, let hæse røst i front. I bandet gjorde ikke mindst lead-guitarist Keith Scott en god figur med sine saftige soloer, der hverken fyldte for lidt eller for meget i det musikalske landskab.

Bryan Adams har ikke udgivet et nyt album siden 2008, så det var bagkataloget, der var i fokus, og til et festivaljob havde Adams sørget for at proppe sætlisten med hits. Det betød, at sangene primært stammede fra 80'erne og 90'erne, og nyeste sang, "Here I Am", var fra 2002. Dette siger også lidt om, at Bryan Adams synes at have toppet kommercielt og nu lukrerer på fortidens storhed. Men på den anden sidste kredser flere af hans største hits, såsom "Summer of '69" og "18 'Til I Die", uhæmmet om nostalgi, så det passer måske meget godt. Musikalsk har han heller ikke udviklet sig meget de sidste mange år – måske ikke, siden han var 18.

Hits og crowdpleaser-tricks

Adams lagde ud med "House Arrest" fra det storhittende 1991-album "Waking Up The Neighbours", og så gik det slag i slag med hit på hit. Vi fik effektive rocksange som "Somebody", "Can't Stop This Thing We Started", "18 'Til I Die", "Summer of '69" og "Cuts Like A Knife" og følsomme ballader som "I'm Ready", "Back To You", "(Everything I Do) I Do It For You" og, til sidst med Adams alene på scenen med akustisk guitar, "Straight From The Heart" og "All For Love".

Undervejs gjorde Adams brug af stort set samtlige crowdpleaser-tricks som at opfordre til fællessang og -klap (og publikum fulgte straks trop, ikke mindst på "Summer of '69", "(Everything I Do) I Do It For You" og "Run To You"), sige "tusind tak" på dansk (han har også haft privatlærer til dette i perioden 1990-2002), sige sit navn med meget dansk udtale, opfordre folk til at lyse med deres mobiltelefoner og hive en pige op på scenen til at synge duet med ham i "When You're Gone."

Pigen blev udvalgt efter en publikumsafstemning blandt flere mulige emner og viste sig at hedde Katrine, komme fra Aalborg og studere international kommunikation, hvilket – som Bryan Adams konstaterede – nok var meget passende ved denne lejlighed. Katrine slap hæderligt fra sangopgaven uden synlige spor af nervøsitet og fik som tak T-shirts til hende og veninderne. Det var i øvrigt også sådan, Adams mødte førnævnte dansktalende privatlærer, så pas på, Katrine.

Stor kunst var det ikke, men festligt, folkeligt, fornøjeligt og fordøjeligt var det i ordets bedste forstand, og med et stort og entusiastisk publikum i den smukke bøgeskov og en flot sensommerhimmel til at holde sammen på det hele var Bryan Adams et velvalgt og udmærket hovednavn til årets første egentlige festivalaften i Skanderborg. Så er vi i gang!

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA