ASAP Rocky: Øyafestivalen, Oslo

ASAP Rocky, Øyafestivalen, Oslo

ASAP Rocky: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Nikolaj Jonas Blegvad | GAFFA

A$AP Rocky, sortklædt og pumpet fuld af energi, attitude og festhumør. "I'm not gonna perform. I'm gonna party!", råbte han. Allerede under andet nummer var det ikke nok for ham at stå hævet over publikum på scenen. Det var tydeligt at se, at han ville mere. Han gik frem og kastede sig ud i et vildt stagedive og landede i skoven af arme, der allerede fra første sekund havde været løftet højt i vejret.

Ikke et eneste øjeblik stod han stille på scenen. Til dj'ens pumpende beats og mange samples sprang den kun 25 år gamle eastcoast-rapper rundt konstant og stoppede kun op få gange for at tørre sveden af ansigtet med de hvide og sorte håndklæder, der var lagt frem. "This is a new world. There ain't no such thing as black, white and yellow no more. We're people!". Med dette statement og sine mange og gentagne opfordringer til at "get them hands up!" havde den unge A$AP erobret Sjøsiden-scenen og alle fremmødte folk fuldstændigt. Undervejs i koncerten kom der flere og flere til, og der blev i den grad skabt et inferno af en fest.

Hele vejen fra New York Citys Harlem kom han for at levere varen. Det var med vilde fagter, råstyrke og flere smil på de lynhurtige og rappende læber, at han hamrede sig igennem de mange tracks, han smed ud til folk foran. "Do you like purple weed?! How many of you have purple weed right now?". Alle hænder kom i luften som svar på spørgsmålet, der lagde op til sangen "Purple Swag". Et nummer der i øvrigt var med til at give Harlem-rapperen en pladekontrakt med Sony, RCA Records og Polo Grounds Music.

Når der skabes en hiphop-koncert af en kaliber som denne med A$AP Rocky, så er det en helt unik koncertoplevelse. Det lykkedes ham at skabe nøjagtig den fest, som han hele tiden lagde op til. På stort alle numre var der mange blandt publikum, der sang/rappede med på de helt igennem rå tekster. Da han afslutningsvis lagde ud med single- og YouTube-hittet "Peso", var der tale om en afslutning med manér. "Gun cock, gun shot, gonna lick a boy". Det blev en koncertafslutning med fællessang i god gangsta style.

A$AP Rocky, med det borgerlige navn Rakim Mayers, er et lovende talent. Han er medlem af hiphop-kollektivet A$AP Mob og har siden sin udgivelse af mixtapet LiveLoveA$AP i 2011 allerede skabt sig en karriere og et navn, der er nået ud til rigtig mange. Det bliver spændende at høre hans kommende og første studiealbum LongLiveA$AP, der udkommer i september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA