x
Unearth: Posten, Odense

Unearth, Posten, Odense

Unearth: Posten, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Vi er i Odense på en torsdag aften, lille-fredag. Jeg ser folk med fadøl i hænderne. Det første opvarmningsband hedder The New Low og kommer fra Odense. Der er vist ingen tvivl om, at guitaristen er stjernen i det band. Som den eneste virker han totalt ovenpå. Men lyden er bare ikke med bandet. Sangeren har to toner i livet, og bassisten + trommeslager - ja, de lægger bare ikke rigtigt fra land. ***

Opvarmningsband #2 hedder Pay No Respect og kommer fra England. Vi er igen ude i noget metal-core med hårdtslående smask på samtlige instrumenter. Lyden er væsentligt bedre end band #1, og de er bare et nøk bedre på samtlige punkter. Attituden og dynamikken er lige i skabet. ****

Ujord
Det er nu to timer siden at første opvarmningsband gik på, og klokken har lige passeret 22. Unearths fem medlemmer spiller endnu mere dynamisk end Pay No Respect, og selvom lyden er på stort set samme niveau, så skal der alligevel justeres lidt i starten. Det føles en smule højere.

De omkring 100 publikumer bliver snart vidne til imponerende guitar-soli-harmonier mellem de to yderst kompetence strengespillere. Gutten på den ene fløj giver dem som ægte teknisk nørd; hans fingre danser hen over strengene med et insekts præcise gentagelse, mens den anden guitarist udfører sin imitation af Dave Navarro, komplet med sort wifebeater og halsbånd.

Helterock i luftballon
Hold fast, hvor er de dygtige. De to guitarister er skoldhede. Trommeslageren opfører sig som om han er i Lalandia. Det hele er let og en leg for ham. Bassisten er ikke bare bassist, nej – han driver melodierne fremad og giver vokal oveni. Og forsangeren er det absolutte fokus. Hans brølen har alles opmærksomhed. En lille gruppe helt oppe foran leger slå-og-sparke-leg. Den ældste publikum i lokalet stagediver og lander på maven.

Hvad er det her? Helterock møder Meshuggah møder alverdens klassiske rockbands... Unearth knapper en Odense Classic op, kigger skeptisk på den og konstaterer at den indeholder træstykker eller savsmuld. Men de griner bare.

Jeg kigger ned ad mig selv og opdager, at jeg vist nok er den eneste, som ikke har nogen synlige tatoveringer. Nå, i det mindste er det ikke DM i skovmandsskjorte. Hvad er der i vejen med os?

23:10 springer vi på et enkelt encore, og 10 minutter senere er showet overstået. Bandet siger godaften og farvel, og folk stimler mod udgangen. Jeg står delvist paralyseret tilbage. Som anmelder er jeg igen ramt af følelsen af at fire stjerner er for lidt, mens fem stjerner let kan blive i overkanten. I dette tilfælde vil jeg trække ned til fire, fordi den samlede oplevelse med The New Low var en lidt for blandet landhandel.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA