Diverse kunstnere: Tønder Festival 2012, Kulturhuset

Diverse kunstnere, Tønder Festival 2012, Kulturhuset

Diverse kunstnere: Tønder Festival 2012, Kulturhuset

Anmeldt af Sten Kloppenborg | GAFFA

Arkivfoto

Den første aften på Tønder Festival er en tradition som mange glæder sig til hvert år; begivenheden er tænkt som en hyldest til det håndværk, det er at stille sig op foran et publikum, relativt uforberedt og lade situationen og stemningen bestemme hvad der sker.

Det er Niels Hausgaard, der har være den gennemgående figur igennem alle årene og han inviterer så sine gamle venner og nyere bekendtskaber med på scenen i en hyldest til håndværket og øjeblikket. I år var det Hausgaard og Olsen der repræsenterede erfaringen og Mette Kirkegaard og Huxi Bach, der var de nye indslag.

Kvartteten havde til lejligheden komponeret en sang, hvor de på skift præsenterede hinanden. Den blev, tro imod konceptet, afleveret meget løst, og det virker sandsynligt at det var første gang, de spillede den og hørte hinandens tekstbidder. Det var en festlig åbning på en aften der derefter, noget overaskende, var ret stramt struktureret i en afgrænset afdeling til hver kunstner.

Mette Kirkegaard (***)

Kirkegaard havde fået æren af at være den første på scenen; hun præsenterede sig selv som en troubadour, der komponerer i mol og var dermed den eneste af de 4, der ikke har humoren med i sit tekstunivers eller sine introduktioner til numrene. Hun spillede tre af sine egne numre, der ikke gjorde det store indtryk på mig.

Stilen kan vel beskrives som Pia Raug i en mere feminin udgave. Stemmen er smuk og indtrængende, men lyrikken og kompositionerne hæver sig ikke meget over håndværkerniveau. Imens hun spillede sad de tre andre som det, Allan Olsen tidligere har beskrevet som "tre pelargonier i en vindueskarm" til skue på tre stole bagest på scenen.

Huxi Bach (***)

Niels Hausgaard introducerede Huxi, som han har lært at kende på gangene i DR. Hausgaard havde bedt Huxi om at "jag' til at skrive et par sange" og komme til Tønder. Det var præcis hvad Huxi havde gjort. Med udgangspunkt i sit komiske talent og sine politiske interesser havde han komponeret to sange. Den ene med udgangspunkt i det uudtømmelige emne Villy Søvndal og det andet som en vuggevise til Joachim B. Olsen.

Med udgangspunkt i det gamle SF-slogan "Det kunne være så godt" havde han skrevet en sang hvor rimet "det er det bare not" var gennemgående. Desværre kunne han ikke dy sig for at kaste røgslør ud over sine egne holdninger ved til sidst at konkludere, at det da ville være værre, hvis Søren Pind blev statsminister. Jeg havde en del gode grin under Huxis optræden og linjer som "kram dine kugler og sov sødt" i Joachims vuggevise gik rent ind hos publikum.

Allan Olsen (*****)

Den kunstneriske barre blev hævet et par takker, da Allan Olsen meget koncentreret og tændt gik på scenen og lagde ud med en sang der formentlig bærer titlen "Lille Ørred". Fra min plads på forreste række kunne jeg virkelig se en musiker der gjorde sig umage på sit instrument. Det er tydeligt at Olsen forsøger at skubbe til egne grænser for, hvad han kan med sin stemme og sit instrument.

Han er en meget alvorlig mand at se på, men der kommer den ene knastørre bemærkning efter den anden der får latterbrøl til at rejse sig fra salen. Det er hele tiden musikken og teksterne der er i centrum. Senest er Olsen begyndt at udfordre sig selv ned at skrive på vendelbomål.

Han må dog erkende at det kan være vanskeligt at skrive en moderne sang på en uddøende dialekt og der må derfor opfindes ord hen ad vejen. Det gik meget fint i sangen der handlede om, hvor ærgerligt det er at dø når man lige har fyldt fryseren. Det er længe siden jeg har hørt Olsen live sidst, men der er imponerende hvor højt niveau han stadig formår at opretholde.

Niels Hausgaard (****)

Aftenen sluttede af med aftenens nestor og vores alle sammens dårlige samvittighed Niels Hausgaard. Han besidder en fantastisk ro og autoritet på scenen, hvorfra han rister familien Danmark via det opdigtede persongalleri, han efterhånden har fået etableret så sikkert i den danske folkesjæl, at de burde have et personnummer.

Hausgaard behandlede ud over Kurit og broderen mænds cykelbeklædning, døden og meget andet i sine monologer fra scenen. Det hele var til stor jubel fra salen, men musikeren spiller desværre ikke den store rolle i Hausgaards optræden længere, og han virker også en anelse doven og uinteresseret over for sin guitar. Han havde heldigvis inviteret dejlige Signe Svendsen med på scenen i nummeret om den uddøde Gaiafugl, der blev det musikalske højdepunkt.

Det sjoveste var afgjort den sidste sang, der var en hyldest til de normale, med det fængende omkvæd: "Nævn bare en der er mere normal, end Søren Espersen og Thuelsen Dahl" og udviklede sig til en fællessang. Aftenen sluttede af med at hele kvatetten igen var samlet på scenen til en afslutningssang der var bygget over Hausgaards oversættelse af den gamle traditional "Goodnight Irene".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA