x
The Deep Dark Woods: Tønder Festival 2012, Telt 1

The Deep Dark Woods, Tønder Festival 2012, Telt 1

The Deep Dark Woods: Tønder Festival 2012, Telt 1

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I lyset af sidste års eminente album "The Place I Left Behind" er der grundlag for høje forventninger til den canadiske kvintet The Deep Dark Woods, og fremmødet fredag aften er da også massivt. Undervejs siver adskillige videre - mest synd for dem, for det er en fornem koncert som udfolder sig i det store telt.

Saskatoon-makkerne har opereret under det inciterende bandnavn siden 2005 og udgivet fire album, og derfor er det da heller ikke underligt, at det efterhånden ikke helt nye, seneste udspil langtfra dominerer sætlisten. Det er dog også en smule ærgerligt, for det betyder at vi snydes for glimrende sange som "Mary's Gone", "Virginia" og ikke mindst "Banks of the Leopold Canal".

Til gengæld får vi så en opvisning i fornemt musikerskab og stilsikker forvaltning af en stolt tradition: Crazy Horse og The Band er oplagte forbilleder for sanger/sangskriver/guitarist Ryan Boldt og kompagni. "I'm a sad and lonesome rambler, the money's almost spent / thinking about my baby, forgot to pay the rent"....tja, så ved man ligesom hvad klokken er slået og at der skal ikke så lidt personlighed og sangskrivningstæft til for ikke at komme til at fremstå som en åndløs anakronisme. 

The Deep Dark Woods har heldigvis begge dele, foruden en central kapacitet i skikkelse af Boldts på en gang malmfulde og følsomme røst.

Uprætentiøst og stilsikkert

Med scenen badet i blåt lys og episke kvaliteter der sender tankerne i retning af en Springsteen, står "River in the Pines" som aftenens første højepunkt, idet den samtidig understreger et væsentligt karakteristikum ved gruppens udtryk: det handler helt og holdent om musikken, og der arbejdes i et meget introspektivt modus, selvom gruppen kommer fint ud over scenekanten, og Boldt med sin mørke stemme mumler nogle bemærkninger om at det er godt at være i Danmark for første gang, og at vi nu skal høre en helt ny sang og "lad os da håbe, vi klarer den".

Og det gør de skam - ikke bare i den nye sang, men i det hele taget; udtrykket er konsistent og stilsikkert, og samspillet mellem de to guitarister næsten lige så eminent som det grædende spøgelsesorgel som indtager en velkommen plads langt fremme i lydbilledet.

Bandets måske allerstørste force ligger i de længere, instrumentale og let syrede forløb som gruppen lykkeligvis lader adskillige numre udvikle sig til i bedste Crazy Horse-stil. Tekstuniverset tager hovedspring direkte ned i genrens klichéer. Men fordi bandets tilgang er så uprætentiøs og talentet så åbenbart, slipper de faktisk fint af sted med det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA