Steffen Brandt og Thomas Helmig : Rådhushallen, Aarhus

Steffen Brandt og Thomas Helmig , Rådhushallen, Aarhus

Steffen Brandt og Thomas Helmig : Rådhushallen, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Årets tema for Aarhus Festuge er "Big – Size matters". Hvad musikprogrammet angår, er det nu ikke særlig big i år, i hvert fald ikke hvis man tænker i salgstal og danske og internationale topnavne. Den største event inden for den rytmiske musik var nok torsdag aftens såkaldt uofficielle åbningskoncert i Rådhushallen, hvor de to lokale koryfæer Steffen Brandt og Thomas Helmig gav deres første og – bortset fra ekstrakoncerterne – indtil videre eneste fælleskoncert, som de også har sagt bliver en "once in a lifetime"-oplevelse.

Idéen med at sætte de to sammen er oplagt, i og med at de begge er markante og temmelig forskellige sangere og sangskrivere fra Aarhus og har haft stor lokal og national gennemslagskraft gennem henholdsvis tre og to et halvt årti. Steffen Brandt med både ironiske samfundskommentarer og dybfølte kærlighedssange i TV-2 og Thomas Helmig som den store besynger af hjerte og smerte. Og de har altså aldrig tidligere optrådt sammen, og også kun arbejdet sammen ganske kort, på TV-2-albummet "Vi Bli'r Alligevel Aldrig Voksne" fra 1990, hvor Helmig producerede og sang kor på "Jeg Vil Ha' Dig".

Forud for koncerten var forventningerne høje, og eksempelvis DR1's 21 Søndag lavede et længere indslag, hvor undertegnede i øvrigt var indkaldt som repræsentant for anmelderstaben, og jeg var da også spændt og lidt nervøs. For kunne disse nationalskjalde udfordre hinanden og publikum og bringe os alle et nyt sted hen, som gerne skulle være større end summen af de enkelte dele? Eller ville det bare være to solokoncerter med den anden på kor og guitar? Og så havde de lovet nyskrevne numre, men hvad skulle vi ellers høre? Fortolkninger af hinanden, og så nogle covernumre? Formodentlig Dylan, for både Brandt og Helmig har gentagne gange erklæret deres kærlighed til Onkel Bob både på plade, live og i interviews. Men ellers?

"Med os bliver det ikke større"

Brandt og Helmig indtog scenen med hver deres akustiske guitar til stor jubel i den udsolgte sal, Brandt i vanligt sort jakkesæt med hvid skjorte og Helmig i blomstret skjorte, læderbukser og hvidt pandebånd. Og ja, vi fik noget Dylan, for åbningsnummeret var "Drømmen Om Johanna", Brandts vellykkede fordanskning af "Visions of Johanna" fra 2009-albummet "Baby Blue", her i en fin duet med skiftende leadvokalist i hvert af de mange vers. Mod slutningen af sangen kom resten af bandet på scenen – Palle Hjorth på orgel og keyboard, Rune Harder Olesen på slagtøj og dæmpede trommer og Gustaf Ljunggren på mando-guitar, og de faldt ind med stemningsfuld backing.

Publikum klappede begejstret, og Steffen Brandt konstaterede med selvironi i stemmen, at "med os bliver det ikke større". Herefter fulgte TV-2's "Randers Station" i duet mellem Brandt og Helmig og heftigt orgelspil fra Palle Hjorth. Helmigs i denne sammenhæng ret dybe vokal virkede dog ikke til at have fundet sin helt rette plads i sangen, og nummeret var et mindre antiklimaks. Langt bedre blev det i TV-2's "Bliv Hos Mig, Bliv" i en afdæmpet, blueset version med Brandt på leadvokal, Helmig på solidt (og højere) kor og wah-wah-guitarsolo og sej lap-steel-guitar fra Gustaf Ljunggren. Herligt at høre denne fine TV-2-sang, som ellers sjældent bliver luftet live. Nummeret blev fulgt op af nogle underfundige Brandt-bemærkninger om Aarhus' status som kulturby i 2017 ("fra nu af er svaret på alt: '2017'"), og latteren spredte sig i Rådhushallen.

Steffen Brandt fortsætte i leadvokalistrollen i en personlig, countrypåvirket og vellykket fortolkning af Helmigs "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af", her betitlet "Nu Hvor Jeg Har Brændt (Brandt?) Dig Af" med omskrevet tekst, hvor det nu er hovedpersonen, der er den, der er gået – og tilmed har bondeanger. Helmig spillede nummerets oprindelige guitarriff på mundharpe, og stemningen var god både på scenen i og salen.

Herpå var det tid til aftenens første nye nummer, en hyldest til et tredje musikalsk Aarhus-ikon, afdøde Flemming Bamse Jørgensen. Sangen rummede citater fra "I En Lille Båd Der Gynger", men var ellers en hurtig, halvdyster sag med spændingsfyldte akkorder, støjende guitar og Brandt og Helmig i tæt kormæssigt parløb hele vejen. En stærk sang og et af aftenens højdepunkter. Bamse kan helt sikkert være stolt af den i sin himmel – ifølge Brandt måske med sin billedbog – og behøver ikke tænke "Så hellere Stig Rossen", som Brandt ellers formulerede det med et latterbrøl fra salen som svar.

Samfundskritik og blues

Efter denne mindre tour de force fulgte Dylan-numrene "Pigen Fra Det Høje Nord" og "Absolute Sweet Marie", to fordanskninger fra Brandts "Baby Blue"-album, fremført som fine duetter, om end versionerne ikke adskilte sig voldsomt fra dem, man finder på førnævnte album, bortset fra Helmigs soulfulde vokaler.

"En Lille Krigsførende Nation" var aftenens næste nye sang, hvor den skarpe, samfundskommenterende tekst om Danmarks krigsdeltagelse i det nye årtusinde stod i effektiv kontrast til det afdæmpede, lounge-jazzede akkompagnement. Steffen Brandt var i den vokale front og har formodentlig også stået for det meste af teksten. Endnu et højdepunkt.

"One More Minute"/"Ind Til Dig Igen" var næste sang, skrevet af, med Helmigs ord, "en af sangskrivernes konger", nemlig Lars Muhl, der i øvrigt også er aarhusianer. Nummeret blev sunget som duet med første vers og omkvæd på engelsk ved Helmig, inden Brandt faldt ind med sin egen tekst til den danske version, som er bedst kendt med Lis Sørensen. Stadig en smuk sang, som har givet Muhl velfortjent smør på brødet i mange år.

"Festen" var et nyskrevet, smågroovy og udmærket nummer med Helmig i front, Brandt på kor og inciterende slagtøj af Rune Harder Olesen. Det blev fulgt op af "Lemanden", en solid blues om selveste døden skrevet af Helmig med Brandt på opfordring af sidstnævnte, der havde sagt til Helmig, at "du er jo bluessanger". Og ja, det er der noget, der tyder på. Det var i øvrigt en fornøjelse at opleve organist Palle Hjorth hoppe rundt bag orglet og hamre ned i tangenterne med åben mund og et fraværende blik – manden var helt væk i musikken, og det var en fryd både at se og høre på.

Steffen Brandt var i forgrunden på nok en ny sang, den vuggende ballade "Aarhus By Night", en flot hjemstavnssang med diskrete tekstmæssige referencer til blandt andet Gnags' "Slingrer Ned Ad Vestergade" og Anne Linnet & Marquis de Sades "Glor På Vinduer". En sang, som Aarhus godt kan være bekendt, og som man gerne vil høre igen.

Blus på lanternen

"Det Meste Af Tiden" var koncertens fjerde Dylan-nummer, og selvom også dette blev fremført smukt, og det er en meget flot sang (også på dansk), greb jeg mig i at tænke, at nu måtte vi da snart have hørt nok til hr. Zimmerman for i aften – der skulle jo ikke gå rent jam-band i den. Ikke mindst fordi Helmig her ikke sang, men nøjedes med at spille stemningsfuldt Rhodes, så versionen med Brandt alene på vokal lige bortset fra Rhodes'et mindede meget om den, man finder på Brandts føromtalte "Baby Blue"-album. Dylan-kvoten skulle da også vise sig at være opbrugt nu.

Anderledes var til gengæld Helmigs "Stupid Man", der blev indledt med et fint fordansket vers af Brandt. Jeg sad og var spændt på, hvordan han ville klære omkvædet, men øv – så kom Helmig ind og gav os det omkvæd, vi kender. Spændende opbygning, skuffende klimaks.

Heldigvis kompenserede Helmig med en tæt på gåsehudsfremkaldende "Lanternen", TV-2's klassiske hit i en helt nedbarberet og dybt melankolsk gospel-, soul- og bluespåvirket balladeform med en fremragende, sjælfuld vokalpræstation fra Helmig. Brandts vokal ville passe dårligt ind her, og han holdt sig derfor fornuftigt nok til at spille guitar. Stærkt!

Oven på denne kraftpræstation sagde de musikalske Aarhus-ambassadører tak for i aften med en hyldest til "det andet store gamle Aarhus-band, som Helmig kom i mesterlære hos som ung", nemlig Gnags og deres forårsglade "Under Bøgen", som atter fik klapsalverne frem i Arne Jacobsen og Erik Møllers kulturkanoniserede rådhussal.

Den sidste akkord udløste straks stående ovationer, og Brandt og Helmig måtte derfor tilbage og gav os som ekstranummer endnu en fortolkning af et legendarisk Aarhus-band, nemlig Kliché og deres "Masselinjen" – den, hvor den samlede tekst, skrevet af formand Mao, lyder: "Folket og kun folket / er drivkraften / i skabelsen af verdenshistorie", som så gentages igen og igen og igen i næsten ti minutter uden andre variationer end lidt nynneri undervejs. Her fik Brandt & Helmig hjælp fra Egå Gymnasiums kor, alle iklædt symboltungt Kansastøj, og således blev både det arbejdende folk og Lars H.U.G.'s gamle band hyldet på behørig vis.

Overvejende en succes

Steffen Brandt og Thomas Helmigs første musikalske møde var overvejende en succes. Især var de nyskrevne sange en positiv oplevelse, og generelt var de fælles versioner af ophavsmændenes respektive numre vellykkede. Især når de blev bragt et nyt sted hen, som tilfældet var med navnlig den omvendte "Nu Hvor Jeg Har Brændt Dig Af" og den gospelorienterede "Lanternen". Fint var det også, at Brandt og Helmig i deres covernumre, lige bortset fra Dylan, valgte at hylde lutter Aarhus-navne, og det på udmærket vis.

Dylan-numrene var aftenens mest forudsigelige indslag, i hvert fald hvis man kender Brandts "Baby Blue"-album, men vellykkede gendigtninger af stærke sange skal man naturligvis ikke kimse ad. De mange underholdende kommentarer fra scenen var med til at understrege indtrykket af to veloplagte hovedpersoner, og således blev Aarhus Festuge uofficielt åbnet på absolut festlig vis. Brandt og Helmig skal være så hjertelig velkomne til at fortsætte samarbejdet, også når det er blevet hverdag igen.

 

Se en filmoptagelse fra koncerten her. Filmen er produceret af Aarhus Festuge.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA