x
Lisa Hannigan + The DeSoto Caucus feat. B. Lopez og E. Torrini : VoxHall, Aarhus

Lisa Hannigan + The DeSoto Caucus feat. B. Lopez og E. Torrini , VoxHall, Aarhus

Lisa Hannigan + The DeSoto Caucus feat. B. Lopez og E. Torrini : VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den delvis aarhusianske gruppe The DeSoto Caucus har siden 2009 været en slags uofficielt husorkester i Aarhus Festuge, hvor de hvert år har spillet sammen med en række danske og internationale gæstesolister, indkaldt til lejligheden – fra C.V. Jørgensen over Agnes Obel til Mark Lanegan. I år havde bandet fundet sammen med amerikanske Brian Lopez og islandsk-italienske Emiliana Torrini. Først skulle vi dog lige høre irske Lisa Hannigan, som stillede op med sit eget band.

Lisa Hannigan *****

Den irske sangerinde og sangskriver indtog scenen alene med sin akustiske og lagde ud med balladen "Little Bird". Hannigan, der har udgivet to album i henholdvis 2008 og 2011, er ikke specielt kendt på disse kanter, men havde ingen problemer med at skabe lydhørhed i den trekvart fyldte sal. Hun har da også en utrolig smuk stemme, som spænder fra det næsten hviskende, antydningsvise og let hæse i det dybere leje til smukke ture i op i det høje register, hvor hun kvidrer som en fugl, og med det helt rette blandningsforhold – dog ofte tilbageholdt i versene og mere kraftfuldt i omkvædene.

Lisa Hannigan er derudover en gedigen sangskriver, og "Little Bird", der blev fremført med nænsomt fingerspillet guitar, fik fortjent heftige klapsalver. Herefter kom hele Hannigans fem mand store band på scenen – akustisk guitar, kontrabas, trommer, keyboard og trompet – og gruppen fortsatte med "Passenger", nu med Hannigan på fingerspillet mandolin, hvilket betød yderligere nuancer på Hannigans i forvejen farverige palet.

I næste sang, "An Ocean And A Rock", akkompagnede Lisa Hannigan sig selv på et pumpeorgel, ligesom guitaristen skiftede til el-guitar, mens keyboardspilleren til gengæld tog en akustisk guitar frem, og trompetisten skiftede til xylofon. Der var med andre ord masser af musikalske detaljer at fortabe sig i, og alle musikere på scenen var fremragende instrumentalister og spillede glimrende sammen. Senere viste flere af dem sig som habile korsangere, ligesom guitaristen John Smith med sin flotte falsetstemme var en fornem duetpartner i "O Sleep".

Efter tre mere afdæmpede sange lagde Hannigan og band kræfterne i med "Venn Diagram", der sluttede i et crescendo-klimaks, og senere kom der mere fart over feltet i "I Don't Know" og "Knots", sidstnævnte med Hannigan på ukulele foran et mere løssluppent og legesygt band, der dog stadig viste præcis, hvad de gjorde.

Oven i alt det er Lisa Hannigan er glimrende sangskriver, der kan kreere både melankolske og afdæmpede sange og de mere udadvendte og energiske af slagsen. Hun har et øre for den gode melodi og den poetiske og billedrige tekst og styrer uden om både musikalske og tekstmæssige klichéer, selvom sangene ofte handler om velkendte emner som kærlighed, mangel på samme og mellemmenneskelige relationer. Tilmed har hun humor, som i "I Don't Know", en kærlighedssang, der starter med linjen "I don't know what you smoke", og så går det derudad med alt det, fortælleren ikke ved om den, vedkommende synger til.

Lisa Hannigans time på scenen var en ren fornøjelse, også da hun og bandet sluttede af med en hyldest til nyligt afdøde Levon Helm fra The Band – "not my band, but The Band," som Hannigan gemytligt understregede – med en fortolkning af The Bands "The Night The Drove Old Dixie Down". Et værdigt punktum for en koncert med en kunstner, der forhåbentlig har en lysende fremtid foran sig.

The DeSoto Caucus feat. Brian Lopez ****

Efter en lille halv times pause kom The DeSoto Caucus – Anders Pedersen (guitar, lapsteel), Nikolaj Heyman (guitar, el-klaver), Thøger Lund (kontrabas, el-bas) og Peter Dombernowsky (trommer) – på scenen med gæstesangeren Brian Lopez. Lopez stammer fra Tucson, Arizona, som The DeSoto Caucus ofte besøger grundet deres tætte forbindelse til Giant Sand-bandlederen Howe Gelb – faktisk består The DeSoto Caucus af samtlige nuværende medlemmer af Giant Sand undtagen Howe Gelb, som dog ofte er gæst ved deres koncerter. Denne aften glimrende han dog til en afveksling ved sit fravær, men Brian Lopez og bandet gjorde deres til at opretholde stemningen af ørkenrock.

Der var masser af tremolo på de elektriske guitarer og lejlighedsvis lapsteel-guitar fra Anders Pedersen, og så viste Lopez sig også som en solid sanger og sangskriver. Han har en vidtspændende stemme med masser af vibrato, en vokal, som ofte bevæger sig i de højere luftlag og til tider slår over i falset, og som giver associationer til både Jeff og Tim Buckley samt Devendra Banhart.

I flere numre sang Brian Lopez på spansk, og som han selv bemærkede, grænser Arizona op til Mexico. Inspirationen fra den mexicanske Mariachi-musik var da også tydelig på flere sange, og de musikalske forbindelser med navne som førnævnte Giant Sand og denne gruppes spin off-band Calexico var bestemt til stede. Vi fik i alt syv numre og knap 40 minutters musik – altså en kort koncert, som bestemt gav lyst til mere.

The DeSoto Caucus feat. Emiliana Torrini ****

Efter nok en pause vendte The DeSoto Caucus tilbage på scenen, denne gang med den islandsk-italienske sangerinde og sangskriver Emiliana Torrini som solist og Brian Lopez helt bagerst på scenen på flygel. Denne gang havde Nikolaj Heyman og Anders Pedersen skiftet deres elektriske guitarer ud med akustiske, og udtrykket var noget mere lavmælt end under Brian Lopez. Emiliana Torrini lagde ud med "Nothing Brings Me Down" og demonstrerede, at hendes karakteristiske charmerende lyse ungpigestemme er intakt, selvom hun i dag er en fuldvoksen kvinde på 35 år.  

Flere afdæmpede sange fulgte, blandt andre "Today Has Been OK" med Nikolaj Heyman på længselsfuld lapsteel-guitar og Peter Dombernowsky som meget nænsom trommeslager, der bankede på trommeskindene med hænderne i stedet for at bruge trommestikker. De smukke, melankolske sange stod lidt i kontrast til Torrinis meget udadvendte og smilende attitude, hvor hun frisk ønskede en dobbelt vodka bragt op på scenen – og den fik hun, leveret af selveste festugechef Jens Folmer Jepsen.

Om det var vodkaen, der gjorde, at Torrini glemte et par linjer undervejs i sættet, skal jeg ikke kunne sige, men hun fik charmeret sig ud af fejlene og formåede også at sætte gang i publikum med mere tempofyldte sange som "Big Jumps" og "Jungle Drum". Mod slutningen af sættet blev Lisa Hannigan og Brian Lopez indkaldt for at levere fine korpassager, og humøret var højt, da Torrini & Co. efter en lille time lukkede og slukkede med den reggae-orienterede "Me And Armini".

Inklusive pauser fik vi hele tre en halv times musik, og det var en god aften, hvor The DeSoto Caucus fik sat en streg under, at de er et glimrende og lydhørt backingband, der kan fungere med en lang række vidt forskellige sangere og sangskrivere. Aftenens højdepunkt var dog Lisa Hannigan, der gjorde et meget positivt indtryk med sin smukke stemme, solide sange og et glimrende orkester. Måske skal hun og The DeSoto Caucus krydse klinger næste år? – det kan der kun komme noget godt ud af.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA