x
Diverse kunstnere: Ujazz, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere, Ujazz, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere: Ujazz, VoxHall og Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhus Festuge har i de senere år stået for arrangementet "Ujazz", en hel dag med musik, der befinder sig i udkanten af jazzgenren. Som sidste år fandt løjerne i år sted på VoxHall og Atlas i Aarhus fra klokken 15 og frem til lidt over midnat med i alt 14 koncerter. GAFFAs udsendte havde desværre ikke mulighed for at deltage i begyndelsen af arrangementet, så jeg gik glip af Aarhus Jazz Orchestra, Jakob Bro & Wick/McHenry/Mathiasen, Hedvig Mollestad Trio, Ær/Bar/Bær/Bar, Skúli Sverrisson & Óskar Gudjónsson og Diego Schissi & Paolo Russo. Da jeg smags- og kendskabsmæssigt også befinder mig i udkanten af jazzgenren, afholder jeg mig fra at uddele karakterer til de enkelte koncerter, men nøjes med at give en overordnet bedømmelse.

Minibus Pimps, VoxHall

Klokken 19.30 indfandt jeg mig, klar til at høre norske-engelske Minibus Pimps alias norske Helge Sten og engelske John Paul Jones, især kendt som bassist i legendariske Led Zeppelin og langt senere i Them Crooked Vultures. Jeg havde regnet med, at Led Zeppelin-forbindelsen ville gøre Minibus Pimps til noget af et trækplaster, men nej. Kun omkring 100 personer befandt sig i salen, da Minibus Pimps gik på. Det kan selvfølgelig være, at nogle af de nysgerrige havde tjekket musikken ud først på det store internet – og derpå besluttet sig for at holde sig væk. For Minibus Pimps er ikke ligefrem publikumsvenlige eller det mindste Led Zeppelin-orienterede.

John Paul Jones stillede op med en 10 (!)-strenget bas og en elektrisk violin, og hans spil blev efterbehandlet gennem en række effekter, der blev betjent af en iPad. Helge Sten spillede på elektrisk guitar og en række elektroniske virkemidler, og musikken var minimalistisk og drone-orienteret, med ekstremt dybe bastoner som omdrejningspunkt, tilsat repetitivt, til tider støjende guitarspil og alskens effektbehandlinger. Bassen fik bygningens inventar til at ryste og glassene til at klirre i baren, og vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at et mindre jordskælv var under opsejling. Decideret uhyggelig var musikken sine steder, og Minibus Pimps ville være oplagte som komponister til gyserfilm. Absolut spændende, men 45 minutter var rigeligt – så kunne jeg ikke holde til mere.

Jenny Hval, Atlas

Herefter var det noget af en lise at gå ind på Atlas og lægge ører til norske Jenny Hval på sang og el-guitar og hendes to musikere, Håvard Volden på elektrisk guitar og elektronik og Kyrre Laastad på trommer og elektronik. Jenny Hval gav en stribe både afdæmpede og mere tempofyldte sange med hendes karakteristiske, vidtfavnende stemme i front. Ofte gik hun meget højt op i registret, så det næsten mindede om hvalsang, apropos hendes efternavn, andre gange var stemmen dybere, og i helt tredje var hendes vokalforedrag mere spoken word-orienteret. Sangene bød ofte på både stille og mere støjende passager, og med seks numre på 45 minutter fik hver sang god tid til at folde sig ud. Publikum lyttede koncentreret, og det kræver – og fortjener – Jenny Hvals sange også.

Simon Toldam Trio feat. Jóel Pálsson, Atlas

Herpå blev scenen givet videre til Simon Toldam Trio, som havde allieret sig med den islandske tenorsaxofonist Jóel Pálsson. Dette var nok den af aftenens koncerter, der mindede mest om nutidig jazz.

Trioen – Simon Toldam (flygel), Nils Davidsen (kontrabas) og Knut Finsrud (trommer, slagtøj) – samt Jóel Pálsson lagde blødt ud med en afmæmpet, minimalistisk, repetitiv komposition, som dog sluttede i et mere dramatisk og livligt klimaks. Herpå fulgte et anderledes tempofyldt og kantet nummer, fuldt af dissonanser og med brug af blandt andet jernkæder som slagtøj, inden vi fik en sang med mere harmoniske passager. Sådan kom vi rundt om en lang række forskellige temperamenter, med glimrende musikalske præstationer på scenen og stor nuancerigdom fra de to musikalske hovedrolleindehavere, Simon Toldam og Jóel Pálsson. Sine steder spillede de meget tilbageholdt, andre gange vildt ekspressivt, og så var der naturligvis alle mellempositionerne mellem yderpolerne.

På et tidspunkt anvendte Knut Finsrud et stykke af en haveslange (sådan så det i hvert fald ud fra min vinkel) som en slags slagtøj, der blev trukket hen over trommeskindet. Det var nu svært at høre, hvilken lyd, det frembragte, men det understreger i hvert fald, at Simon Toldam Trio ikke ligefrem mangler opfindsomhed, og deres tre kvarter på scenen udløste fortjent stort bifald.

Bigband Revisited – Sådan spiller klaveret ikke!, Atlas

Oven på en koncert med klaveret i delvist centrum var det tid til en koncert for hele 12 klaverer. Helt præcis 12 ældre, ramponerede og ikke helt nystemte klaverer, som under en større logistisk operation blev kørt ind i salen, hvor de stod midt mellem publikum og udgjorde et flot installation forbundet med de mange papirflyvere, der var hængt op i loftet.

Klavererne var op til 100 år gamle og kom primært fra Bjerringbro-egnen, oplyste aftenens konferiencer, og komponisterne Anders Ørbæk, Nis Hybel, Allan Gravgaard Madsen og Kasper Staub havde skrevet et værk, som de selv og otte andre pianister spillede. En komposition, som bevægede sig fra det minimalistiske og antydningsvise, blandt andet spillet på klaverets strenge, til højdramatiske udbrud, med masser af særegne akkorder og ofte med den samme figur spillet simultant på samtlige klaverer. Det hele endte efter en lille halv time i fællessang fra alle 12 pianister. Spændende, anderledes, originalt, underholdende, interessant.

Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band feat. DJ Static, Vectral & Bilal Ershed, VoxHall

Efter det 12-dobbelte klaverangreb på Atlas skyndte jeg mig ind på VoxHall, hvor Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band allerede var i fuld gang. Gruppen er, som navnet siger, et bigband, der har særlig fokus på trommer og bas med to trommeslagere og to bassister og er også inspireret af den ofte elektroniske drum'n'bass-scene. Gruppen har desuden to faste sangerinder. Denne aften havde gruppen allieret sig med videokunstneren Vectral, hvis visuals desværre var lidt svære at se på bagscenen bag de 24 bandmedlemmer og de mange lys på scenen.

Musikalsk var aftenens gæster først oud-spilleren Bilal Ershed, der, som bandleder Jens Christian "Chappe"Jensen sagde, kom fra Kirke Hyllinge – og Palæstina. Ersheds oud-spil var hjerteskærende smukt og gav den ellers saftige musik en umiskendelig melankolsk, arabisk klang. Ershed var solist i to numre, som var en ren, vederkvægende fornøjelse.

Musikalsk var der derpå dømt noget af et stilskift, da DJ Static indtog dj-pulten midt på scenen og begyndte at vise sine imponerende scratch-evner. DJ Static har netop udgivet sit første soloalbum "Rolig Under Pres" med gæsteoptrædener fra en lang række danske og enkelte internationale rappere og sangere. Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band står for en stor del af musikken på albummet, og derfor var det oplagt, at konstellationen gav os nogle numre fra "Rolig Under Pres". DJ Static havde også medbragt et par af rapperne fra albummet, nemlig Nat Ill og Per Vers. Sidstnævnte kunne i sin rap klokken 23.45 fortælle, at albummet var gået direkte ind på førstepladsen på hitlisten, selvom dette først var officielt fra midnat – så vi måtte endelig ikke sige det til vores Facebook-venner.

Nyheden om hitlistesuccesen satte humøret yderligere i vejret, og alt i alt var Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band med gæster noget af en kraftpræstation, der meget passende sluttede med en pladereception for bandets spritnye album "On The Road To Damascus". Tillykke!

Thulebasen, Atlas

Der var dog stadig en koncert tilbage i Atlas, så dér måtte jeg ind. Her var Thulebasen i gang med en improviseret koncert, dog for en næsten tom sal. Thulebasen er kendt for deres heftige støjrock, som de sidste år indfangede på det glimrende debutalbum "Gate 5". Denne aften var de blevet bedt om at improvisere, fortalte de, så det gjorde de. Der var da også masser af højelektrisk rock fra de to guitarister og trommeslageren – i øvrigt en svensker ved havn Oskar og ikke det vanlige medlem Felia Gram-Hanssen – og der blev også rodet med diverse effektpedaler undervejs.

Vokalmæssigt lød det til, at sanger Nis Bysted primært betjente sig af vrøvlesprog og mumlesang, hvilket virkede lidt fesent – men det er også svært at improvisere tekster frem i nuet. Generelt var Thulebasens improviserede koncert præget af god energi, men mindre fokus på melodier, og oven på Blood Sweat Drum'Bass Big Bands udstyrsstykke var denne afslutning på Ujazz lidt af et antiklimaks.

Alt i alt var Ujazz et glimrende arrangement med masser af spændende, horisontudvidende toner fra vidt forskellige hjørner af det musikalske landskab. Noget af det havde ikke ret meget med jazz at gøre andet end interessen for improvisation, men det hele var interessant, meget var vellykket, og ingen af de kunstnere, jeg hørte, faldt decideret igennem. På gensyn til næste år!

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA