x
Fatboy Slim: Tap1, København

Fatboy Slim, Tap1, København

Fatboy Slim: Tap1, København

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Ovenstående linje er fra Fatboy Slim-tracket "Star 69" fra 2000. Jeg hylder sjældent ironi, men den rammende beskrivelse passer (desværre) tragisk godt på aftenens koncert. For dem, der havde forventet at opleve klassiske Fatboy Slim-hits på en perlerække, blev det en slem skuffelse. Koncert er måske så meget sagt, for der var ingen rød tråd eller sammenhæng mellem de hårdtslående dance-tracks, visuals fyldt med "lånte" logoer, grafikker og kendte ansigter og en trættende simpel opbygning fra bas til break til build-up til mere bas.

Godt nok er elektronisk musik i sit udgangspunkt loop-baseret, men en evig gentagelse af ovenstående hvert halvandet minut er efter alle målestokke kun et smalt uddrag af det, genren har at byde på. Hvem gider at spise et måltid af sukker alene? Der trawles igennem de simple virkemidler og skabes et altædende dance-monster.

Kedelige foderpiller

Enkelte omkvædslinjer fra Norman Cooks egne produktioner som "Praise You", "The Rockefeller Skank", "Right Here, Right Now" og "Fucking In Heaven" (i øvrigt alle sammen fra det banebrydende album "You've Come A Long Way Baby" fra 1998) præsenteres i nye versioner, hvor de sidste fem års fascination af fuldfede synthesizer-akkorder, skrigende filtrerede baslinjer – inspireret af acid house- og dubstep-genrene – og stortrommer, der kan rive et mellemgulv ud ved 100 dB på en eller anden måde forventes at skulle erstatte den soul'ede, støvede og organisk-elektroniske big beat-lyd, som disse omkvædslinjer blev skrevet i. Det lykkes ikke, og i stedet bliver de til små godbidder i en skål fuld af kedelige foderpiller.

Under introen bliver publikum gejlet op af et mash-up af introen til "Praise You" og "Star 69", som dog hurtigt afløses af det store dance-monster. Publikum stimler sammen, ind fra den tilstødende rygergård og fra barerne bagerst i lokalet, og forventningen mærkes i luften. Har man set Fatboy Slims seneste film "Big Beach Boutique 5", opdager man dog hurtigt, at koncertens første 20 minutter er identiske med filmens; men det er jo en turné, så fred være med det.

Hvad er meningen?

Bag scenen er der placeret en kæmpemæssig skærm, og grafikken akkompagnerer musikken synkront. Computeranimerede Fatboy Slim'er synger med og blandes i et miskmask af kontrastfarver og senere et animeret logo fra hacker-gruppen Anonymous. Det står uklart for undertegnede hvad sammenhængen mellem Anonymous og Fatboy Slim er (og det samme gælder i øvrigt en efterligning af Shepard Fairys sort-hvide OBEY-ansigt, alias OBEY-giganten, som pryder bagsiden af Cooks computer og også indgår i hans visuals).

Senere morphes der mellem ansigtsbilleder af Mad-figuren, Einstein, Napoleon Dynamite, Peter Sellers, Burt Reynolds, Che Guevara, Martin Luther King Jr., Jeff Bridges, Cook selv og mange andre. Desværre understøtter det den på dette tidspunkt stigende mistanke om, at det ikke længere nytter at lede efter en sammenhæng. For der er ingen.

Mangler den røde tråd

Under hele seancen virrer dance-monstret hovedet i vild forvirring og spyr direktionsløst om sig med overproducerede remixes og simple (gen)opbygninger til et klimaks, som ikke længere virker særlig eftertragtet. Flere og flere publikummer bevæger sig tilbage til rygergården, til garderoben og til små samtaler omkring bordene bagerst i lokalet, mens en hardcore festbande sveder videre i forvirringen. På trods af Cooks fantastiske scene-attitude og energiske overskud og indlevelse i hvert eneste bas-drop (og der er en del), fremstår det lidt som et desperat forsøg på at efterligne det, alle de smarte, 23-årige dj's spiller i Gothersgade hver weekend.

Herved forstærker Cook desværre mistanken om en mistet musikalsk integritet, og de mange lånte referencer ser måske ud af noget på overfladen, men mangler den rød-gyldne tråd. Det bliver til en generisk manipulation af kultur-produkter, som, i modsætning til kunstnerisk sampling, "har de samme fordele som tyveri over ærligt slid," som filosoffen Bertrand Russell engang formulerede det. Musik uden intentionalitet er bare kulturelt skrald.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA