x
Jens Lekman: Lille Vega, København

Jens Lekman, Lille Vega, København

Jens Lekman: Lille Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Man skal være lavet af noget særligt for uden at tøve påklistre sig selv prædikatet "broken hearted", spytte to håndfulde popsange ud om emnet, og så ellers fylde godt op med sambarytmer og synthesizer. Det er det særlige stof som Jens Lekman er lavet af.

Med sit spritnye album, "I Know What Love Isn't" indtager Lekman og hans fire mand store band et udsolgt Lille Vega. Det er da naturligt nok også det nye album der fylder det meste af aftenens sæt, og det er ikke altid en lige sjov fornøjelse at høre på. Altså ikke fordi hverken albummet eller lyden fejler noget, men Lekman har begået et "skilsmisse-album" som kan nævnes i samme åndedrag som "Blood on the Tracks" eller "Sea Change", i hvert fald i omfanget af knust hjerte.

Selvom der måske nok altid har været en melankolsk tone omkring Lekman, så er han alligevel gået skridtet videre og har nærmest forkastet kærligheden. Noget han også selv er inde på, da han i starten af koncerten bekender at det tiltaler ham at gifte sig af fornuft i stedet for utilregnelige ting som følelser. De hårde ord bliver fulgt op med sange om forlist kærlighed, og man mærker at det for alvor gør ondt når han, som på "Erika America", synger "I wish I'd never met you / like I wish I never tasted wine / or tasted it from lips that weren't mine". Man står egentlig og bliver en lille smule bekymret for om han nu har det rigtig godt deroppe på scenen. Det pudsige er bare at man også står og vipper med foden, for lige meget hvor hjerteskærende det bliver, så er det selvfølgelig pakket ind i catchy pop-melodier.

 

Violiner og disko

Den noget eklektiske følelse bliver ikke kun understøttet af misforholdet imellem tekst og melodi, men også af det faktum at Jens Lekman tilsyneladende godt kan lide at lege med vores forventninger. Således glider de storladne violinstykker gang på gang over i tunge diskorytmer, som da vi hastigt bliver ført ud af Lekmans knuste kærlighedsliv og direkte over i den noget mere muntre "The Opposite of Hallelujah" til publikums store begejstring, som kun stiger da Lekman tager en pause fra at danse rundt på scenen, så han kan få mikset Chairmen of the Board-nummeret "A Little More Time" ind.

Herefter følger flere gamle numre som "Black Cab" og den ret morsomme historie om da Kirsten Dunst besøgte Göteborg, og Lekman besluttede sig for at stalke hende natten igennem, "Waiting for Kirsten". Et nummer som på finurlig Jens Lekman-maner også bliver en beklagelse over tabet af en art socialdemokratisk utopia. Det er svært at sige hvordan det lykkes, men det virker for ham.

Inden der går for meget fest i den, må vi dog endnu engang forbi Lekmans kærestesorger. Absolut opgivende lyder det, at "the end of the world is bigger than love", og på ægte country-maner drømmer Lekman om "a pair of cowboy boots / the kind that walk the straighest and most narrow route / anywhere but back to you". Det er godt skrevet, og det rammer lige der hvor det gør ondt, men det er næsten også for meget at manden, der om nogen har sunget optimistisk og nogle gange nærmest naivt om kærligheden, i den grad har mistet sin tro – gad vide hvad hun egentlig har gjort ved ham?

Heldigvis får vi imod slutningen af sættet både "Sipping on the Sweet Nectar" og så nok den ultimative Lekman-kærlighedssang, "A Postcard to Nina", hvor han må så grueligt meget igennem for at to menneskers kærlighed kan lykkedes. På den måde er der alligevel lidt håb at gå hjem med for os der stadig tror på kærligheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA