N* Grandjean: Jazzhouse, København

N* Grandjean, Jazzhouse, København

N* Grandjean: Jazzhouse, København

Anmeldt af Gudrun Hagen | GAFFA

Hipsterlooket er komplet, da Nikolaj Grandjean betræder scenen i Jazzhouses nye smukke rammer med firserprint på T-shirten og kæmpe kameluldsstrik, som dog hurtigt ryger af grundet varmen. Mikkel Lomborg styrer keyboard og xylofon (og ikke mindst vokal), Christian Winther, der har valgt at forlade bandet til fordel for egne projekter, spiller bas for måske sidste gang i denne konstellation, og Christian Glass er med på percussion. Det er et stramt lille lineup, der virker overordentlig veloplagt.

Grandjean introducerer med at sige, at dette ikke er en kommerciel albumlanceringskoncert. Det er derimod en Facebook-ønskekoncert, hvor folk har kunnet byde ind med, hvad de gerne vil høre, og bandet vil af samme grund spille numre fra alle tre album: "Carrying Stars" (2008), "Fairly Young" (2011) og "Rivers & Oceans" (2012). De starter ud med den rørende "Love Rocks" fra debutalbummet med energisk drive, gode slagtøjslyde og det fineste mandekor i form af Mikkel og de to gange Christian. Efter klapsalverne kommer et jammet efterspil på sangen, som markerer, at der er god plads til leg og improvisation i settet denne aften.

Hvad der dog også er rigelig plads til denne aften er snak. Ikke fra det lyttefokuserede publikum, der opfører sig eksemplarisk og ikke engang forstyrrer ved at købe øl undervejs, men fra bandet. Hvert eneste nummer introduceres af Grandjean med en fortælling om stort og småt og mest om sig selv. Nikolaj er blandt andet træt af at være så selvoptaget, hvilket i sig selv er ganske morsomt, og bandmedlemmerne bryder vittigt ind i monologerne med kommentarer og kærlige stikpiller til deres frontmand. Selvom det giver en god, hyggelig stemning, så tager det samtidig fokus væk fra musikkens intime stemning, og det er synd.

Første nummer følges op af "Little Right Monsters", hvor det herlige mandekor igen er i spil. Det viser sig at være et tilbagevendende element igennem hele koncerten, og det fungerer fantastisk som smuk melodisk baggrund til Grandjeans vokal. "In a Cycle of Relation" leveres med temposkift, vokalsymfoni og overskud, og som en voksen Steen fra tegneserien Steen & Stoffer står Grandjean med sit hvide strithår og vild ansigtsmimik og føler sig gennem sætlisten.

Modige Keld Heick

"All Eyes on She I Desire" introduceres med mundorgel og fløjte, Grandjean spiller ukulele, og Mikkel Lomborg understøtter nummerets legende rytme med diverse slagflader og xylofon. Det swinger, som man siger, og salen er for alvor ved at blive varm. Desværre er der som nævnt musikalsk stilstand mellem hvert eneste nummer, fordi Grandjean skal fortælle historier. Han taler blandt andet meget om, hvor modig Keld Heick og diverse boybands er, fordi de ikke dyrker "det bitre twist" som ham selv, men tør prise kærligheden uden noget "men". Det modsatte kan man sige om ham selv. Det er ikke særlig modigt at pakke hele sættet ind i smalltalk og hyggestemning, i stedet for at tro på, at de decideret fremragende numre, bandet besidder, kan bære koncerten.

På "Howl On How Long" hyler Grandjean vitterligt, gennem et væld af forpinte ansigtsudtryk, mod månen på en rislende baggrund af både stemmer og klokker. Tekstens "I love you"-sekvens proklameres så hjerteskærende klagende, at man ikke er i tvivl om kærestesorgen bag, der forplanter sig solidt i rummet. "One Shot" er opfindsomt varieret fra albumversionen med intens bas, temposkift og jammet vokal. Grandjean kommer flere gange med tydelige direktioner til bandet; "Prøv kun med vokaler engang", hvorefter der øjeblikkeligt reageres og skiftes kurs. Det er en lille fest at nyde de dygtige musikeres godt sammenspillede leg med numrenes udtryk.

Hittet "Heroes and Saints" sætter for alvor Mikkel Lomborgs vokal i centrum. Hans dybe kraftige vokal vidner om gode evner inden for det klassiske også, og det klæder den smukke popsang med lidt operakant. Også Christian Winthers dæmpede, stramme bas skal fremhæves, ligesom lyden generelt. Lydmanden Bjørn bliver fuldt fortjent rost i høje vendinger fra scenen flere gange, og herfra skal der også lyde praise til Jazzhouse, der i sandhed er et af Københavns lækreste koncertsteder.

Første ekstranummer er "In the Arms of Arms", som Grandjean spiller alene på scenen. Derpå kommer resten af bandet ind og leverer en imponerende version af "Rain Come" fra debutalbummet. Mikkel Lomborg fløjter introen (!), og igen er der masser af dyb, intens korsang, som ender med at fade sig selv til et bragende bifald.

Bandet er charmerende, og lidt hyggesnak undervejs er kun ønskværdigt, men denne aften fylder det for meget. Både band og publikum skal konstant finde tilbage til musikkens intime stemning efter de morsomme intermezzoer, der ender med at virke som forstyrrende afbrydelser i en ellers meget forførende koncert. Udtrykket ville være stærkere, hvis numrene havde fået lov at være det absolutte centrum, men det på trods var det en virkelig god aften i Jazzhouse denne søndag aften, hvor især de smukke flerstemmige baggrundsvokaler står tilbage som noget særligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA