x
Jonas Alaska: Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Jonas Alaska, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Jonas Alaska: Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

Jeg var ikke en af de heldige som fik muligheden for at opleve Jonas Alaska på Spot Festival tidligere i år, hvor han tog musikverdenen med storm. Jeg var faktisk i bygningen, men kunne ikke komme ind på grund af pladsmangel. Derfor havde jeg glædet mig endnu mere til fredagens koncert i Musikhusets lille sal, som ikke engang var halvt fyldt, men de cirka hundrede publikummer fik fuld valuta for spareskillingerne.

Præcis på det angivne koncerttidspunkt entrerede den unge nordmand scenen og lagde ud med to akustiske sange, som ikke er med på hans hidtil eneste album, der kort og godt hedder "Jonas Alaska" og udkom tidligere i år. Allerede her så tidligt på aftenen beviste han et udsøgt fingerspil på den akustiske guitar. Han bliver af mange sammenlignet med blandt andre Bob Dylan, og ja – den sammenligning er da også, et eller andet sted, til at få øje på. Men som han stod der, alene på scenen, kom jeg til at tænke på vores egen Sebastian og engang i 1970'erne med langt lyst hår og et guitarspil så veludført, at man sad og nærmest glemte at ånde. Nå, det var et sidespring.

Forskellige konstellationer
De to akustiske sager blev fremført med en inderlighed, der gjorde, at jeg et eller andet sted sad og håbede, at alle instrumenterne blot var stillet op for sjov, men nej. Ind kom nu trommeslager (og forsangerens bror) Thomas Aslaksen og frontmandens yndefulde kæreste, Billie Van, som agerede korpige. Nu er jeg ked af at sige det, men herfra og til enden blev koncerten en lidt blandet oplevelse. Hvorfor så det? Jo, de her forskellige konstellationer var ikke alle lige succesfulde.

Solo var Alaska til otte stjerner ud af seks, men med fuldt band var det ligesom, at en del af magien forsvandt. Allerede fra tredje nummer med korpige og trommeslager gik det lidt fløjten med "How Could I Forget", der ikke passede ind i den ellers suveræne start. Nu fik vi så præsenteret sidste konstellation, hvor Even Ormestad (bas) og David Wallumrød (orgel og klaver) kom på banen. Herefter satte de gang i en glimrende udgave af aftenens første sang fra førnævnte album, nemlig "Tonight" i en langt mere rocket udgave end på albummet.

Bump på vejen
Nu kører det, tænkte jeg. Det gjorde det til dels også, men der var nogle øjeblikke, hvor jeg sad og tænkte: Hvorfor nu det, Jonas? "Aberdeen" var pakket ind i et fantastisk sumpet arrangement, og midt i det hele kom så to fabelagtige momenter med henholdsvis Alaskas kærlighedserklæring til sin hjemby i "Morning Light" og efterfølgende den tragiske "October", hvor nogle af linjerne lyder:  "I was seventeen years old the last time he spoke to me/now I'm twenty one and I'm older than he'll ever be". Stærke sager. En sang, som handler om en drukneulykke i Alaskas nærmeste familie. Mere af den slags. Altså ikke drukneulykker, men sange af den kaliber.

Det blev også til enkelt coversang. Solo gav nordmanden en gennemført version af Neil Youngs "Powderfinger". Halleluja.  På dette tidspunkt i koncerten kørte det simpelthen på skinner, men så dykkede det lidt igen, da Jonas Alaska satte sig til klaveret. Først en kærlighedssang til, ja rigtig gættet, hans kæreste. En sang, som han skrev til hende på et tidspunkt, hvor hun var i tvivl. Efter sangen var hun ikke mere i tvivl, blev der forklaret fra scenen til publikums højlydte morskab. Vi fik "Mary, I'll Remember This" i en frisk udgave, hvor Alaska – ja, nu siger jeg det: Han mindede sgu om Dylan. Hatten, mimikken. Musikken. Velkommen tilbage til midt i 1960'erne. Det var en optur. Herefter kom der to nye sange på klaveret, der ikke rigtigt swingede, og det hele kørte lidt i tomgang.

Storyteller og lidt mere end det

Når Jonas Alaska er bedst som i numre som for eksempel "October" og "Morning Light" – så er han uovertruffen. Men han er mere end storyteller. Igennem de 75 minutter viste Alaska, at han havde publikum i sin hule hånd med sjove kommentarer og lidt historier ind imellem. Ikke for mange, ikke for lidt. Afslutningen i Musikhusets Lille Sal blev lige så stærk som begyndelsen. Hittet på debutalbummet, "In The Backseat", kom i den grad ud over scenen. Alene sluttede Jonas Alaska med sin guitar og mundharpe med "If Only As A Ghost", der igen omhandler en tragedie, og som sidste nummer fik vi en munter "Swine Flu Blues". Jo, den mand er altså fremragende. Solo bliver det ikke bedre, men bandet kunne han godt gemme lidt endnu.

 

Se flere Jonas Alaska-turnédatoer og køb billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA