Gotthard: Amager Bio, København

Gotthard, Amager Bio, København

Gotthard: Amager Bio, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Luften stod stille den 5. oktober 2010, hvor vi fik nyheden om, at Gotthards karismatiske frontmand Steve Lee var blevet dræbt i en trafikulykke på en motorcykelferie tværs over USA. Min første tanke var, at det var så det. At det uundgåeligt ville være dødsstødet for Gotthard, der ellers havde etableret sig som en solid spiller i en rockverden, hvor konkurrencen ellers er hårdere end nogensinde. Et band, der hidtil havde være garant for en solid omgang melodisk hård rock. Gotthard gav da også en fremragende koncert i Amager Bio med Steve Lee i spidsen blot fire måneder før den fatale ulykke. En koncert, hvor Steve Lee havde publikum i sin hule hånd.

Gotthard fik dog efter en kort tænkepause hyret sanger og guitarist Nic Maeder og gik i gang med at indspille et nyt album, der fik den rammende titel "Firebirth". "Firebirth" udkom tidligere på året og fortsætter måske lidt overraskende den gode tradition med no-nonsense melodisk hårdrock som Gotthard har beriget os med. Overraskende, fordi Steve Lee havde så fremtrædende en rolle i bandet tidligere. Men man skal åbenbart ikke undervurdere guitaristen Leo Leoni, der øjensynlig har været pennefører på mange af bandets kompositioner. Faktisk synes jeg personligt, at "Firebirth" er Gotthards fineste studieudspil og en af årets bedste skiver i den mere rockede afdeling.

Da jeg så dem på Sweden Rock Festival i sommer, blev al forudindtaget pessimisme i den grad gjort til skamme, da bandet leverede en potent og tændt koncert med de store smil fremme. Det blev i den grad slået fast, at Gotthard som band var kommet helskindet igennem tragedien. Man siger jo, at krise gør stærk, og måske der her er noget om snakken.

Sløj start, men alligevel solidt håndværk

Forventningerne var således høje, da Gotthard gik på scenen efter vi først var blevet præsenteret for det genopståede danske heavy band Witchcross, der lød som en lidt urutineret udgave af Saxon. Faktisk lød den engelske sanger Kevin Moore skræmmende meget som Biff Byford. De er der ikke endnu, og det kræver nok lidt mere rutine, før de kan trække et publikum på egen hånd.

Gotthard lægger ud med "Dream on" og "Gone too far". Lyden er ikke okay i starten og specielt disse to numre forsvinder lidt i et meget mudret og kompakt lydbilledet. Stemmen forsvinder næsten i lydmuren. Hvis ikke lydmanden havde strammet sig an, ville stemningen i den kun halvt fyldte Amager Bio nok være faldet til jorden, men heldigvis kom der langsomt mere styr på lyden og cirka en tredjedel inde i koncerten er lyden på plads. Amager Bio var overraskende kun halvt fyldt på trods af, at Gotthard leverede en flot koncert i 2010. Jeg kan kun konkludere, at det skyldes tabet af ikonet Steve Lee, for det kan da ikke skyldes bandets manglende evner eller det nye album.

Bandet spiller sikkert, sammentømret og der er en god energi. Men det kan ind imellem virke som om, der er lidt for meget autopilot. Men der er altid en fare for, at et band, der er meget rutineret og bastant i sin spillestil, kan komme til at virke monotont, hvis ikke de rammer helt plet. Misforstå mig ikke. Det var en god koncert, men jeg har set dem på en bedre dag. Det er en følelse, og den er svær at gøre konkret.

Overraskende stort indhold af sange fra "Firebirth" på sætlisten

"Starlight" er første af hele ni numre fra "Firebirth". "Starlight" er en perle og indbegrebet af det, Gotthard er gode til. Iørefaldende tung rock uden så mange dikkedarer. "Top of the rock" er en Gotthard-klassiker med et karakteristisk riff i bedste Gotthard-stil. Tilbage til "Firebirth", hvor Nic fortæller, at næste sang er det første nummer, gruppen skrev sammen efter de fandt sammen. "Remember It's Me" er en flot poprock sang, der fungerer fremragende. "Sister Moon" er et af aftenens højdepunkter og leveres perfekt. Her er gruppen klart på hjemmebane.

"One Life, One Soul" er en hyldest til Steve Lee, og her viser Nic for alvor, at han er en værdig afløser for Lee. Kun akkompagneret af akustisk guitar viser han med al tydelighed, hvordan det skal gøres og får da også et velfortjent bifald.

Vi får fem numre fra "Firebirth" i træk. Det er modigt og usædvanligt at tage så mange nye numre ind på sætlisten i træk. Hvis man ikke kender det nye album særlig godt, vil man muligvis tabe lidt af gejsten her. Gotthard vælger at tage mange nye sange ind på bekostning af det mere sikre bagkatalog. Respekt for det, og det viser blot, at bandet tror på nutiden og satser på fremtiden i stedet for at leve i fortiden i skyggen af Steves minde. Jeg vil særligt fremhæve den akustiske "Tell Me". Gotthard mestrer den akustiske disciplin, og faktisk er de mere på, når de spiller de mere afdæmpede numre. De rockede sange er også gode, men det kan godt virke lidt tungt med for mange i træk.

"Right On" sætter gang i salen og leder direkte over i aftenens højdepunkt med små hop på stedet. Man overgiver sig helt til den pragtfulde "Lift U Up", der er evig frisk. Der er guitardueller og fællessang i skøn forening. Bandet ved det, og publikum får, hvad de er kommet for. Det sidste stik trækkes hjem. Nemt når man sidder med en høj trumf til sidst! Vi får to ekstranumre fra bagkataloget, og Gotthard lukker og slukker efter godt 100 minutter.

Gotthard overlevede tragedien

Generelt synes jeg, at Gotthard denne aften slap bedst fra de mere afdæmpede numre, hvor de lægger mere følelse i og kommer tættere på publikum, hvorimod de på mere hårdtslående sange ind imellem bliver for stive og tilbagelænede. Det var en god koncert, der dog fremstår uden det helt store sus. Fire stjerner kan det blive til. Lidt over middel og uden potentiale til de ekstra stjerner. Jeg har set dem bedre. En arbejdssejr med øjeblikke, hvor det hele funker og suset mærkes, men hvor bandet hurtigt falder lidt tilbage til autopiloten igen. Nic skal fremhæves for en god debut, og han viser gennem hele koncerten, at han besidder en stemme, der ligger godt til Gotthards tunge melodiske groove.

Eneste anke: hvor blev "Yippie Aye Yay" af? Jeg tænkte allerede første gang, jeg hørte "Firebirth", at dette nummer ville blive en publikumsfavorit og dermed selvskrevet på sætlisten. Men ok, de har mange godbidder at øse ud af, så måske en anden gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA