The Savage Rose: Koncertsalen, DR Byen, København

The Savage Rose, Koncertsalen, DR Byen, København

The Savage Rose: Koncertsalen, DR Byen, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg er ikke en fan af DR Byens koncertsal. For den har lydforhold, som rigtigt ofte er elendige, når der skrues op. Publikum må spejde efter lyd, der kastes hid og did, Og de stakkels musikere på scenen har meget lidt monitorlyd, fordi lyden forsvinder op og ud. Sådan var det med The Raveonettes' store jubilæumskoncert, og sådan var det igen i går, da hæderkronede The Savage Rose skulle følge op på det fremragende og kritikerroste nye album, Love And Freedom, med en liveoptræden foran en totalt udsolgt sal.

Nu er det Annisette, der er i front, og hun er udstyret med en stemme, der ikke har sin mage. I Danmark er der ingen, der når hende. For den store stemme, der altid har været der, får stedse nye udtryk. Og hun viste igen, at når det gælder raspende vibrato og de mange nuancer i stemmen, der er så unik og har så uafrystelig en karakter, så formår hun at være holdepunktet, der holder hele udtrykket på plads. Det kan bare ikke blive middelmådigt med hende ved roret.

Koncerten og lydfolkene brugte et par numre på at finde deres ben, men første sæt fik budt os på fede udgaver af sikre kort, som signaturrockeren Black Angel og den evigtgrønne What Do You Do Now. Den lukkede et sæt, hvor man anede, at der måtte være mere. Men også hvor man fornemmede, at det ikke denne gang skulle være en hitparade, men en tur rundt i de nye numre.

Orkestret er lige kommet fra Grønland, og vi fik derfor Inuit Nunaat fra en af mine personlige yndlingsplader med bandet, Solen Var Også Din, fra 1978. Her overraskede Annisette sit publikum med maskedansere og en shamanistisk gang åndesang fra øen mod nord, og derfra lettede showet betydeligt. No More Love To Give er en af sangene fra den nye plade, som med sit nærmest naivistisk enkelte akkordforløb har været et tilvænningsspørgsmål for undertegnede, men live forstod jeg, hvordan sangen kunne bruges af Annisette til for alvor at frasere opad, og den rejste sig majestætisk, hvorefter der var dækket op til sangen til den sorte borgerretskæmper Malcolm X, altså The Messenger, og næven blev knyttet ledsaget af stolt sang og skrig og en Rune Kjeldsen, der leverede en guitarsolo der viste helt nye veje. Han kan bare sine ting.

Vi endte med There's a Lovesong, med filmisk mellotron fra Palle Hjort og den sluttede en koncert, hvor et af landets bedste orkestre udviste stort mod og sejrede på trods af salen. Jeg giver en femmer alle odds til trods, for Annisette er en gylden kunstner, der topper igen og igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA