Kasey Chambers & Shane Nicholson: Wreck & Ruin

Kasey Chambers & Shane Nicholson
Wreck & Ruin

Kasey Chambers & Shane Nicholson: Wreck & Ruin

GAFFA

CD / Sugar Hill Records
Udgivelse D. 31.10.2012
Anmeldt af
Espen Strunk

Da den dengang 23-årige australske sangerinde Kasey Chambers i 1999 udsendte sit debutalbum var det med assistance fra den navnkundige Nashville-guitarist Buddy Miller; siden har hun været fast opvarmning for Lucinda Williams og er blevet gift med kollegaen Shane Nicholson, som også er hendes medspiller på det aktuelle album.

Man forstår her, hvorfor Chambers fra en tidlig alder er blevet taget alvorligt af de store spillere, for i disse tretten smukke stykker country-vemod ledes tankerne i retning af musikalske aner i The Appalachians snarere end australsk outback. Banjo, fiddle og kontrabas er bærende elementer og det klassiske duoformat fungerer fornemt i traditionen fra George Jones & Tammy Wynette, Gram Parsons & Emmylou Harris eller Johnny & June.

I den liga befinder vi os trods alt ikke i sangskrivningsmæssig henseende her, men høstfesten er simpelthen så helhjertet og udførelsen så smagfuld, at man ikke kan andet end at overgive sig, når der spilles op i sange som 'Till Death Do Us Part eller Have Mercy on Me. Solidt, simpelthen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA