Saga: Amager Bio

Saga, Amager Bio

Saga: Amager Bio

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

We've been here before. Sådan synger Saga på et af deres 80'er-albums, og det er også den følelse, der kendetegner aftenens koncert i Amagerbiografen. På godt og ondt.

Spillestedet kan efterhånden karakteriseres som Sagas hjemmebane, og en håndsoprækning efter publiummer, der oplever bandet for første gang giver da også utroligt få poter. "Uhm, jomfruer," joker forsanger Michael Sadler ved synet af de få "nye".

I det hele taget er Sadler i sludrehumør i aften. Han kokketerer og spiller op til sit publikum, der lapper det i sig og leverer den forventede hyldest og fællessang. Men Saga spiller ikke med nerve.

Den nye trommeslager, Mike Thorne, er det tætteste bandet endnu er kommet på feelingen fra deres oprindelige trommeslager, Steve Negus, der forlod bandet for snart 10 år siden. Thorne spiller kompetent og bundsolidt. Han kan have tendens til at trække tempoet op, men ellers har han tilført Saga en mere afrundet helhed i lydbilledet.

København!
Åbningsnummeret "Anywhere You Wanna Go" fra det nye album "20/20" bliver set an i respektfuld stilhed, og bandet undrer sig synligt. Nummeret går direkte over i et dybt tilbageblik i karrieren, "Mouse In A Maze" fra 1979, og så begynder Amager at løsne op. Bagefter afslører eksplosionen af applaus sandheden for Sadler: "I må være København!", siger han anerkendende, og så er de formelle præsentationer ovre.

Aftenen fortsætter som en Saga-fest af klassikere – kun afbrudt af "The Cross" fra konceptalbummet "Generation 13", som bliver et af de eneste friske pust i en ellers forudsigelig greatest hits-opvisning.

"The Cross" går over i den nye mands solo på trommerne, hvor han lægger ud med en tribute til den uforlignelige Steve Negus, og så ellers fortsætter med en imponerende, men repetitiv opvisning i hurtighed og teknik.

Fortættet guitar
"Tired World" fra bandets allerførste album "Saga" fra 1978 byder på en afsindig fortættet guitarsolo fra Ian Crichton – bror til bassist Jim Crichton – og det er altid en fryd at opleve hans lynhurtige og milimeterkontrollerede guitarspil.

Alle numre er velspillede, vokalen sidder lige skabet, publikum synger med – men der mangler noget. Saga er 100% forudsigelige og endda tæt på kedelige. På begge sider af scenekanten præger mageligheden – og mens publikums begejstring er forståelig, så savner man mere "kom, vi skal vise jer!" fra det gamle orkester. Det er lidt som en gammel handske, der passer perfekt, men som også er blevet lidt tyndslidt på fingerspidserne.

Klar til pensionering
Mest uinspirerende er "Spin It Again" fra det nye album og de halvakustiske numre. Sadler synger "Security of Illusion" acapella. Rent, højt og flot – men er det et forsøg på at skabe en andægtig stemning i biografen, så falder den for undrende ører. Keyboardspiller Jim Gilmours soloindslag med "Scratching the Surface" har vi hørt så tit, at den er klar til pensionering.

Man kan påpege, at Saga har mistet momentum på den ellers så hypede genkomst af Michael Sadler, der tog et par år for sig selv. Sadler er en blændende forsanger og samlingspunkt på scenen, men han trænger til at komme ud på lidt dybere vand og udfylde sit potentiale, inden han bliver en karrikatur af sig selv.

Så kære Sadler, Crichtons, Gilmour og Thorne; I skal være velkomne tilbage nårsomhelst, men tag en friskere energi og noget nyt musik med næste gang. Velspillet og veloplagt er ingen kunst, når vennerne foran scenen som vanligt tager imod med udstrakt kyshånd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA