x
Ida Gard og Christian Hjelm: Night Music Gallery, Statens Museum for Kunst, København

Ida Gard og Christian Hjelm, Night Music Gallery, Statens Museum for Kunst, København

Ida Gard og Christian Hjelm: Night Music Gallery, Statens Museum for Kunst, København

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Man skal være svært glad for sin sofa for at blive hængende bag kakkelbordene i disse dage. Der foregår uhyggeligt meget i København, og skærpet konkurrence er jo kun godt, for så hæves niveauet med det formål at vinde publikums opmærksomhed og gunst.

Og mere fordelagtigt og publikums-leflende bliver det næppe end Night Music Gallery, der for elvte gang lørdag bød på nat på museet.

Der er dog hverken Ben Stiller eller ting, der vækkes til live på Statens Museum for Kunst. Det skulle så lige være selve interessen for kunst. For bag den fine og ikke mindst gratis line-up-facade af musikere må ligge en stædig ambition om at tvinge kunsten ned i gabet på de unge mennesker – dette skylles så bedst ned med en Heineken, der er sponsor for aftenens arrangement.

Farvelade

Statens Museum for Kunst står flot og pompøst badet i primærfarver, og bag murene fortsætter den farvefulde totaloplevelse. Den store skærm bag scenen viser abstrakte film med en masse farver på. Hvor godt koordineret film og musik er, er ikke helt til at sige. For lige så perfekt baggrundstæppet er til Stella Polaris' spacey univers, der netop akkompagneres af en rumfilm, lige så forkert virker det, når filmen bag Christian Hjelm fræser rundt i et abstrakt landskab af moderne arkitektur i pangfarver. Der er noget, som ikke spiller dér.

Ved at flytte festen ind i Statens Museum For Kunst, og oven i købet gøre det gratis, fristes publikum til en tur rundt i udstillingerne. Og det er simpelthen så fint.

Når Stella Polaris bliver lidt for sumpet, kan man tage en tur op i diverse udstillinger. Oven i købet med guidning af navnkundige Peter Kjær (ham med pilen og sangen), der har lagt en overfladisk tv-karriere bag sig og nu som kunsthistorisk studentermedhjælper viser storsmilende rundt i udstillingerne. Denne skribent hæftede sig særligt ved udstillingen gal/genial, hvor man blandt andet kan se Wilhelm Freddie-balletten "Kærlighedens Triumf". Wilhelm Freddie er "kompromisløs surrealist" og balletten giver da heller ikke meget mening. Den handler om sex og folk, der bliver forhandlet til hinanden og katte. Det skal ses. Meget morsomt.

Nede igen kan man så indsuge endnu mere finkulturel stemning med den talende klasse iblandet Ida Gard, den danske singer-songwriter. Hun fik et gevaldigt gennembrud – eller snarere hendes sang gjorde – med debut i X Factor, hvor Ida (hende fra X Factor) gjorde hendes "Nothing Wrong Song" kendt og populær. Hun har absolut talent, men må hellere smide lidt mere usikkerhed, inden blomsten rigtigt kan slå sine lokkende blade ud.

En ny, dansk troubadour

Aftenens formelle højdepunkt er Christian Hjelm, der jo er gået solo og er blevet særdeles folkelig. Han, stemmen og Figurines syntes uadskillelige. Men nu skal han dømmes på den vej, han har taget, og den har han fået et hav af roser for.

Jeg kender ham nu bedst som ham forsangeren fra bandet fra Vestbjerg. Og han ligner sig selv med sit hår (hjelm…), blazer og stramme bukser.

Men man ser på ham på en anden måde. Og man tænker, at det virker lidt påtaget. Han artikulerer som Kim Larsen og hugger på samme måde ordene af. Når vibratoen skal anvendes, ryster han i kinderne, præcis som Larsen ville gøre det. Måske er det en måde at liste sig ind på dette minefelt – den danske sangskat. For det er helt tydeligt, at det ikke bare er for sjov. Et par af sangene måtte meget gerne ende i en dansk, anerkendt sangbog.

Helt har han dog ikke lagt Figurines bag sig. Hvilket er positivt. På den nye single "Alibi" sørger han for at være percussiv på sin guitar. Og den flabethed, der er forbundet hermed, går altså noget bedre i spænd med stemmen, end den mærkeligt søgende "Scenen skifter nu", hvor det pludselig slår mig, at hvis Cartman skulle imitere Kim Larsen, kunne resultatet være lidt i samme stil.

Melodierne er gode og egentlig godt løst på guitaren. Men undertegnede kan have lidt svært ved at finde den stemning, Hjelm prøver at plante os i. Skal vi være triste? Glade? Forelskede? Reflekterende? Det hele bliver lidt overfladisk, og den tekstdybde, der er nødvendig for at numrene her skal indskrives med store typer i den danske sangskat, synes ikke at være til stede. Og slet ikke, hvis man sammenligner med et andet samtidigt dansk band, Vildnis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA