Tolsgaard & Pretzmann : Train, Aarhus

Tolsgaard & Pretzmann , Train, Aarhus

Tolsgaard & Pretzmann : Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Makkerparret Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann er nok stadig mest kendt som 2/3 af Drengene Fra Angora, selvom det er fem år siden, Angora sidst lavede nye udsendelser sammen. Sammen og hver for sig har de dog omfattende cv'er inden for comedy, skuespil, satire og musik, og nu er de så taget på turné med konceptet "Live In Concert" – et musikalsk comedy-show, hvor de sammen fremfører egne, nyskrevne sange med underfundige kommentarer mellem numrene.

Showet blev opført i næsten en måned på Nørrebro Teaters Frederiksberg Scene og er nu draget ud i landet. Lørdag aften ramte det et udsolgt Train i Aarhus, det vil sige 270 siddende gæster.

Opvarmning: Per Worm – velspillende comedytalent på vej frem ****

Vi skulle lige varmes op en halv time med Per Worm, der har lagt en karriere som klassisk guitarist på hylden til fordel for musikalsk comedy. Worm var ikke overraskende en glimrende guitarist, og hans sangskrivning var også udmærket. Åbningsnummeret var en skarp sang om reklamebranchen, der har inficeret Worm i en sådan grad, at han forventer, at han – når han på sit dødsleje ser sit liv passere revy som en film – lige først skal se en sidste reklameblok.

Mellem de fem sange fik vi også en stribe underholdende anekdoter, blandt andet fra Worms barndom som søn af en meget hippie-agtig pædagogmor, der sendte ham på Steiner-skole og underholdt ham med velmenende, men triste og uhyggespredende godnatsange som "Puff Den Magiske Drage" og "Vi Voksne Kan Også Være Bange". 

Sjovest var dog historien om Worms afsked med den klassiske musikverden – da han skulle spille til indvielsen af en seks meter høj Cronhammar-skulptur i Hjørring og kom ind på det forkerte tidspunkt og dermed clashede med borgmesterens tale. Per Worm er et stort musikalsk comedy-talent, som vi givetvis kommer til at høre mere til.

Tolsgaard og Pretzmann – masser af rytmik ****

En ikke helt ung kvindestemme annoncerede herpå over højttaleren: "Mine damer og herrer – Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann". Tolsgaard og Pretzmann indtog scenen og satte sig i hver sin lænestol med hver sin akustiske guitar. Pretzmann havde et lille keyboard ved sin side, Tolsgaard et sæt bongotrommer, og derudover stod der en rød drejeskivetelefon mellem dem. Bag dem kunne man se yderligere et par guitarer, en bas og en Omnichord (en slags elektrisk harpe), men det var også alt, hvad der var af rekvisitter. Tøjet var pænt, uden at påkalde sig særlig opmærksomhed.

Rune Tolsgaard fortalte, at kvinden, vi netop havde hørt over højttalerne, var hans mor, som også havde anmeldt duoens show således i en sms: "Et flot show, med masser af rytmik". Og så var i gang. Aftenens første sang, "Vores Lille Hemmelighed", handlede om drenge- og ungdomsstreger, der først begyndte i det små med drab på myrer, fortsatte over korsfæstelse af skrubtudser og endte i det helt overdrevne med drab på en prostitueret – og nedgravning af samme – og mere af samme slags.

Sangen er et godt eksempel på Tolsgaard og Pretzmanns særlige stil, hvor en velskrevet, melodisk popsang fremført med fine sangstemmer, solidt guitarspil og sine steder lidt rytmeboks, keyboard, bongotrommer eller Omnichord får en særlig dimension med en humoristisk tekst, der til tider tangerer det groteske. Et udtryk, de også rendyrkede i Angora, hvor der dog ofte var tale om parodier på bestemte genrer og kunstnere, eksempelvis Nik & Jay og Lars Lilholt Band. I dag rammer den musikalske satire mere bredt. En regulær countrypastiche blev det dog til i form af "Hesten" om en hest, der har hængt sig selv, med Per Worm på dobro-guitar. En af aftenens mest bizarre tekster.

Mellem sangene underholdt Tolsgaard og Pretzmann med anekdoter fra deres liv, som ofte lagde op til næste nummer. Esben Pretzmann fortalte eksempelvis, hvordan han for tre år siden var flyttet til Berlin, fordi han dengang ikke syntes, København var stor og hip nok. Han var dog relativt hurtigt kommet hjem igen – i øvrigt et barn, men ikke en kæreste rigere, fik vi senere at vide – og det førte frem til den satiriske "Berlin". En sang om den såkaldt kreative klasses evige halsen efter nye, større oplevelser i verdens kulturelle metropoler.

I det hele taget kredsede showet om Tolsgaard og Pretzmanns eget liv, deres opvækst i henholdsvis Vest- og Nordjylland som børn af hippieforældre og deres status som semi-kendisser og medlemmer af den omtalte kreative klasse. Ikke på en selvfed, men snarere selvironisk måde. Og måske lidt overdrevet og karikeret – det er jo comedy, det her. Vi fik at vide, at makkerparret ikke havde problemer med at tiltrække damerne – men åbenbart med at holde på dem. Esben Pretzmann har en søn i Berlin, de er begge single, og Rune Tolsgaard er meget ufrivilligt barnløs og har mælkejunger af sæd, der skriger på at blive omsat til en ny generation. Hvis d'herrer har stalkere, er de selv ude om det, siger jeg bare.

Telefonen ringer – hvem mon det er?

Den røde telefon, der havde stået som en tidsindstillet teaterbombe i store dele af showet, ringede omsider i slutningen af sættet. Det var Kasper Eistrup i form af Rune Tolsgaard, der ringede til Esben Pretzmann for at høre, om han ville med til Kashmir-VIP-afterparty med drinks og damer. Samme aften, som Esben havde besluttet sig for at holde sundhedsfokuseret, alkoholfri weekend i en sang af samme navn.

Sangen understregede, at Tolsgaard & Pretzmanns ærinde ikke – modsat hos eksempelvis kollegaen Niels Hausgaard – er at lave kritisk satire om uligheder i samfundet. Her er hverdagens store dilemmaer, om man skal gå til kendisfest eller ej – og så kvinderne, der er en evig udfordring med deres evindelige krav om politisk korrekt levevis, opmærksomhedskrævende børn fra tidligere forhold, seksuelle ønsker og pludselige interesse for andre mænd.

I hænderne på mindre talentfulde komikere og musikere kunne disse emner let være faldet til jorden og druknet i selvglæde og banaliteter, men Tolsgaard og Pretzmann turnerede dem med elegance, selvironi og stor musikalitet. Det var ikke decideret lårklaskende morsomt, men heller ikke det mindste kedeligt og lige præcis så meget under bæltestedet, som man kan være uden at være plat.

Aftenens bedste nummer var nok "Dom Jävla Danska Bögar", hvor Esben Pretzmann med stort talent for det svenske sprog fortalte om Lennart, naboen til makkerparrets fælles svenske sommerhus, der tror, at Tolsgaard og Pretzmann er bøsser, og det er jo noget værre noget – synes Lennart, samtidig med at han er utroligt interesseret i netop Tolsgaard og Pretzmanns gøren og laden. Det bliver spændende, hvis han får kendskab til sangen om sig selv – så bliver der nabokrig!

Det kan selvfølgelig være, at Lennart er en fiktiv person (ligesom Niels Haugaards bror og svigerinde er det), og at mange af de andre historier, Tolsgaard og Pretzmann fortalte, bare er noget, de finder på. Anekdoterne var dog tilpas udramatiske til at virke troværdige, men om det er fakta eller fiktion, er mindre relevant. Det vigtigste er, om det er god og intelligent underholdning, og det er Tolsgaard og Pretzmann. Tjek dem ud på landevejen og glæd dig til det album, de udgiver inden jul.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA