x
Bedroom Community Label Night og FM Belfast : Iceland Airwaves

Bedroom Community Label Night og FM Belfast , Iceland Airwaves

Bedroom Community Label Night og FM Belfast : Iceland Airwaves

Anmeldt af Mikkel Falk Møller | GAFFA

Fredag i Reykjavik byder på storm med vindstød af orkanstyrke. Man flyver decideret rundt i gaderne, og politiet har spærret store dele af byen efter at et tag er røget ned fra et af husene. Stormen afholder dog ikke Airwaves fra at holde festen kørende, der er i fuld gang lige fra formiddagen med koncerter overalt. Efter en solid omgang hvalbøf og en tur i et af Reykjaviks udendørs svømmebade starter aftenen for mit vedkommende med lavmælte tyste toner.

Bedroom Community Night – Skygger af skønhed og lydterror (****)
Det islandske pladeselskab Bedroom Community har for vane at holde deres egen showcase aften under Airwaves. Det sker også denne gang, og det plejer at være stedet at tage hen, hvis man vil få en opdatering på, hvad der sker i den islandske undergrund. Showet bliver holdt i en af festivalens bedste venues – det lille grønne træteater Idnó, der ligger ud til Reykjaviks sø lidt afsides fra den vilde bykerne. Rammerne passer perfekt til musikken, som er meget anderledes, end hvad man ellers kan opleve på festivalen. Der er en nærmest andægtig stemning inde i det lille teater.

De fleste sidder på gulvet og spejder mod scenen, mens pladeselskabets medejer Valgeir Sigurdsson byder velkommen. Sigurosson har blandt andet produceret albums for Bonnie "Prince" Billy og CocoRosie, og på scenen er et mindre symfoniorkester ved at gøre klar. Der er både kontrabas, violiner, blæseinstrumenter og en gigantisk harpe. Vi skal overvære en klassisk opførelse af islandske Daniel Bjarnasons seneste værk. Det er dramatisk og storladent, men også lidt for pænt og lavmælt til en fredag aften ude.

Hvis man har tålmodigheden er der dog guld at hente. Især hos den amerikanske singer-songwriter Sam Amidon, der gør sig i fremragende og fortryllende country & western-sange kørt ind med fuldfed banjo, fiddle og slaptick-trommer. Her rejser hårene på kroppen sig, og der bliver lyttet intenst med brede smil på publikums læber. Samme gode stil fortsætter hos Puzzle Muteso, der har en intens og bemærkelsesværdig vibrato af en stemme, der minder om både Tim og Jeff Buckley. Lyduniverset består af et interessant møde mellem klassisk og indie, og det knitrer og knager i salen med sære lyde.

Da enmandshæren Ben Frost tager over slutter den gode stemning dog, og vi må i stedet lægge ører til en omgang aggressiv, minimal støj helt uden snerten af nogle melodier. Det er monotont og på et tidspunkt ren lydterror, da volumen bliver skruet helt i bund. Man må holde sig for ørene og gå ud og ryge. Lige arty-farty nok til min smag, men ellers en spændende aften med nogle for mig ukendte kunstnere.

FM Belfast – Forrygende fredags fest (*****)
Efter et pit-stop med et par solide drinks og nogle store Viking-øl var det blevet tid til nattens helt store brag med de rutinerede festaber i FM Belfast (billedet). Forrige år gav FM Belfast intet mindre end fire koncerter under festivalen, og hver gang var der stopproppet. Det med god grund, for FM Belfast er et ubeskriveligt godt partyband og en smaskcharmerende oplevelse.

En ting er musikken, som først og fremmest er udadvendt, melodisk electroindie, der sidder lige i skabet. En anden ting er den galskab, der bliver sluppet løs på scenen, hvor de utallige gæstemedvirkende gør det svært at holde styr på, hvem der er band, og hvem der er publikum. Alt går op i en højere rus, og salen eksploderer og går i ekstase da bandet går på scenen.

Der bliver bouncet, danset, crowdsurfet og skrålet med til den store guldmedalje, og det er lidt af et mysterium, at FM Belfast ikke har fået et større internationalt gennembrud endnu. De ville kunne gøre sig overalt og er helt klart Islands bedste festband og det perfekte soundtrack til en fredag aften.

Deres nye numre har dog ikke samme umiddelbare lethed og fandenivoldske skævhed over sig som på debutalbummet "How To Make Friends". I stedet minder de mere om en punket udgave af Alphabeat, men det er ikke nødvendigvis dårligt, og livemæssigt holder de distancen og kommer godt ud over rampen. Efter halvanden times løssluppen festparade er det slut og man forlader salen med lyst til at fyre den helt af i Reykjaviks berygtede natteliv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA