x
Ms Dynamite og Lucy Love og Linkoban: Den Grå Hal, Christiania

Ms Dynamite og Lucy Love og Linkoban, Den Grå Hal, Christiania

Ms Dynamite og Lucy Love og Linkoban: Den Grå Hal, Christiania

Anmeldt af Zenia Menzer | GAFFA

 

Linkoban: Sikker vokal og drilske djævlerier *****

Aftenens første navn var det forholdsvist nye skud på den danske musikalske stamme, Ling Ly, aka Linkoban. Hendes hjemsøgende blanding af grime og rap har allerede nu tiltrukket sig en del opmærksomhed, og denne aften fik hun også på aldeles overbevisende måde stadfæstet sit eget navn og gjort det klart, at hun ikke blot er et opkommende navn, men at hun kommer med fart på.

Hendes cirka 35 minutter lange sæt tog publikum med på et mangefarvet ridt, der fik Ling fremstillet som lige dele rytmisk og diabolsk. Første nummer, "Wipe Your Mouth", blev leveret med en klar og selvsikker vokal, der bidrog til et allerede stramt sammensat nummer. Dette gjorde sig også i særdeleshed gældende for numre som "One Trick Pony" og "Like This", der viser Linkoban som uhyrligt dygtig med en mikrofon og munden på rette gled.

Samtidig bliver det også meget tydeligt på disse numre, at hendes musik rummer både infantile og forstyrrede elementer, der manifesterer sig i drilske djævlerier. Omkvædet på "One Trick Pony" kunne lige så godt stamme fra en børnesang, når det legende lyder "Who tricked the pony? Who tricked the pony to do the one-pony trick?". Samtidig ligger der bag dette barnlige univers et truende mørke, som man for eksempel kan opleve, når børn optræder i gyserfilm. Netop fordi de repræsenterer noget uskyldigt og rent, står det endnu mere skræmmende frem, når denne barnlighed bruges til at klarlægge en mere dyster dagsorden – og det er præcis den fornemmelse, man står tilbage med, når man lytter til Linkoban.

"Ox" var et glimrende og meget bombastisk, eksempel på Linkobans dystre og labyrintiske tankegang, på trods af at det var et af de mere stille numre – i hvert fald både i indledningen og afslutningen. Nummeret tog en mere voldsom drejning undervejs, og der blev lagt tyngde på de ord, der før fremstod sårbare: "Every time you say my name I change". Gennem teksten og det buldrende elektroniske udtryk fik nummeret en forstyrret stemning, der passende lagde sig op ad Linkobans katatoniske bevægelser på scenen.

Den buldrende lyd omkransede også "Super Into On It", der dog var alt for domineret af den meget tunge bas. Der blev imidlertid skruet ned undervejs, og det grums, der forekom på nogle af de øvrige numre blev også hurtigt udbedret.

Generelt er der ikke meget negativt at sige om Linkobans optræden. Hun leverede en sikker vokal med en rå attitude og et smil på læben. Det kantede og legende udtryk fandt hinanden i Linkobans meget personlige stil, som kun lige er begyndt at forme sig på den danske musikscene.

 

Lucy Love: Grime-glæde i kantet indpakning *****

Lucy Love var aftenens andet navn, og selvom hun er i samme genre som Linkoban, adskilte de to kvinder sig fra hinanden på en række områder. Ikke kun via udtryk, stil og påklædning, men også gennem deres særegne måder at bruge deres vokaler på. Lucy Love har en mere skarp og til tider nasal vokal, der under liveoptrædener fremstår lysere end Linkobans. Ens for de to sangerinder er dog, at de begge besidder en røvfuld attitude og på overbevisende måde indtager scenen og kræver publikums fulde opmærksomhed via deres musikalske og personlige udtryk.

Allerede som andet nummer præsenterede Love sit velkendte hit "Poison", der blev leveret med et tungt underliggende beat og en lys, meget tydelig vokal til at toppe herlighederne. Nummerets destruktive lyrik medvirker til et kontrapunktisk udtryk, når det med en feminin vokal bliver konstateret, at "I've got venom in my veins/I've got poison in my heart/All my broken dreams are tearing me apart". Med dette formår Love at fremstille sig selv som mangefacetteret, hvilket kun gør hendes musik endnu mere dragende.

Tunge underliggende beats var tydeligt til stede under Loves optræden, hvilket også var tilfældet med "Daddy Was a DJ", som er et andet af Loves meget spillede numre. Stilen var legende og selvsikker, og den energi, nummeret kastede af sig, blev skabt i samklang mellem det markante beat og Loves markante og velartikulerede vokal.

Som Linkoban ramte Lucy Loves basgang også til tider et niveau, hvor man som publikum lige skulle holde fast i de rystende bukseben. Selvom Loves udtryk er udpræget elektronisk, og det bliver båret af tunge rytmer skabt af bas, synthesizer og (stor)trommer, behøver der ikke være skruet så højt op for instrumenterne, at man for det første ikke kan høre hendes vokal skinne klart igennem og for det andet kommer i tvivl om, hvorvidt man går fra koncerten med hjertet i hænderne, fordi det ikke kunne klare presset og hoppede op gennem halsen.

Når det så er sagt, skal det siges, at Loves vokal, netop på grund af hendes enormt klare udtale, stod tydeligt frem og markerede hende som en dansk sangerinde, der absolut har flere tricks i ærmet.

 

Ms. Dynamite viste sig ikke at være så sprængfarlig ***

Aftenens eneste udenlandske navn havde fået mere opmærksomhed end de andre deltagende, ikke kun ved at hendes navn stod først på plakaten, men også idet hun havde den længste spilletid af de tre. Det kan dog diskuteres, om hun reelt brugte den ekstra tid til at agere sangerinde, eller om der simpelthen gik for meget cirkus i den.  

Første nummer, der blev smidt ud, var hittet "Dy-Na-Mi-Tee", som man skulle mene var en sikker homerun. Men lyden var grumset, og vokalen var ikke stærk nok til at bære det lydlige billede hele vejen, hvilket medførte et lidt vagt førstehåndsindtryk af den britiske rapper og r&b-sangerinde. Dette gjorde sig desværre gældende flere gange igennem Dynamites optræden, hvilket skabte et svagt musikalsk udtryk.

Undervejs stod hun dog stærkere, og der blev ikke lagt låg på den techno-prægede stil, hun i høj grad omfavnede under sit sæt. Dette farvede blandt andet også versionen af "Dy-Na-Mi-Tee", der gik fra smooth til danceable, da de lidt hårdere rytmer fik deres indpas. Dertil blev der under en anden passage brugt brudstykker fra Prodigys "Firestarter", der var med til at give Dynamites optræden en utæmmet og hæmningsløs karakter. "What You Talking About!?" var på samme måde et klart eksempel på techno-feberen, der pumpede stemningen op i Den Grå Hal, og det fik afgjort publikum på fødderne.

En anden ting, der rev publikum med, var den deltagelse, Miss Dynamite lagde op til i sin dialog med de fremmødte. Det fik dog en irriterende karakter undervejs, og når man som publikum for tyvende gang har svaret på "how're you feeling?" og jublet med på opfordringen til at "make some noise", begynder det at blive mere trættende end medrivende.

På trods af at Dynamite havde længere spilletid end de øvrige sangerinder, spillede hun ikke flere numre end de gjorde. Der var med andre ord for meget snak, og dertil skal nævnes, at singback-funktionen prægede numre som "Fall In Love Again" og "Wile Out", der dermed fik et utroværdigt og svagt udtryk. Det svage udtryk var gældende for flere numre og ramte også versionen af den ellers lækre "Neva Soft", der flere steder var præget af et decideret vokaludfald.

Alt dette forhindrede dog ikke publikum i at holde en farverig fest, og det må man trods alt give Dynamite. Hun fik flere steder startet en stemning, der var svær at modstå, men der gik for meget gejl og grums i den, og man stod bagefter med en lidt tør fornemmelse i svælget. Miss Dynamites koncert vidnede mere om en god dj end en god sangerinde, og det knald, man havde forventet skulle afslutte en ellers forrygende aften, udeblev.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA