x
Colbie Caillat: Christmas In The Sand

Colbie Caillat
Christmas In The Sand

Colbie Caillat: Christmas In The Sand

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 29.10.2012
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Allerede fra den noget uskønne røvballe-rock-åbner i form af en halbal-version af Merry Christmas Baby tegner Colbie Caillats bud på et jule-album ikke særligt lovende, og resten af de teflon-glatte bud på julesange i versioner, der kunne begå sig under varmere himmelstrøg end på disse breddegrader, føles uengagerede og er – heldigvis, fristes man til at sige – glemt så snart sidste skæring er løbet ud. Om end titelnummeret er vældig hyggeligt.

Gavin DeGraw-duetten Baby It's Cold Outside – et nummer, der ellers vel nok burde kunne inspirere til en vis kækhed og legesyg tilgang, er ganske blottet for personlighed, og efterfulgt af samarbejdet med Justin Young om The Christmas Song virker et pund æbleskiver med flormelis og jordbær-syltetøj fra en af de der blå spande pludselig som et kvalme-dæmpende alternativ. For ikke at tale om forsøget på at gå Springsteen i bedene på Santa Claus Is Coming To Town, der er direkte pinligt. Der er masser af gode bud på musikalsk december-forsødelse. Det her er ikke et af dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA