x
Orbital: Store Vega, København

Orbital, Store Vega, København

Orbital: Store Vega, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er ved at være nogle år siden engelske Orbital sidst var aktive - og endnu flere siden storhedstiden, som var dengang i halvfemserne, hvor den britiske techno- og electronica-scene nærmest eksploderede i et orgie af kreativitet og succes, med navne som The Orb, Underworld, Aphex Twin, Prodigy, Future Sound Of London, Chemical Brothers og altså Orbital. Det var da heller ikke et udsolgt Store Vega, der tog imod de to engelske brødre denne onsdag aften, men fremmødet var bestemt pænt, og det skulle vise sig, at det var stemningen også.

Kenton Slash Demon
Inden Orbital var der opvarmning ved Kenton Slash Demon, der var klemt ind yderst på scenen, ved siden af englændernes maskinpark, med et dj-sæt. Den danske gruppe består af Silas Moldenhawer og Jonas Kenton, som nogle måske vil kende fra When Saints Go Machine. Musikken bevægede sig, ikke overraskende, inden for rammerne af fortrinsvis instrumental electronica, her og der spædet op med et par vokal-samples i ny og næ. Og så bas - en helt masse bas. Faktisk det meste af koncerten igennem alt for meget.

De fleste bastrommer og baslag i musikken fremstod store dele af koncerten desværre mest som en dyb brummen snarere end stærkt defineret, hvilket resulterede i at man til tider følte, at musikken var som delt i to, den dybe basbrummen og så resten. Måske der ikke havde været tid nok til lydprøverne. Det var lidt synd, for der var flere gode idéer undervejs, og i de numre, hvor bassen var knap så present fungerede det hele meget bedre, måske ikke mindst i de mere melodiøst funderede passager.

Orbital
Omkring kl. 21 gik de to Hartnoll-brødre på scenen, og så blev der ellers tændt op for det store lysshow. Udover, naturligvis, de velkendte brillelamper som man i høj grad forbinder med gruppens koncerter, så blev der fyret op for seks ruderformede LED-skærme samt et væld af bevægelige lamper. Flot var det - ja, det havde næsten karakter af UFO-landingen i Close Encounters Of The Third Kind, godt hjulpet på vej, naturligvis, af den elektroniske musik.

Med på scenen havde Orbital en række synthesizere, samplere, computere, stor mikser og andet elektronisk udstyr, praktisk talt et lille studie, og det meste kom i brug undervejs, når de forskellige dele af musikken blev sat sammen som puslespil, sequencere blev tændt og slukket, lyde blev skabt og modificeret, etc. Der var en del fokus på numre fra gruppens seneste udspil, "Wonky", der blev sendt på gaden tidligere på året, og herfra var det velsagtens den mørke og let humoristiske "Beelzedub", der fungerede bedst i livesammenhæng, hvor der blev gjort endnu mere ud af at markere det lydmæssige slægtskab med den gamle Orbital-klassiker, "Satan".

Koncerten kom dog, i det store hele, godt omkring elementer fra det meste af gruppens karriere, det hele serveret som et langt forløb, uden egentlige pauser mellem numrene, ja, flere gange undervejs var det faktisk sådan, at overgangen mellem to numre på det nærmeste muterede og blev til et eget nummer, noget som Orbital netop har været kendt for i livesammenhæng, og som stadig synes at fungere godt. Der er noget næsten forfinet og raffineret over duoens lyd, for selvom Orbital oprindelig slog igennem som en del af rave-scenen i halvfemserne, og bestemt på flere måder relaterer til dén tids musikalske modeluner - skulle man være i tvivl, så kan man bare begynde at tælle acid-elementer - så har der også altid været en kælen for de lydmæssige detaljer i gruppens musik, måske ikke mindst omkring de karakteristiske sequencer- og arpeggiofigurer. Undertegnede stod i hvert fald flere gange undervejs og sendte gamle tyske pionerer som Tangerine Dream og Klaus Schulze i halvfjerdserne en venlig tanke.

Nørdernes paradis
Hvor Orbital altså engang var en regulær del af rave-scenens festkultur, så er gruppen i dag måske i højere grad lidt af et nørd-paradis, komplet med maskinpark, UFO-belysning og en elektronisk musik, der muligvis nok er techno, men som i stil og tanke har mere med Kraftwerk, Jean Michel Jarre, Vangelis og Kraut at gøre end provinsdisco med dåsebajere. Derfor var det måske også meget passende, at koncerten for alvor kulminerede med gruppens fremragende cover af noget nær det ultimative nørd-tema, nemlig Grainer og Derbyshires soundtrack til "Doctor Who", og her fik den ellers ikke for lidt med både lyd og lys, og selvom de efterfølgende ekstranumre, heriblandt gennembrudshittet "Chime", også fungerede godt, så var og blev det doktoren i telefonboksen, der blev aftenens crescendo.

Der var, som hos Kenton Slash Demon, lidt rod i bassen til at begynde med, men det blev der meget hurtigt rettet op på, og derefter var lyden fornem hele koncerten igennem, hvilket også er en af grundene til de fem stjerner. For lydbilledet er af stor betydning i Orbitals musik, og når det fungerer, så løfter det helheden, på samme måde, i øvrigt, som det vel-designede lysshow.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA