Peter Rosendal: Old Man’s Kitchen

Peter Rosendal
Old Man’s Kitchen

Peter Rosendal: Old Man’s Kitchen

GAFFA

CD / Stunt Records
Udgivelse D. 16.11.2012
Anmeldt af
Ivan Rod

Kunstnerisk er den danske jazzpianist Peter Rosendal ikke for fastholdere. Han har udgivet en håndfuld cd'er, men der er kun antydning af en tråd fra den ene til den anden. Og Old Man's Kitchen, hans nyeste cd, er i sig selv fuld af overraskelser, hvorfor også den umiddelbart er svær at aflæse (men ikke aflytte).

Et nummer som Sabotage – (tjek lige den titel!) – er eksempelvis et særegent miks af kammerjazz, avantgardejazz, folk og klassisk kammermusik. Det ene øjeblik tror man, at man har forstået kursen, det næste er man sendt i en helt ny retning. Sådan er nummeret, og sådan er hele cd'en – den saboterer ethvert forsøg på at rubricere og kategorisere og læne sig tilbage i tryg forvisning om, at man har forstået, hvor Rosendal og orkester er på vej hen.

Sine steder lytter man til varieté- eller cirkusmusik, sine steder til eksperimenterende eller melodisk jazz, sine steder til klassisk kammermusik og folk. Og hele tiden skifter det, indenfor det enkelte nummer og på albummet som sådan.

Og sjovt nok: Dét er netop albummets styrke. At det emmer af overskudsbetonet leg med udtryk og genrer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA