x
Katie Melua: Falconer Salen, Frederiksberg

Katie Melua, Falconer Salen, Frederiksberg

Katie Melua: Falconer Salen, Frederiksberg

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

På positiv-siden… Katie Melua er som sanger ubestridt et naturtalent. Hun er i besiddelse af en klokkeklar, meget, meget sikker vokal, som – kombineret med en tilsyneladende helt naturlig autenticitet og lethed i udtrykket – placerer hende på alle sangerinders verdensrangliste. Hertil kommer, at hun helt generelt fremstår som ramt af renhed. Af de grunde kan man kun elske hende. (Hun er som en seriøs arvtager efter det afdøde naturtalent, Eva Cassidy, der ligeledes var ramt af renhed).

På negativ-siden… Katie Melua er skøn, ren og naturlig – som sanger og væsen – men hendes kropssprog og retorik er uskøn. I Falconer Salen forsøgte hun – sikkert ansporet af velmenende koreografer – at bevæge sig rundt på hele scenen, formodentlig for ikke udelukkende at stå bag et mikrofonstativ. Men sandheden er, at hun ikke kropsligt er nogen virtuos. Og at hun retorisk fremstår umoden, når hun tømmer sine sange for lyrisk nerve ved at udpensle deres baggrund og betydning.

Når hun nu er så ubestridt et naturtalent, så autentisk og rent et væsen – hvorfor er hun så blevet en, der forårsager, at man som koncertgænger lider (med hende), når hun bevæger sig eller fortæller om sine sange? Svaret er nok som følger…

For det første har hendes succes nok afstedkommet, at skaren af kokke omkring hende er blevet (for) stor: at der er for mange, der har konforme meninger om, hvad man bør gøre, når man optræder og binder sine numre sammen. Og hvordan skulle et ungt, uskyldigt væsen kunne sætte sig op imod de autoriteter? Det kan hun formodentlig ikke. Ergo bevæger hun sig – selv om hendes begrænsede kropsbevidsthed burde afstedkomme, at rådgiverne foreslog hende at lade være! Og ergo piner hun al lyrisk nerve ud af sine sange ved at fortælle "barnagtige" historier om sin opvækst i Georgien, om sin familie, sin kæreste med mere.

For det andet har hendes succes fået antallet af fans til at eksplodere. Og det i sig selv afstedkommer, at hun må spille på større scener. (Det er nok som følge heraf, at koreografer har foreslået hende at udvide bevægelsesmønstret på scenen. Deres ræsonnement er formodentlig, at der også skal være noget for publikum på bagerste række at se på, andet end en stillestående person midt på scenen. Og det er nok som led i en generel opgradering af "fortællingen" om fænomenet, Katie Melua, at hun har fået at vide, at hun skal berette om sig selv og numrene).

Problemet er bare, at hendes musik har en intim karakter, som ikke matcher store scener som Falconer. Og at hendes sange har en lyrisk nerve, som bedste bibeholdes ukommenteret.

Første gang jeg oplevede hende – det må være otte-ti år siden – var i forbindelse med en releasekoncert for hendes første album. Det var på Lille Vega. Dengang slog hun benene væk under alle. Selvfølgelig fordi hun var helt ung og helt ny på scenen. Men også fordi intimiteten var virksom. Sangen, lyrikken, mødet – alt var intimt. Og numrene… de fik lov at repræsentere sig selv, ukommenteret. Selvfølgelig også på grund af hendes generthed. Men det fungerede.

Det er fortsat dét – intimiteten og den lyriske nerve – der kendetegner hendes sange. Og derfor er Katie Melua og Falconer Scenen et mismatch. Uanset at hendes stemme er god, hendes sange er gode, hendes sidemen er gode, og lyd og lys er optimal. Katie Melua og Falconer Scenen er et mismatch.

Hun åbnede som solist – vokalist og guitarist – med nummeret Piece by Piece. Fulgte op – omgivet af de fire strygere i Secret Symphony String Quartet – med nummeret If You Were A Sailboat. I begge tilfælde på meget, meget lovende vis. Efter tre numre med kvartetten gik tæppet helt til side, og så stod hun der omgivet af strygekvartet og jazzkvartet – klaver, trommer, bas og guitar. Første nummer med den fulde konstellationen var Mary Pickford, og netop det nummer skulle med sit drive vise sig at blive et af koncertens absolutte højdepunkter side om side med det følgende nummer på sætlisten: The Flood. Afslutningsnummeret blev – vanen tro - I Cried For You, fremført af Katie Melua som solist.

Meget godt kan – og kunne – man sige. Især om Katie Melua og hendes sange. Men altså også – med set-uppet på Frederiksberg – noget kritisk. Det er hermed gjort…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA