x
Great Lake Swimmers: KB18, København

Great Lake Swimmers, KB18, København

Great Lake Swimmers: KB18, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Det er som support for det cirka halvt år gamle album, "New Wild Everywhere", at Great Lake Swimmers er draget på tour. Det er en rigtig god idé, for hvor bandets tidligere albums har haft et noget skrøbeligt udtryk, så er lyden på det seneste album noget bredere, og de kommer lidt mere ud over rampen. De formår de virkelig også lørdag aften på KB18, og vi er således vidner til en flot koncert.

Det lavt-loftede rum er ikke ligefrem overfyldt, men den lille inkarnerede skare samler sig foran scenen, hvor man fra første parket kan bevidne Greg Millsons solide trommespil, Miranda Mulhollands violin og selvfølgelig, som altid, Tony Dekkers imponerende stemme.

Blæsten bringer forandringer

Det er som sagt "New Wild Everywhere", der naturligt fylder mest i sættet, men der bliver også hentet en del fra både "Lost Channels" fra 2009 og "Ongiara" fra 2007. Dekker formår selv at binde en fin sløjfe rundt om pladerne, da han fortæller at han har opdaget at hans sangskrivning ofte kredser om forandringer og vind. Således for vi en "two-pack" omkring det tema med "Changing Colours" fra "Ongiara" og "Changes With The Wind" fra "New Wild Everywhere". I det hele taget, formår Great Lake Swimmers at binde sættet godt sammen. Hvor man nogle gange oplever folk-inspirerede bands fortabe sig i at stemme instrumenter, så glider koncerten flot, og flere gange formår bandet at binde numrene sammen, for eksempel imellem "New Wild Everywhere" og "Where In The World Are You".

Selvom det er de mere uptempo numre som fylder mest, bliver der også god plads til de mere stille stunder, som Great Lake Swimmers behersker bedre end de fleste andre. "Put There By The Land" forener det fine og skrøbelige med det voldsomme, signeret Greg Millson på trommerne. Senere i sættet får Erik Arnesen lov til at lufte banjoen, særligt på publikumsfavoritten "Rocky Spine".

Før vi ved af det er vi igennem de 15 sange der udgør hovedsættet, men i ekstranumrene får vi heldigvis lidt mere, end hvad man kunne forvente. Således stiller bandet op midt på gulvet på KB18, hvorfra de leverer en akustisk version af "Still" med hjælp fra et ivrigt publikumskor. Okay, det er måske set før efterhånden, men det virker godt og oprigtigt, og da vi ikke er flere, end vi er, fremstår det som en god fælles afslutning. Før vi går hjem giver Tony Dekker solo os også "Moving Pictures Silent Films" som stammer tilbage fra Great Lake Swimmers' debutalbum, en flot afslutning på en god koncert.   

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA