x
Diverse kunstnere: The Wind Cries – Jimi Hendrix 70th Anniversary, Amager Bio

Diverse kunstnere, The Wind Cries – Jimi Hendrix 70th Anniversary, Amager Bio

Diverse kunstnere: The Wind Cries – Jimi Hendrix 70th Anniversary, Amager Bio

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Gud Faderen, Helligånden staves: "Jimi Hendrix, Guitar" på musikersproget Guitarsk. Denne aften 27. nov. 2012 ville mesteren James Marshall "Jimi" Hendrix være fyldt 70 år. Sådan skulle det ikke være. Han forlod denne jord, inden vi fik oplevet hvilke retninger mandens legendariske evner ville have taget. Kunne danske spademestre vise nye på fødselsdagen?
 
Tricks og mesterligt

Guitarist Jonas Larsen starter frisk ud med at fremvise de gamle tricks; spille med én hånd, spille på ryggen og bide i strengene via "Purple Haze" og "Bold As Love". Fin start, men ganske pæne traditionelle udgaver.

Mikkel Nordsø er næste arvefølge, og han tager mere hårdt fat fra første sekund. Med sin mest onde lyd - forvrænger kørt via en ring modulation - overbeviser han flot os om, at Hendrix ville have investeret i samme apparat, og at Hendrix-traditionen også er anarki, vildskab og lyd-udfordringer. Midt i smuk /grim solointro citerer Nordsø "Kong Kristian Stod Ved Højen Mast" som en salut til Hendrix' "Star Sprangled Banner". Og sammen med saxofonist Tomas Franck (plus fast backinggruppe Klaus Menzer, Helge Solberg og Rune Harder Olesen) går de ind i jazzshufflen "Up From The Skies". En art friere rock/jazz. Og et af aftenens store højdepunkter for mig. Dog ikke for en udsolgt Amager Bio, der ved lyden af saxofon automatisk påbegynder høj smalltalk.
 
Garvet og ungt
Den garvede hvidhårede Frank Lauridsen entrer scenen i selskab med guitarist Lars Krarup og spiller en køn blues'et version af "Little Wing". Hvorefter Krarup siger: "Da jeg gik i niende klasse, fik vi lov til at tage hver vores yndlingsnummer med. Mit var "All Along The Watchtower". Efter fire takter blev jeg smidt ud af døren!" Hendrix var farlig engang. Det er Krarup/Lauridsens version af evergreen'en ikke. Ej heller "Like A Rollin' Stone". Men begge herrer i absolut topform - godt udfordret af Klaus Menzers trommemodspil.

På scenen ankommer så guitarist Troels Skovgaard, der af mange anses som en af landets førende, og hans intro beviser det, selv om der blot improviseres over én akkord. Himmelråbende smukt og interessant og med et citat fra Beatles' "Tomorrow Never Knows". Efterfølgeren, "Little Miss Strange" er dog ordinær, men så iværksættes "Sweet Little Angel". Aftenens mest sjælfulde og smukkeste melodi med den for mig ukendte vokalist 20-årige Mikala Bosetti. Her løfter biografloftet sig og Skovgaard vrider toner direkte op til Hendrix, der lytter sammen med Gud, Faderen og Helligånden og en flaske fin årgangs-cognac anno Summer Of Love.
 
Festligt og rutineret
Folkelige og fornøjelige Søren Andersen fremfører en funky udgave af "Changes" og en sød "The Wind Cries Mary" med et lille tvist: Andersen fjerner al lyd fra sin forstærker og stiller sin sangmikrofon tæt op ad sine guitarstrenge. Dét lyder anderledes end den forvrængerlyd mange guitarister tyr til denne aften. Opfindsomt.

Poul Halberg, Jan Sivertsen, trommer, og bassist Jette Schandorf spiller til "hverdag" med netop Jimi-materiale og "Voodoo Child" og "Let Me Stand Next To Your Fire" er i aftenens mest sikre hænder. Poul Halberg er den guitarist, der på aftenen kommer nærmest på Hendrix' syrede klangbilleder og Halberg virker særligt inspireret.

Aalborgenserne Peter Brander og Morten Larsen tager tempoet ned med den tunge blues "Red House" og Brander/ Larsen tænder flot op for hinanden i et fyrigt med- og mod-spil. Det er ikke så ringe endda, nej det er yderst mesterligt. "All Along The Watchtower" afslutter deres del i et funky crescendo med en tændt Rune Harder Olesen-congas-solo.
 
Kønt og frigjort
I sceneskiftet begynder mere smalltalk; "Hvem er ham, Mike Andersen?". Selv introducerer han sig lidt efter med, at "han oprindelig er faldet i "B.B. King-gryden som barn, men "Electric Ladylands" albumcover med de mange smukke nøgne kvinder er og var smukt og pirrende." Andersen spiller samme nummer solo på akustisk guitar, og så véd hele Amager Bio, at her er en særlig flot herrevokal. Esben Just spiller nydeligt "Crosstown Traffic" på klaver på en guitaraften, og publikum er søde ved ham.

Nu har The Wind Cries - Jimi Hendrix 70th Anniversary efterhånden udviklet sig til en lettere forudsigelig bluesaften og overrasker ikke længere, som lovet i foromtalen.

Men så! "Mika Vandborg er fra Jylland og har spillet med Gnags" annoncerer den charmerende og selvironiske konferencier Simon Jul, og så tager Vandborg fat. Menzer, Solberg og Olesen finder et anarkistisk ekstra gear frem, og "Foxy Lady", "Spanish Castle Magic" og "Let The Good Times Roll" river og rusker som sund Hendrix bør. Det er ikke fordi Vandborg opdager nyt land, for kollegaerne har udforsket det meste før ham, men Vandborg og backinggruppen spiller mere frit og i passager roder det dejligt - sådan 60'er-agtigt. Kom, vi kaster det hele overbord.

"Hey Joe" er obligatorisk fællesnummer, og hittet er skønt, som hits er flest, men intet nyt under de mange plektre.
 
Alle medvirkende leverede flotte indsatser, og også PA-lyden var i særklasse. Jeg er bare sikker på, at guitarguden og Summer of 69-ikonet, James Marshall "Jimi" Hendrix, ville have forventet at høre, hvor langt ud aftenens guitarmestre ville turde at strække ud. Som Hendrix udtalte, mens han levede: "When I die, I want people to play my music, go wild and freak out and do anything they want to do."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA