Steve Vai: Amager Bio, København

Steve Vai, Amager Bio, København

Steve Vai: Amager Bio, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Sjovt, virtuost, varieret, overvældende og blændende musikalske tryllerier i alle farver og i højt tempo. Plus langsomt, følsomt, syret med mere. Færre adjektiver kan ikke gøre det for 52-årige Steven Siro Vai og et hold der (næsten) kunne have været med hos hans tidligere arbejdsgiver Frank Zappa.

Turbopres fra start

Pompøs tempofyldt "Intro"," Racing The World" og Velorum". Baaam! I gang! Fra start lynende temaer hen over stok og plekter. Lige sætte sagerne på plads. Man har vel solgt over 15 millioner plader og været sessionsguitarist på mere end 60 studiealbum på alt fra Frank Zappa over David Lee Roth, Alcatrazz, Whitesnake til Ozzy Osbourne og lige undervist Yngwie Malmsten, Kirk Hammett (Metallica) og Alex Skolnick (Testament).

Foran bagtæppet med et enormt selvportræt fra det nyeste album "The Story Of Light" spiller Vai med en personlig og alsidig guitarlyd og brillerer igen i den bombastiske jazz/rockede "Building The Church". Skæve taktarter i en form for heavy metal-bebop, og kedeligt er det ikke. Det går stærkt, Vai spiser de fleste guitarister til morgenmad, men hans speedløb op og ned ad gribebrættet er ikke kun skalafræs, der er oftest melodier bag.

Selvironisk boy wonder

Klædt i lædervest og blomstret skjorte styrer den sorthårede herre bandet henad flere numre og de adlyder hans mindste vink, mens han er travlt optaget af at kaste kaskader af toner af sted og skifte lyde på guitaren og charmere publikum sjofelt og selvironisk. Manden må have gået i show skole. Efter at have begravet sig på værelset som 12-årig og lukket sig inde i månedsvis udelukkende med spaden som selskab. Og plader med f. eks Jimi Hendrix, Jeff Beck, Jimmi Page og Allan Holdsworth.

Balladen "The Moon And I" viser dog en lille sprække i hans perfekte univers; han synger middelmådigt. Til gengæld er denne komposition en af aftenens smukkeste. Videre til slowfunk med hårde riv i strengene fra kan-alt-bassisten Philip Bynoe i "The Animal" og en duet med B-guitaristen Dave Weiner der totalt imploderer ved siden af guitarlegenden. Det er også en kedelig komposition, man kunne kalde for "milliard-tone-temaet", og kun reddet af et heftigt guitar/tromme-chase med Jeremy Colson på de lange tynde toms Octabans.

Alien i verdensklasse

Så er "Whispering A Prayer" til gengæld en fantastisk melodi og med sin Jeff Beck-lignende lyd, når Vai nye lyriske højder og Deborah Henson-Conant spiller lige op med ham via en fascinerende harpesolo. Det er rart med en pause fra Vais mange prestissimo soli. Vai er kendt og elsket som speed-mesteren i egen person, men 95 procent af hans soli ender i Formel 1-tempi. Det er ikke forceret, og jeg kan godt lide det, men en anelse forudsigeligt er det sgu.

Især i "The Audience Is Listening"" som er en speed-boogie-metal sag, hvor Vai hurtigsnakker på guitaren og kaster sig ud i en art djævledans og slynger instrumentet om sig, mens han leger, at guitaren er en bugtalerdukke. I et inferno-lysshow og kaskader af toner kommer jeg pludselig i tvivl. Var Steve Vai ikke med i filmen "Men In Black" som en af de ude-fra-kommende aliens?

Deborah Henson-Conant alene på scenen får alt ned på kloden igen med sin harpe. Bagefter annoncerer Steve Vai et akustisk sæt. Og på akustisk guitar træder den musiker frem som allerbedst kan lide at være i selskab med. Smukt, lyrisk og afslappet fører han os igennem "Sisters". En blændende god melodi, og lige pludselig står hans talent i et nyt lys. Mere smagfuldt guitarspil skal man lede længe efter, og hans bandmedlemmer ser ud til at nyde det afdæmpede lyriske spillerum, og alle leverer særlig lydhør kunst i verdensklasse.

Strap-on suite

Men the show must go on. Ind kommer trommeslager Jeremy Colson med et strap-on-trommesæt med lyskæder, et talende dødningehoved og diverse aggregater påspændt sin krop og råber til Vai: "Jeg faldt i søvn før! Drop dét følehalløj! Der er alligevel kun guitarlærere og guitarelever blandt dit publikum!" Dén får han latter på hos publikum. Men det der ligner en tromme-joke udvikler sig til et fantastisk nummer, "Treasure Island"/"Pusa Road" der er en indisk inspireret suite. Intrigant, indviklet og med Konnakol-lignende momenter (Konnakol = indisk rytmisk sang – Red.). Noget overraskende at Vai også omfavner Indien live i en art "Indian Black Page"!

"The Ultra Zone" med Vai i svejsemaske med lyskæder på og røde spotlys på knoerne er heavy metal future rock og er Vai tilbage i den bombastiske stil fra begyndelsen af koncerten. Men hans rockede ballade "Frank" er noget særligt. Helt uden sprintsolo. Vai spiller stramt og enkelt som en hyldest til læremester Zappa. Klædeligt og endnu en variation. "Build Me A Song" er en showcase med to danske publikummer for at komponere en sang på stedet, og det ender som forventet i en ligegyldig jam.

Jeg dør længe

"For The Love of God" afslutter koncerten, men ikke sådan let og hurtigt. Nej, nej, nej da. Steve Vai ender med en dybfølt solo, hvor han krænger sin sjæl ud i laaang tid, som var det en Wagner opera der repeterer "Ich sterbe" i det uendelige.

Tour de force-nummeret "Tarus Bulba" er ekstranummer og vækker stor glæde for en udsolgt sal. For mig lyder det først som en kasseret Yngwie Malmsten-sag, indtil et overvældende vildt og delvist improviseret battle mellem Vai og Colson vækker minder om trommeslager-legenden Billy Cobham! Selvfølgelig med en endnu en prestissimo solo, der må have givet ømme fingerspidser på Steve Vai, men ruskende godt er det.

Må jeg sige overvældet? Efter tre timers verdensomspændende lydrejse. Ikke siden Frank Zappas koncert "Broadway The Hard Way" i 1988 i Falconer Salen har jeg oplevet så afvekslende timer. Steve Vai, the little Italian virtuoso, var nær ved at få seks stjerner. Kom straks tilbage og gerne helt akustisk, det er overvældende nok for mig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA