x
Yeasayer: Pumpehuset, København

Yeasayer, Pumpehuset, København

Yeasayer: Pumpehuset, København

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Koncerten skulle egentlig være afviklet på Lille Vega, men grundet familiære problemer blev koncerten udskudt tilbage i september. Nu var det så Pumpehuset, der var rammen omkring Yeasayers første koncert på dansk jord i forbindelse med deres "Fragrant World"-turné.

Energisk tilstedeværelse
Gruppen udgav deres seneste album i august, og det var generelt en mere jævn præstation af amerikanerne, der dog stadig har et par vanvittig gode skæringer på den plade. Det var da også her, de startede deres sæt. Med "Blue Paper", hvor gruppen for alvor fyldte salen ud med deres samplede strygere og stakkerede hihat, mens synthesizerens onde saw-modul tvang foden til at vippe med.

"Fragrant World"-højdepunktet "Henrietta" startede efter et længere synth-intermezzo med sit cool og tilbagelænede groove, der med sin 80'er-lilletromme og Chris Keatings energiske tilstedeværelse i front var et fremragende indslag. Også den nedbarberede del af nummeret, som gruppen ellers flirtede med at hoppe over, var virkelig veludført. Her var lyden, der ellers tidligere var en kende mudret omkring den dybe mellemtone, allerede blevet rettet nogenlunde.

Vi skulle da også få lidt fra gruppens debutalbum, "All Hour Cymbals", hvor "2080" med sit nærmest Paul Simon-agtige bas-groove gav os et centralt eksempel på Yeasayers rytmiske fokus, der især blev udført af ny mand bag tønderne – Cale Parks. Det er måske også her, at de største referencer til grupper som Talking Heads og deres tilgang ikke er helt uvæsentlig at nævne.

Visuelle refleksioner
Bag sig var gruppen omgivet af stjerne/diamantformede spejl-konstruktioner, der både var lærred til en projektion, ligesom der var inkorporeret lys, og det var en meget vellykket udsmykning, der gang på gang underbyggede gruppens festlige, mystiske, dystre nuancer.

Den nærmest søvnigt-tilbagelænede "Longevity" fik bpm-tallet lidt ned, mens der blev plads til en samplesolo. Der var spacey fællessangstemning på "Odd Blood"-nummeret "O.N.E.", der iført regnbuefarvede lys for alvor lagde op til dans – men folk lyttede nu mere, end træbenet fik lov at give los.

B-siden fra det seneste album "Don't Come Close" med en meget fin guitarintro gik direkte over i "Madder Red", der med masser af uh-kor og mere sprælske rytmiske indslag var en ganske god kombination.

Vokalfilteret på Keatings vokal på "Demon Road" fungerede rigtig godt, mens omkvædet duftede af et kæmpe vokalharmonisk overskud. Netop en af Yeasayers store kompetencer – deres konstant skiftende vokalfokus, om end størstedelen ligger ved Chris Keating. Der er løbende karakterskift og afveksling – også rent scenemæssigt.

WhoMadeWho-skeletter
Efter endnu en maskeret intro gjaldede "Reagan's Skeleton" ud af højtalerne. Det måske mest jævne nummer, der var i posen denne aften. Et nummer, der i lige så høj grad kunne være udført af vores danske WhoMadeWho. Groove og funkbas i fokus. Efter "Ambling Alp" forlod de fire gutter scenen, der var i udmærket kontakt med publikum, hvor der blev fremstammet et "skål", og der blev talt om duften af "blomster" oppe fra scenekanten.

Fire styk fik vi at gå hjem på. Stærkest virkede især de to nyeste numre "Devil & the Deed" og "Fingers Never Bleed". Det stramme groove i førstnævnte, hvor Anand Wilder gav en smule af sin fine vokal. Den blev fint kørt op i tempo – stadig en kende mekanisk – men ikke desto mindre var det et meget energisk indslag.

"Fragrant World"-åbneren "Fingers Never Bleed" var med sine off-beat-klap et fint lidt mere følsomt nummer, hvor bassisten blandt andet spillede, hvad der lød som en horn-synth (på bassen). Igen en kende problematisk med føromtalte lyd, som der dog blev rettet igen. Bandet næsten-sluttede med det rolige "Dark Was the Night"-nummer "Tight Rope", før "Summer" lukkede helt ned for amerikanerne.

Sympatisk afvikling
Gruppen leverede generelt en virkelig gennemført musikalsk præstation på scenen. Især afviklingen af deres materiale var en fryd, hvor en konstant energi og et nærvær gennemsyrede det. Samples var valgt i stedet for computer, samt effektpedaler af en anden verden til at udsmykke de instrumenter, bandet har i hænderne. Meget sympatisk – især når det er udført med sådan en musikalsk snilde.

Keatings karismatiske tilstedeværelse var også noget, der gav koncerten en vældigt løft, sammen med den rytmiske energi, der gennemsyrer Yeasayers live-univers. Nå ja – der var mindre småting, hvor enkelte numre blev lidt for tørre, og mellemtonen fik lov til at dominere lidt for meget.  

Festen lå og ulmede det meste af aften på Pumpehuset, men den brød aldrig helt igennem for de fire amerikanere og for os i salen. Men når Yeasayer og deres grooves var bedst, så rykkede de virkelig.  Sagde de i øvrigt ikke noget om en koncert til sommer, eller var det bare mig?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA