x
Gregg August: Four By Six

Gregg August
Four By Six

Gregg August: Four By Six

GAFFA

Album / Lacuessa Records
Udgivelse D. 02.01.2013
Anmeldt af
Ivan Rod

Den højt profilerede amerikanske musikanmelder, George Grella, har kaldt ham "musikernes musiker". Og den betegnelse holder langt hen ad vejen. Nordamerikanske musikere – klassiske såvel som jazz- og mainstreammusikere – lytter nemlig med, når den alsidige bassist, Gregg August, udgiver nyt.

Four By Six er hans kun tredje album i eget navn, men hvilket et! Four By Six er et respektindgydende improjazzalbum – et album, hvorpå manden med det fede pitch, det fremadrettede fokus og en intakt forbindelse til musikhistorien – med henholdsvis en kvartet og en sekstet skaber potente, nye landskaber, der forener melodisk skønhed med improvisationens saft og kraft.

Samspillet i de to konstellationer er eminent. Især hæfter undertegnede sig dog ved kvartetten, der foruden kapelmesteren består af Sam Newsome på sax, Luis Perdomo på klaver og E.J. Strickland på trommer. Sammen med disse tre musikere skaber August noget af det bedste, jeg har hørt i nyere tid inden for genren.

Det er værd at notere sig, at pianisten Luis Perdomo – som sammen med kapelmesteren er med i begge konstellationer – udgør et særligt kraftcenter. August og Perdomo er en tandem af den mest kreative slags.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA